/energi

Brobizz'er er fartbisser

Fartdæmpere ved Øresundsbroens betalingsanlæg skal få hastigheden ned i brobizzbanen.

Af Birgitte Marfelt, fredag 09. aug 2002 kl. 00:00

Øresundsbroens brobizz-abonnenter er nogle fartbisser. De respekterer ikke hastighedsgrænsen på 50 km/h i hurtigbanen ved broens betalingsanlæg. Derfor har Øresundsbro Konsortiet nu gjort brobizz-banen smallere ved hjælp af sidemarkeringsskærme.

Brobizz-banen er til de kunder, der ikke behøver at standse i betalingsanlægget, fordi passagen registreres elektronisk. Hastigheden gennem betalingsanlægget er af sikkerhedsgrunde begrænset til 50 km/h. Men den grænse er der mange, der ikke overholder.

Alene i juli kørte over 400 kunder mere 30 km for hurtigt igennem brobizz-banen. Det synes Leif Vincentsen, der er teknisk direktør på Øresundsbro Konsortiet, er et alvorligt sikkerhedsproblem:

»I juni havde vi en bilist der kørte over 170 km/h. Det er et problem for både vores personale, toldens medarbejdere og for de øvrige trafikanter. BroBizz-banen er nu gjort 70 cm smallere, og den nuværende bredde på 2,60 meter betyder at bilisterne er nødt til at nedsætte farten. Allerede de første dage er den gennemsnitlige hastighed markant lavere. Overtrædelserne af hastighedsbegrænsningerne er et problem på hele Øresundsforbindelsen. Ikke mindst, når der pågår vedligeholdelsesarbejder, men også i tunnelen hvor hastigheden er begrænset til 90 km/t af sikkerhedsmæssige årsager,« siger Leif Vincentsen.

I en pressemeddelelse siger han, at Øresundsbroen er en af de sikreste motorveje i landet, at politet jævnligt hastighedskontrollerer, men at det er en holdningsændring hos trafikanterne, der er brug for – en forståelse for, hvad man udsætter sig selv og andre for, når man kører for hurtigt.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk