Råd frikender kraftværker for monopolmisbrug
E2 og Elsam er frikendt for monopolmisbrug af Konkurrencerådet. Samtidig indgår Konkurrencestyrelsen og selskaberne en aftale, der skal øge konkurrencen på elmarkedet.
Som ventet tilsluttede Konkurrencerådet sig i dag en aftale mellem Konkurrencestyrelsen og henholdsvis Elsam A/S og Energi E2 A/S, som skal fremme konkurrencen og gennemsigtigheden på det danske elmarked. Samtidig slog rådet fast, at Konkurrencestyrelsen ikke har bevist, at selskabernes adfærd i elmarkedets første år var udtryk for misbrug af deres dominerende stillinger.
Den nye aftale betyder for det første, at selskaberne fører en ny indmeldelsespolitik på den nordiske elbørs, Nord Pool. Denne politik sikrer, at de danske priser i langt de fleste timer vil ligge omkring priserne i nabolandene.
For det andet vil selskaberne aktivt medvirke til at skabe mere likvide markeder, hvor elhandelsselskaberne kan forsikre sig mod uventede prisstigninger. Det vil øge gennemsigtigheden i prisdannelsen og mindske selskabernes incitamenter til at misbruge en dominerende stilling.
Konkurrencestyrelsen skønner, at aftalerne årligt vil medføre besparelser for de vestdanske forbrugere på ca. 25 mill. kr., mens de østdanske forbrugere vil spare ca. 20 mill. kr. som følge af øget konkurrence.
I redegørelsen fra Konkurrencerådet hedder det videre, at det danske elmarked består af to adskilte markeder, det vestdanske og det østdanske, som hver især er forbundet med det fælles nordiske marked.
I de perioder, hvor el-forbindelserne til det nordiske marked er fyldt, kan der ikke importeres mere el til hhv. det vest- og østdanske marked, og derfor har Elsam og Energi E2 i visse perioder en dominerende stilling på hvert af de to markeder.
Og det var blandt andet klager over høje prise i vestdanmark, som førte til, at Konkurrencestyrelsen gik igang med at undersøge de to selskabers adfærd i 2000 og 2001.
Undersøgelserne viste, at de to selskaber ændrede adfærd og hævede priserne i de perioder, hvor de havde en dominerende stilling. Men Styrelsen har ifølge Konkurrencerådets opfattelse ikke godtgjort, at selskabernes adfærd var udtryk for misbrug af deres dominerende stillinger. Rådet henviser til, at der i 2000 og 2001 var tale om et ungt og umodent marked, hvor markedsaktørerne skulle opbygge erfaringer med det liberaliserede elmarked.
Næsten alle elhandelsselskaberne har således også senere trukket deres klager tilbage, påpeger rådet.
Det er første gang, Konkurrencestyrelsen- og rådet har anvendt en sådan "forhandlingsprocedure" i forbindelse med en almindelig konkurrencesag. En sådan procedure bruges normalt kun i fusionssager.
Fordelen ved proceduren er, at det har været muligt at tage aktive skridt for at fremme konkurrencen. Ulempen er, at selskaberne ikke kan retsforfølges, hvis de bryder aftalen.
Konkurrencestyrelsens direktør, Finn Lauritzen, er glad for aftalen med elselskaberne:
»Elsam og Energi E2 har taget ansvar for at udvikle velfungerende elmarkeder til gavn for forbrugerne, og derfor er aftalen perspektivrig«, siger han.
Administrerende direktør hos Elsam, Peter Høstgaard-Jensen er også tilfreds med drøftelserne med Konkurrencestyrelsen, som mest har koncentreret sig om markedet i fremtiden:
»Hos Elsam erkender vi, at vi som en stor aktør på markedet har en forpligtigelse til at medvirke til at få markedet til at fungere på konkurrencemæssige vilkår«, siger Peter Høstgaard-Jensen.






