Til morgen så vejret fint ud, og vi gjorde klar til afsejling, men efter en stund begyndte nordenvinden igen, og da den tiltog hurtigt måtte vi udskyde afrejsen.

Irenas mand Petr bød nu på et fantastisk måltid, bestående af alt fra kogt stør med tilhørende suppe til hjemmelavet russisk salat, marineret stør, friturestegt laks m.m. Vi tilbragte nu i stedet eftermiddagen i familiens gode selskab.

Igen fantastisk vejr til morgen. Vi fik hurtigt gjort klar til afrejse og sagt farvel til vore venner. Klokken 12 var vi undervejs på Kolyma floden, men igen efter kun tre kvarters sejlads startede den enerverende nordenvind op igen.

Floden blev i løbet af minutter pisket op til et frådende skumhelvede, hvor vandet væltede ind i den alt for tungt lastede båd. Med 1800 liter benzin og 300 liter oktan booster ombord samt fire mand og ekspeditions udstyr, så lå vi meget dybt i vandet, og nogle hurtige søer fyldte jollen halvt op med vand.

Vi vendte om, og øsede på livet løs, for at hjælpe de hårdt belastede lænsepumper med deres arbejde, og kort efter fandt vi læ bag en pynt.

Vi tilbragte resten af dagen her, mens nordenvinden rasede. Til aften flyttede vi lidt længere ind under læ af kysten, men der var ingen tegn på, at vinden ville lægge sig, så vi krøb i teltet for natten, kun ca. 7 km fra Petushki.

Flot morgenvejr, og vi kom afsted hurtigt. Nu gik det fint op ad floden stille og roligt for en motor - vi måtte spare gevaldigt på brændstoffet, p.g.a. de foranliggende 1300 km. I det smukkeste vejr passerede vi skovgrænsen, og kort efter blæste det på ny op fra nord. Vi søgte land tæt ved nogle gamle bygninger, hvor vi ville afvente vejrudviklingen.

Efter en kort tur i land, fik vi uventet besøg af Boundery Service, som afpatruljerer Kolyma floden fra Chiersky. De tog pænt imod os med Kalashnikov rifler og alvorlige miner, der dog tøede lidt ved håndtryk og smil. Pas og papirer blev gennemgået, og vores båd kort inspiceret. Derefter tog de billeder af os, og forlod os, da alt var i orden.

Da de var ude af syne, gik vi på rype- og harejagt - ikke helt efter bogen, men fugle og harer havde vi set, og lækre så de ud. Dog var jagt lykken ikke med os, og vi måtte spise tørkost til aften - naturligvis delikat tilberedt af »Le Chef« - Ole Jørgen.

Vi sov i båden, da vejret tegnede til at blive bedre i morgen. Fra Moskva havde de lovet sønden vind, hvilket lige var, hvad vi skulle bruge for at komme videre.

Stod op klokken 05.30 og fortsatte sejladsen klokken 6.00. Vi havde en let søndenvind, men regntunge skyer væltede op over os fra syd. Imidlertid var det bare med at udnytte forholdende og komme ud af floden, mens muligheden var der.

Efter nogle timer var vi i rum sø, og da vejret fortsat så lovende ud, og vejrmeldingen så ud til at holde, fortsatte vi nu vestpå.

Vi sejlede hele dagen tæt på kysten og til aften gik vi i land ved et lille kap, hvor den ellers permanent frosne jord eroderes af havet, så der langs kysten rejser sig tårne af mudder og ler i fantastiske formationer.

På vej til det lille kap var motoren begyndt at gå lidt langsommere i omdrejninger - samme motor som tidligere havde voldt os vanskeligheder, og nu gik den i stå, da den stod i tomgang ud for kysten.

Det lykkedes ikke at starte den igen, og efter så grundig en fejlfinding med Suzuki i telefonen, som det under de givne forhold var muligt, var der ingen tvivl om, at det var tilstopning af injektorerne, der var problemet. Alt andet virkede som det skulle, og igen måtte vi nu konstatere vanskeligheder p.g.a. følgevirkninger fra brugen af russisk benzin.

Vi fortsatte nu for den anden motor, hvor power trimmet ikke virkede, hvilket kunne give problemer på nogle af de umådeligt lavvandede områder vi skulle passere, men vi havde ikke noget valg.

Dagen igennem gik det vestpå i fineste vejr, og kun et par gange ramte vi bunden, med motoren. Kysten var overalt særdeles flad - det var den sibiriske tundras nord kyst vi her kunne følge.

Sejladsen fortsatte natten igennem uden større begivenheder. Jeg var den der så bedst, så derfor havde jeg nattevagten, mens de andre sov. Senere overtog de andre, og jeg krøb i mandehulen.

Dagen gik med at skiftes til at sove og sejle. Liv i havet var der ikke meget af, men vi havde det meste af tiden utroligt fint vejr. Ganske som lovet af metrologerne.

I løbet af natten blæste det en del op fra syd, og vi søgte tættere ind mod kysten. Senere blev vejret igen fint, og en opringning til Moskva fra vores Iridium telefon, lovede fortsat godt vejr også de næste dage.

Hen på eftermiddagen var vi med vores sneglefart af ca. 11 km i timen nået omtrent halvvejs, og vi nærmede os den første reelle læ mulighed på en 800 km lang kyststrækning.

Vejret var smukt med sol og vindstille, da vi var under 50 km fra indsejlingen til den lille fjord, der i tilfælde af dårligt vejr kunne give læ. Men nu kom der nogle friske pust fra nord, som skabte små krusninger på vandet. Det var ikke lige vind fra nord vi ud fra vejrmeldingerne forventede, så vi tog det med ro.

En halv time efter blæste det kraftigt fra nord - vel omkring 10 m/s, og søen rejste sig hurtigt på de lave områder. Vi besluttede at forsøge, at nå ind til fjorden, der nu kun var godt 40 km væk. Men allerede efter yderligere et kvarters sejlads, blæste det så kraftigt, at det ikke ville være os muligt. Det ville med vores fart for en motor tage mindst 4 timer, at nå derop.

Eneste mulighed var at søge ind på lidt lavere vand, og kaste anker. Vi fandt et sted på 1,5 meters vanddybde, hvor vi ankrede og afventede situationen, som dog endnu ikke var decideret kritisk. Da det imidlertid fortsat tog til i vindstyrke gav jeg ordre til at alle mand skulle trække i Mustang overlevelses dragter. Vi var i tvivl om ankrene kunne holde os - vi konstaterede at vi drev , og med en 3-4 kilometer bred brænding ind mod land, var der ingen tvivl om, at vi ville kæntre i brændings området, hvis vi kom derind.

Vi gav os nu også til at lette båden for en del af dens last. Alle oktan boostere blev kastet overbord, og alle fyldte brændstof dunke blev firet ud over siden af jollen, hvor de blev bundet til med reb. Dels lettede det båden, og dels virkede de i nogen grad som bølgebrydere.

Som aftenen skred frem tog vinden fortsat til i styrke, og da det var ved at være midnat havde vi stiv kuling fra nord. Vi blev kastet rundt, og da vi fortsat drev ind mod land besluttede vi at få redningsflåden slået op. Det ville være farligt at være i jollen, hvis den kæntrede og blev kastet rundt i det brede brændings felt, og derfor mente jeg det sikrest, at opholde os i redningsflåden - fortsat dog med reb bundet til jollen.

Redningsflåden blev efter lidt genvordigheder med kulsyrepatronen udløst, og vi krøb derind medbringende de vigtigste ting.

Vi lå nu ca. 10 meter bag jollen, hvor vi var bundet til med reb. Imidlertid, er en redningsflåde åbenbart ikke beregnet til at være bundet til noget med reb. Den er beregnet til at drive for drivanker. Men gjorde vi det, ville vi uundgåeligt drive mod land, hvor brænding og kaos ventede os. Bundet til jollen havde vi dog det håb, at jollen ikke nåede ind i brændingen, og at ankrene alligevel ville holde.

I redningsflådens lukkede side, sidder naturligt nok drivankret. I den anden side sidder en strop, som kan bruges til fastgørelse med reb, hvilket vi gjorde. Men her har vi også åbningen, hvor man kravler ind. Og selv om åbningen kan lukkes til, kan den dog ikke lukkes fast til. Den er jo beregnet til at være i læsiden. Bundet til jollen vendte åbningen nu i stedet mod nord, og søerne væltede ind over os. Vi blev kastet rundt, og Frederik og jeg måtte konstant sidde med en hånd halvt udenfor og forsøge at holde åbningen lukket, så søerne ikke væltede for voldsomt ind gennem åbningen. Det var naturligvis rasende koldt og meget vådt. Efterhånden havde vi temmelig meget vand inde i redningsflåden og vi øsede på livet løs med et par tomme kaffe dåser. Alt var vådt, og kulden krøb ind på os. Vinden tog i nattens løb yderligere til, og der var nu tale om regulær brandstorm.

Senere fik vi at vide, at det havde blæst med over 20 m/s fra ret nord. Et skib på 3500 bruttoregisterton lå for anker i samme område drev 2 km, selv om det havde to ankre på hver 2 ton ude. Ikke mærkeligt, at det føltes voldsomt i den lille redningsflåde, der blev kastet rundt som en bold, når brådsøerne kom væltende.

Klokken 6 om morgenen var det fortsat lige voldsomt, og intet tydede på bedring. Vi besluttede at tilkalde hjælp via vores nødsendere, mens det fortsat var muligt. Alle tre nødsendere blev aktiveret, og vi håbede nu på, at systemerne virkede, som de skulle.

Imidlertid var vi godt klar over, at der kunne gå et døgn eller mere, før hjælp nåede frem til et så afsides område, som vi lå i.

Vi var i telefon kontakt med Dmitry Shparo, Adventure Club i Moskva, som gjorde, hvad han kunne for at presse på overfor militær og myndigheder. Senere fandt jeg ud af, at det samme havde Den Danske Ambassade i Moskva gjort, ligesom vores gode ven Søren Berg havde knoklet fra København hele natten for at løse trådende fra Danmark.

Han havde været i løbende kontakt med Argos i Frankring (det ene nødsender system), med Adventure Club og ambassaden i Moskva, vore pårørende m.m.

I nattens løb fik Sergey et mere og mere apatisk udtryk i ansigtet. Han frøs og var søsyg, og han kastede med jævne mellemrum op i en af de tomme kaffedåser, som desuden var i brug, når vi skulle lade vandet. Også Ole Jørgen måtte ofre nogle gange i nattens løb.

I løbet af dagen stilnede vejret lidt af, og Ole Jørgen og Frederik fik ved en flot indsats redningsflåden firet tilbage til jollen, hvor Ole Jørgen kom ombord ved først at hoppe i vandet i sin overlevelsesdragt. Her fik han motorerne stillet i lodret position, inden Frederik trak redningsflåden op til båden.

Jeg må tilstå, at jeg var skeptisk overfor forehavendet, da der var stor chance for, at beskadige redningsflåden på de to motorer, der stak ud bag jollen. Skarpe kanter på begge motorer fra skader på kavitationsplanerne udgjorde en stor risiko for at ødelægge redningsflåden, der ville blive trukket lige op bag jollen - til motorerne, og i den voldsomt urolige sø, var der stor risiko for at beskadige flåden. Men Frederik og Ole Jørgen havde en plan. Og den lykkedes rigtigt fint.

Utroligt nok havde vores gode POCA 600 klaret stormen og reddet sig gennem bølgerne uden at blive bordfyldt. Natten igennem havde vi kunnet følge jollens kasten rundt i søen, men hun havde holdt sig på ret køl. Det må siges at være en fantastisk båd, og det var dejligt, at komme ombord igen.

Imidlertid var vi godt vingeskudte. Vi havde mistet over halvdelen af vores benzin i løbet af natten, og selv om vi fik motoren i gang, kunne vi ikke redde os i sikkerhed nogen steder med den tilbageværende mængde benzin. Desuden blæste det fortsat og af og til kom også sneen væltende fra nord. Vi besluttede at fastholde nødsignalet og vente på helikopteren, der efter sigende snart skulle være undervejs.

Nu så vi imidlertid pludselig et skib i horisonten mod nord. Sergey fik forbindelse til kaptajnen med VHF radioen. Skibet havde modtaget vores nødsignaler, og de var på udkig efter os. Vi afblæste helikopteren, som endnu ikke var gået i luften. En redningsbåd fra skibet kom ud til os, hvor de tog en del af vores udstyr ombord. Dog kunne vi selv sejle ud til skibet. Frederik og Sergey kom først ombord, mens Ole Jørgen og jeg sikrede jollen til skibets side. Det var der, besætningen ville trække vores båd.

Vi blev så hentet af redningsbåden, der skulle hejses op på skibet med deres lille kran. Mens vi ventede på at kranen blev gjort klar, hev chefmekanikeren hurtigt et glas og en flaske vodka frem af inderlommen, og vi fik os en varmende dram, inden vi blev taget ombord på skibet, der fragtede kul.

Kaptajn Vladimir Kolesnik på M/V Kapitan Bogatyryov tog utroligt godt imod os. Vi blev fyrsteligt beværtet og til aften fik vi hver en kahyt til rådighed. Vladimirs interesse for Arktis, for vores ekspedition og for livet, var fantastisk. Han var et meget specielt menneske, som med stor venlighed og dygtighed var en meget moderne og afholdt kaptajn, blandt besætningen. Røde i kinderne og godt trætte fik vi nu en god aften i kaptajnens kahyt med lækkerier og naturligvis vodka.

Det var som at komme til himmerige. Samtidig fik vi beroliget familie og venner derhjemme. Kunne også forstå, at der i den danske og russiske presse havde været en del vildledende oplysninger, som vi i hvert fald over for vore nærmeste kunne korrigere.

Jeg blev vækket klokken 09.45 af Sergey, som oprevet fortalte, at vores jolle var kæntret i nattens løb. Hurtigt kom jeg i tøjet og ud på dækket, hvor jeg ganske rigtigt kunne konstatere at vores pragtfulde båd nu lå med bugen op. Det var sket mellem kl. 09.00 og 09.30 til morgen. Ingen havde set hvad der var sket, men jeg kunne konstatere, at nogle af besætnings medlemmerne havde flyttet jollen i nattens løb.

Da vi gik i seng lå hun i skibets læside, men nu var hun flyttet agter, hvor hun havde ligget for svaj. Men det var fortøjningerne bare ikke lavet til. De var lavet til placering ved skibets side. Formentligt har søfolkene flyttet vores båd i bedste mening, p.g.a. ændret vindretning eller fordi de ikke kunne komme til at udføre deres arbejde for vores båd. Hun har ligget i temmelig korte reb bag skibet, og fikseret til skibet højt oppe har hun ikke kunnet følge bølgerne.

Kaptajn Vladimir Kolesnik tog øjeblikkeligt affære. Han sprang ned på jollen og sikrede hende yderligere. Fik hurtigt organiseret assistance fra en flydende kulkran, som kunne hæve jollen. Han tog det meget alvorligt, og med ham i spidsen lykkedes det nu i løbet af den næste time, at få jollen hejst op på en kulpram med hjælp fra kulkranen.

Men så sørgeligt som hun nu lå sort og hærget i en dynge kul på en pram i Ishavet, så sørgeligt et syn har vi nu lige godt aldrig oplevet før på ekspeditionen. Dog skaderne på jollen var beskedne. En ny radarbøjle og enkelte andre småting. Så ville hun være klar igen. Anderledes forholdt det sig med motorerne, som nu var helt ødelagt. Fyldte af saltvand, langt fra et værksted stod de ikke til at redde. Og en stor del af vores udstyr enten sank eller flød væk. Imidlertid var søfolkene fra skibet fantastisk hjælpsomme, og de sejlede rundt og indsamlede effekter for os i et større område bag skibet.

Vi var vingeskudte før. Nu nærmest stækkede. Men hvis det kan lykkes, at få jollen til Tiksi, hvilket endnu er usikkert, og hvis det lykkes, at finde en rig hovedsponsor og protektor for ekspeditionen, er vi alle fire klar til at fortsætte sejladsen til næste sommer. Men økonomisk kan vi ikke længere selv løfte opgaven. Naturligvis har vi fået fin hjælp fra nuværende sponsorer, men hvis vi skal gennemføre eventyret rundt om Ishavet, må vi nu have yderligere hjælp. Det håber vi, kan lykkes, så vores arktiske odyssé kan gennemføres.

Med gennembruddet i forhold til Rusland og de russiske myndigheder, vil det være ærgerligt, at stoppe her, selvom det var tæt på at blive vores eneste mulighed. Men med Kaptajn Vladimir Kolesniks utrolige indsats, har vi nu måske fået mulighed for at fortsætte. Det håber vi, kan lade sig gøre.

De næste dages afslutning på sommerens russiske eventyr vil komme snarest til Ingeniøren|net.