Indeklima: Vi bruger alt for lidt dagslys

Af Flemming Schrøder, bygningsingeniør, ELO-konsulent, Birch & Krogboe A/S, fredag 28. jun 2002 kl. 00:00

Som energikonsulent har jeg gennemgået mange forskellige byggerier rundt om i landet for at vurdere energiforbrug og for at komme med forslag til energi- og vandbesparelser. Det er slående at se, hvor meget kunstigt lys, der er tændt alle steder. Generelt er mit indtryk, at der er altid tændt lys, selv på dage med bragende sol. Elforbruget er stort set konstant året rundt, måned for måned. "Det er fordi vi ikke er gode til at slukke lyset", vil nogle sige. Men nej, generelt er det nødvendigt at supplere dagslyset med kunstigt lys. Jeg er hurtigt blevet upopulær som "lyseslukker", når man vipper kontakten. Selv i nyopførte bygninger til undervisningsbrug, er det nødvendigt med kunstigt lys på skyfrie dage. Tænk på "lille Ida" i 0A, der i de næste 10 år hver dag skal undervises i kunstigt belyste lokaler.



Det er ikke kun for at spare el til belysning, at jeg med dette indlæg ønsker at starte en debat, men alene ud fra den kendsgerning at vi trives godt i dagslys, det giver os velvære. Dette er senest dokumenteret i SBI-rapport 318 Vinduer og dagslys. Trods den megen fokusering på indeklimaets betydning for vores produktivitet og evne til indlæring de seneste år, har man glemt den meget vigtige parameter - dagslys. Bygningsregelementet (BR95) angiver at arbejdsrum skal være "vel belyste" med dagslys, og vinduer skal udføres, placeres og evt. afskærmes mod solindfald for at undgå overophedning. Fast solafskærmning viser sig i praksis at dæmpe dagslyset meget kraftigt hele året. Vejledningen til BR95 angiver at det "normalt er tilstrækkeligt med sidelys svarende til 10 pct. af gulvarealet, eller min. 7 pct. ovenlys". Noget tyder på at det normale er blevet sjældent. Arbejdstilsynet angiver minimumskrav til dagslysfaktor på arbejdspladser, en direkte målbart størrelse, der er forholdet mellem dagslys inde og ude. Men bliver dette krav opfyldt ? Eller kan man med dagens viden og teknologi skærpe kravet til dagslysfak- tor? Jeg er ikke i tvivl om at vi alle i byggebranchen, bygherren, arkitekter og ingeniører ønsker at skabe rum der at rare at opholde sig i, men virkeligheden taler sit eget sprog. "Det er ikke uden grund at kunstneren har sit atelier mod nord". j



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.