Dette betyder samtidig, at astronomerne nu har fået en forklaring på, hvordan perfekte runde stjerner ved afslutningen af deres liv kan skabe de mange smukke og komplekse former, som ses i mange stjernetåger.

Når en stjerne som vores egen Sol ender sit liv, kaster den en enorm mængde materiale ud i rummet omkring sig. Dette materiale er skabt ved fusionsreaktioner inde i stjernen og danner en tyk støvskal, som med tiden udvikler sig til en planetarisk stjernetåge. På grund af de turbulente gasstrømninger omkring stjernens magnetfelt antager gas og støvet forskellige former. Materialet indeholder blandt andet kulstof og ilt, som bliver genbrugt ved dannelsen af nye stjerner og planeter.

En gruppe astronomer under ledelse af Wouter Vlemmings fra Leidens observatorium har undersøgt fire ældre stjerner med det store amerikanske VLBA-teleskop. De fandt radiostråling, som stammede fra skyerne af vandamp, der var blevet kastet ud fra stjernen. Nogle gange bliver en sådan sky til en maser, hvilket er en slags laser, men med stråling ved lange bølgelængder. En speciel frekvens, der er karakteristisk for vandmolekylerne, viser et kraftigt forstærket signal. Dette signal brugte astronomerne til at opdage Zeeman-effekten. Zeeman-effekten er den lille ændring i spektret, som kun kan skyldes et kraftigt magnetfelt.

Magnetfeltet er målt til at være på omkring 50 til 500 Gauss, hvilket er mellem 10 og 100 gange kraftigere end Solens magnetfelt. Dette er nok til, at det kan spille en vigtig rolle i dannelsen af de interplanetariske tågers former.

Zeeman-effekten er opkaldt efter Pieter Seeman fra Leiden, der i 1896 opdagede, at et magnetisk felt påvirker et lysspektrum. Han fik i 1902 Nobelprisen for sin opdagelse.

De nye resultater er blevet offentliggjort i det sidste nummer af Astronomy & Astrophysics.