Sofakartoflernes våde drøm
Nu er den her. Tv-sofaen der kan føle, hvem der ligger på den og bestiller pizza samt indstiller på favoritkanalen.
En drømmesofa, der uden indblanding kan bestille pizzaer, slukke lyset og stille ind på ejerens favoritkanal. Det er målet at frembringe for forskere på Dublins Trinity College.
Ifølge Cnn.com er forskningsprojektet et eksempel på hvad "ubiquitous computing" - it i alting - konkret kan bruges til. Indtil videre er sofaen kun i stand til at finde ud af hvem der ligger henslængt på den. Indbyggede mikrochip-sensorer i sofabenene aflæser vægten og derefter aflevere en personlig hilsen.
Men lederen af projektet Mads Haahr forestiller sig ifølge Cnn.com, at den skal udvikles til at kunne tænde for husholdningsmaskiner, indstille værelsestemperaturen og starte stereoanlægget med den hvilendes yndlingsmusik.
Dermed er projektet et klart eksempel på, at dele af forskningsverdenen ikke er kommet meget videre, siden ministre og politikere under internetboomet begejstret talte om det fantastiske internetkøleskab, som kunne kommandere ejeren til at foretage de nødvendige indkøb.
En ide, som ikke har vundet indpas udenfor technofetichisternes rækker i løbet af de sidste fem år.






