/energi

Debut for små "urentable" felter

Nyt koncept giver 30.000 tønder olie om dagen fra de to ubemandede platforme, Nini og Cecilie.

Af Henrik Skov, mandag 15. sep 2003 kl. 00:00

Det var en tilfreds finansminister, der i sidste uge åbnede ventilen for endnu 65 mio. tønder olie fra de to nye danske felter, Nini og Cecilie.

Bruttoindtægten på omkring 11 mia. kroner ved en tøndepris på 25 dollar fik Thor Pedersen til at rose Dong for at have udbygget felterne, selv om andre ville have sagt fra på grund af deres begrænsede omfang.

De to nye felter er størrelsesmæssigt på grænsen til, hvad der kan betale sig at udvinde olie fra. Faktisk på den forkerte side af grænsen.

Når Dong, Danerco og RWE alligevel har besluttet at udnytte felterne, så skyldes det en ny filosofi, der består af at udvinde mange mindre felter gennem et centralt anlæg.

Derfor er Nini og Cecilie blot to satellitfelter uden selvstændige produktionsplatforme. I stedet udvindes olien med mindre, ubemandede platforme og efterbehandles på den større platform, Siri, hvor olien også udskibes fra.

Plads til husmændene

Dong, der er operatør på felterne, købte sammen med sine partnere Siri af Statoil for 1 mia. kroner sidste år, da den norske oliekoncern havde planer om at lukke platformen ned og trække sig ud af den danske sektor. Siden er der ofret knap 3 mia. kr. i forbindelse med udbygningen af de to nye felter. Alligevel mener Dong, at det er en god investering:

»Det er både godt for Dong og for samfundet. De nye felter kan være med til at forlænge den danske olieproduktion i Nordsøen væsentligt,« mener Anders Eldrup, adm. direktør i Dong.

Han sammenligner strukturen i Nordsøens oliefelter med landbruget i Danmark før landboreformen - på grund af de komplicerede ejerforhold.

»Nu skal der også være plads til husmændene,« siger Anders Eldrup om Dong's nye støvsugerstrategi.

Dong forventer senere også at producere olie fra Stine-feltet og med tiden også fra mindre områder i den norske sektor umiddelbart nord for Nini.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk