/elektronik

Nokias mobilbatterier eksploderer

Nokias mobiltelefoner 3510, 3510i, 3310 og 3210 er alle solgt med eksplosionsfarlige batterier, melder en belgisk forbrugerorganisation.

Af Kurt Westh Nielsen, fredag 07. nov 2003 kl. 00:00

En manglende kortslutningssikring i ældre typer Nokiamobiltelefoner kan få batteriet til at eksplodere. Det melder et netop offentliggjort nyhedsbrev fra Forbrugerinformation.

Nyhedsbrevet refererer til en belgisk undersøgelse, der afslørede at Nokias egne batterier af typerne BLC-2, BML-3 og BMC-3 ikke indeholder en kortslutningssikring.

Ifølge nyhedsbrevet er de berørte mobiltelefontyper 3510, 3510i, 5510, 6650, 6800, 3210, 3310 og 3330.
"Nokia har hele tiden været fuldt klar over, hvad problemet består i, hvilket er bevist ved, at Nokia har bygget kortslutningssikringen ind i de nyeste produkter, mens de i mellemtiden stadig sælger de farlige batterier", siger Frank Vanmaele fra den belgiske Verbruikersunie/Association Belge des consommateurs, ifølge nyhedsbrevet fra Forbrugerinformation.

Han opfordrer ifølge nyhedsbrevet Nokia til at informere kunderne om faren:
"Samtidig har Nokia anklaget producenter af u-originale batterier for at være skyld i problemet - producenter som intet har haft med sagen at gøre, siger Frank Vanmaele, der tilføjer, at der internationalt bør rejses sag mod Nokia for bevidst at undlade at oplyse forbrugerne om eksplosionsfaren ved Nokias batterier.

Nokias pressetalsmand i Danmark, Sigurd Leth, afviser over for Ingeniøren|net, at virksomhedens egne batterier kan eksplodere.

»De eneste tilfælde jeg har kendskab til med ekploderende batterier, drejer sig om uoriginale batterier, det er aldrig sket med vores egne batterier. Vi står inde for kvaliteten og garanterer at den slags ikke kan ske med Nokiabatterier,« siger han.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.