Professor, civilingeniør Erik Reitzel er et nysgerrigt, tænksomt og musisk menneske. Han er specialist i brud og derfor fascineret af alt, der går itu. Han er i sit es, når han ser et knust vinduesglas, en revnet søjle eller en sammenstyrtet bygning. Ligesom han fryder sig, når han studerer naturens smidige og stærke konstruktioner i grene, stængler og kogler eller i sneglehuse, sommerfuglevinger og edderkoppespind. Og han kan falde i svime over en elegant formet bro, hvor materialet er anbragt optimalt, dvs. lige netop der, hvor kræfterne vil søge hen.

Når han skal danne sig et indtryk af en konstruktion, tænker han hverken på tal eller geometri, men først og fremmest på kræfterne. Og ved at studere deres forløb og mønstre i nedbrudte ting har han udviklet en sikker fornemmelse for, hvordan logiske og materialebesparende konstruktioner kan opbygges. Så styrke, lethed og æstetik går op i en højere enhed.

Denne viden og stræben har gjort ham til en ingeniør, som arkitekter gerne tyer til, når de skal have løst nyskabende og dristige opgaver. Den har også gjort ham til en populær underviser for både arkitekt- og ingeniørstuderende. Og på mandag får alle andre mulighed for at få et indblik i hans fascinerende tanker og eksperimenter, når TV2/Danmark viser filmen ”De usynlige kræfter”.

I filmen følger vi Reitzel til antikkens bygværker, hvis søjler og stenbjælker er udformet og placeret, så det står klart, at også datidens bygmestre udnyttede erfaringerne fra ældre, sammenstyrtede bygværker. Vi følger ham til Panteon, hvis udkragede hvælv er skabt af kassetter, der bliver stadig lettere i højden og dermed danner en minimalkonstruktion. Vi er med ham i en gotisk katedral, hvor kræfterne fra hvælvet så at sige bliver suget ned gennem søjlerne til fundamentet. Og vi ser ham trampe hul på en isflage for at studere brudliniernes mønstre.

Som et eksempel på, hvad studierne kan bruges til i praksis, nævner Erik Reitzel La Grande Arche i Paris, som han skabte i 1980’erne i samarbejde med afdøde professor, arkitekt Johan Otto von Spreckelsen. Denne kæmpeterning er bygget efter samme principper som en koral.

-Den nøjagtige form fandt vi ved at sænke et ståltrådsmodul ned i sæbevand. Dermed fik vi formen direkte – og slap for at løse en kompliceret differentialligning for overdækning af et givet areal, fortæller Erik Reitzel.

Et andet studium af overdækninger udførte han hjemme i sin have, hvor han en vinterdag tog et stort klæde, bandt tov i hjørnerne og hængte det op mellem nogle træer. Så hældte han vand i den skålformede dug og lod den størkne i frosten, hvorefter han skar den fri og vendte den om på græsplænen. Og vupti stod der et elegant tag med en form, som Reitzel vil være helt tryg ved at efterligne i et rigtigt byggeri.

Inspiration i musikken
Erik Reitzels særkende er, at han altid søger at skabe sig overblik over en konstruktion og se den som en helhed. Det kom nytte, da Københavns Lufthavn for et par år siden skulle have flyttet den historiske Lauritzen terminal. Reitzel konstaterede, at hvis man så på dens enkeltdele, ville det være nødvendigt at forstærke både bølgetaget og bjælkerne før transporten. Men ved i stedet at anskue bygningen som en stærk og bøjelig skov fandt han, at terminalen set som helhed måtte kunne glide afsted ganske som en smidig snegl. Og han fik ret.

Reitzel kan øjensynlig finde inspiration overalt, ikke blot i naturen og menneskeskabte værker, men også i klangfigurer og musikkens verden. Han suger umætteligt til sig, og øser gerne af sin indsigt. Så god en fortæller er han, at det faktisk er synd, at hans forklaringer på filmen er splittet op og suppleret af tekster oplæst af skuespilleren Ghita Nørby. Det giver en del gentagelser, der dog ikke kan ødelægge det gode helhedsindtryk. Filmen kan derfor varmt anbefales som tankevækkende underholdning – og som inspiration for unge, der måtte overveje at blive ingeniør.