/it

I troldmændenes 3D-værksted

Gips og plasticpulver forvandles til fascinerende 3D-genstande. Værktøjet er en billig print-teknologi, der kan revolutionere produktudvikling.


Fra såler til mobiltelefoner

Herhjemme og i udlandet er den billige printteknik især slået igennem til prototyper og små testserier af nye produkter.

Men hos Z Corps danske distributør Euromize, oplyser William Dræger, at printteknologien er på vej ind på en række nye områder. I USA arbejder flere hospitaler med genopbyggende kirurgi, hvor et vævsforligneligt printmateriale bruges til at komplettere knogler. Tandteknikeres arbejde med proteser er et andet område, hvor 3D-printeren er på vej ind på det danske marked.

Eccos danske designafdeling har de seneste par år anvendt printeren til at printe nye såldesign til sko. Hos mobiltelefonproducenten Motorolas er de nyeste produkter udviklet med hjælp af 3D-print. Mobiltelefonerne er i en testfase baseret på små serier udprintede og efterbearbejdede skaller, som indeholder den endelige elektronik. Dermed er afprøvning af betjeningsvenlighed og hurtigt feedback fra testbrugere en realitet.

Af Kurt Westh Nielsen, søndag 12. okt 2003 kl. 12:00

En prisbillig 3D-printer, god ekspertise i håndteringen af en lang række dataformater og ikke mindst masser af kreative erfaringer med efterbearbejdning af udprintede emner. Det er baggrunden for et helt nyt marked hos syvmandsvirksomheden Model & Effektfabrikken.
I løbet af de seneste fire måneder har det lille designfirma tiltrukket en række store kunder fra produktionsindustrien, som har købt sig til bistand til design- og produktudvikling.

25-årige Kristoffer Kelstrup er en af de tre unge stiftere af den tre år gamle virksomhed. Når det er lykkedes virksomheden at udvide sin kundekreds til ikke blot at omfatte firmaets hidtidige målgruppe, som er reklame og mediebranchen, skyldes det et indkøb af en 3D-printer. Dermed har firmaet over sommeren fået mere end ti nye kunder til sin 3D-print on demand-service. Blandt firmaets kunder er tunge kunder i plastindustrien.

»Det er gået strygende med at få udnyttet vores overskuds- printkapacitet. Vi har ikke haft problemer med at skaffe nye kunder til vores 3D-printfaciliteter, selvom vi undervejs har haft nogle spøjse reaktioner fra nogle af de mindre produktionsvirksomheder vi kontaktede,« nikker Kristoffer Kelstrup smilende mod en af firmaets fire freelance 3D-modellører.

»Ja, du tænker på ham den jyske fabriksejer, der troede vi lavede telefonfis og smækkede røret på med ordene «...Og Dolly Partons bryster er ægte»«, husker freelanceren en af de måbende kunders reaktioner på muligheden for at printe genstande ud.

Beam me up Scotty

En demonstration af Z-Corps Z310-printer er da også lidt utrolig og tæt på en realisering af science fiction-sagaen Star Treks teleportation. På en pc tilsluttet 3D-skanner og printer trækkes en tredimensional genstand med musen over i en visualisering på skærmen af 3D-printerens printkammer, der er fyldt med et gipslignende pulver, hvis nøjagtige sammensætning er en fabrikshemmelighed. Og med et klik med musen starter printeren, som er udstyret med et regulært HP inkjet-printhovede, med at printe de 0,07 mm tynde lag med en glukoseholdig opløsning, binderen.

Binderen sørger for hurtig hærdning af de enkelte lag. Og 20 minutter efter vokser en skalamodel af et sværdskæfte frem i printerens kasse med gipspulver. Modellen efterhærder i kort tid i gipskammeret, inden det overskydende pulver børstes væk og det færdige resultat kan løftes ud af printeren. Sværdskæftet skal bruges i en kommende dansk spillefilm »Strings« med en rolleliste, der udelukkende består af dukker.

Det er firmaets kronjuvel, 3D-printeren fra firmaet Z Corp, som tøffer sig tålmodigt igennem lag på lag. Printeren til 250.000 kr. gør det muligt at printe tredimensionale objekter bestående af flere elementer, som f.eks en bevægelig model af et kugleleje i et hug. Den slags teknologi har været tilgængelig på markedet i mange år, blot til en pris på den forkerte side af fem mio. kr. Men også på den rene hastighed giver Z Corps printer konkurrenterne baghjul. Den er op til ti gange hurtigere end de traditionelle og kostbare SLA (Stereolithography Apparatus) og SLS (Selective Laser Sintering) printere. Stykpriserne på printede emner ligger på mellem 100-150 kr., hvor stykpriserne med konventionel 3D-printteknologi typisk ligger på den anden side af 1.000 kr.

Dermed er teknikken inden for rækkevidde for en række produktionsvirksomheder, som hidtil har måttet indstille sig på flere ugers forløb, før de kan have prototyper på et nyt produkt i hænderne. Vejen er hidtil typisk gået via en modelmager og derefter videre til maling og efterbearbejdning, før designere har kunnet vurdere resultatet af udviklingsarbejdet.

Bøjelig, skinnende og glat

Firmaets medstifter og 30-årige aldersveteran Michael Trøst har en baggrund som designer hos Lego. Han forklarer, at firmaet har sin styrke på to områder i forbindelse med ydelserne til produktionsindustrien.

»Vi kan håndtere konverteringen af en række dataformater for 3D-konstruktionsfiler og vi har stor erfaring i at efterbearbejde de udprintede emner fra vores kreative arbejde med medie-virksomheder,« forklarer han.

Virksomheden kan håndtere alle udbredte 3D-filformater som eksempelvis STL, IGES og STP. Efterbehandlingen, den såkaldte infiltrering kan ske med epoxy, akryl, elastomer eller voks af printet, men også eksempelvis foregå via elektrolysebehandling, så emnet fremstår med kromfinish. Eller de kan håndmales. Det vidner en lille model på et bord af Toms guldkaramelpige fra reklamefilmene om familien Tomsen om.

Afhængigt af hvilken pulvertype printeren bliver fodret med, kan de udprintede emner have fleksible, gummilignende egenskaber eller snapfunktioner, som kendes fra plastmaterialer som ABS plast. Dermed er der gode muligheder for at printe komplekse emner.

Et område, hvor Z Corps printer ikke kan hamle op med de mange millioner kroner dyrere alternativer, er tolerancerne på de udprintede objekter. Den er på 0,10 mm og sætter dermed en grænse for den praktiske brug i egentlig produktion. Kristoffer Kelstrup er alligevel begejstret for printerens muligheder.

»Uanset prisen ville jeg ikke bytte vores printer med en af de dyrere SLA eller SLS-printere. Den er hurtig og billig i drift og opfylder dermed vores behov. Det gælder både, når en kunde ønsker en hurtig prøve på et emne i designfasen, og når vi bruger printeren i forbindelse med krævende efterbehandling, som tager tid og er håndarbejde,« siger han.

Udover udprintning af objekter er printeren også i stand til at printe støbeforme med kerne direkte fra en 3D-tegning. Flydende metal kan hældes direkte i den udprintede støbeform og anvendes til prototyper, hvor der ikke stilles meget store krav til præcisionen.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.