DNAet fortæller, hvornår det er sengetid. Det har Simon Archer på universitetet i Surrey i England påvist. Han lod flere hundrede personer udfylde det såkaldte Horne-Östberg-spørgeskema.

Man kan prøve det selv. Testen ligger på Internettet med en snes spørgsmål, f.eks. »Hvornår ville du stå op, hvis du selv bestemte over din dagsplan?«, »Hvornår ville du gå i seng?« og »Hvis du er nødt til at stå tidligt op om morgenen, hvor afhængig er du så af et vækkeur?«.

De, der var udprægede natteravne eller morgenmennesker, blev indkaldt til nærmere undersøgelse, hvor der blev udtaget en ukompliceret afskrabning af celler fra mundhulens væg ud imod kinden. På disse celler foretog man så en DNA-analyse, som undersøgte længden og antallet af genet Per-3.

Per står for periode. Per-3 regulerer søvnperiodens længde, og døgnrytmen generelt.

Om man er A- eller B-menneske bestemmes måske af blot et enkelt gen, fortæller Archer. A-menneskerne har generelt et længere Per-3 gen end dem, der holder sig længe vågne om aftenen. Natteravnene har en unormalt kort version, i forhold til gennemsnitspersonen.

Archer undersøgte også Per-3-genet hos en række patienter, hvis medfødte døgnperiode er langt større end 24 timer. Disse patienter sov langt op ad dagen og følte sig først friske sent om aftenen. De blev behandlet med søvnhormonet melatonin, men deres Per-3-gen var interessant.

Omkring 70 procent af disse ultra-natteravne havde ikke blot ét, men to Per-3-gener, og de var begge i den korte version. De havde altså »natte-genet« i dobbelt dosis. Derfor konkluderer Archer, at der virkelig må være noget om, at døgnperioden er genetisk bestemt. Man burde faktisk have arbejdsmødetider, der er tilpasset ens individuelle Per-3-gens egenskaber.

Archer omtaler analyserne i artiklen »A length polymorphism in the circadian clock gene Per3 is linked to delayed sleep phase syndrome and extreme diurnal preference« i tidsskriftet Sleep, Vol.26, p.413-415, 2003.