/karriere

Forskelsbehandling af fyrede hos Ericsson

Fyrede hos Ericsson i København får dobbelt så lang opsigelsesfrist som kollegaerne i Struer. Ingeniør-tillidsmand vil nu appelere til ledelsens moral.

Af Morten Bonde Pedersen, fredag 21. jun 2002 kl. 00:00

Blandt 19 fyrede medarbejdere hos Ericsson Diax i Struer er der utilfreds efter telekoncernens seneste fyringsrunde i slutningen af maj. De er nemlig blevet tilbudt fratrædelsesvilkår, der er ringere end dem, deres afskedigede kollegaer hos LM Ericsson i København har fået. Her blev 59 medarbejdere afskediget samtidig med fyringerne i Struer.

Hos Ericsson Diax er ansatte med under fem års anciennitet eksempelvis kun blevet tilbudt en opsigelsesperiode på fire måneder, mens deres kollegaer i København med samme anciennitet har fået otte måneder med løn til at finde et nyt job. Ingen af de utilfredse afskedigede i Struer ønsker dog at stå offentligt frem med deres kritik af virksomheden.

Det gør til gengæld ingeniørernes tillidsmand hos LM Ericsson i København, Frank H. Jespersen. Han oplyser, at de 19 kollegaer hos Ericsson Diax ikke var opfattet af det fyringsvarsel, han modtog i forbindelse med fyringsrunden i maj.

»De burde have været omfattet af samme afskedigelsesprocedure og have haft samme fratrædelsesvilkår. De har fået, hvad de som minimum har krav på ifølge funktionærloven og derfor kan vi ikke juridisk rejse noget krav over for ledelsen. Men jeg vil alligevel henvende mig til ledelsen og appelere til deres moral,« siger Frank H. Jespersen.

Fra Ericssons danske ledelse er kommentaren til forskelsbehandlingen umiddelbart sparsom:

»Det er rigtigt, at medarbejderne er blevet tilbudt forskellige vilkår. Men der er tale om to forskellige situationer. Hos LM Ericsson i København var der tale om en masseafskedigelse. Hos Ericsson Diax blev organisationen justeret,« oplyser pressetalsmand Ole Selchau.

Han vil ikke svare på, om ledelsen har forståelse for de frustrationer, de fyrede hos Ericsson Diax har over ledelsens skelnen mellem de to fyringsprocedurer.

Fyringsrunden i København, der er den foreløbigt sidste i en række henover det seneste halve år, omfattede mere end 10 procent af medarbejderne og skulle derfor forhandles med medarbejderrepræsentanterne. Fyringerne hos Ericsson Diax, omfattede derimod under 10 procent af de ansatte og skulle derfor ikke varsles og forhandles kollektivt, oplyser ingeniørtillidsmanden hos Ericsson Diax, Brian Gøtzsche.

»Jeg har ikke været involveret i fratrædelsesforhandlingerne, og har derfor heller ikke set nogen fratrædelsesaftaler, før de blev skrevet under,« siger han.

Brian Gøtzsche ønsker i øvrigt ikke at kommentere sagen.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.