Simulerede landskaber i flycockpit
Nasa udfører i øjeblikket forsøg i deres flyvende laboratorium med 3D-computerdisplay, hvor kunstigt skabte landingsbaner og landskaber skal øge flysikkerheden
Det store Boeing 757 flyver hen over bjergkæden Rocky Mountains, regnen siler ned, lyn flænger himlen og sigtbarheden er næsten lig nul. Men for piloten er udsigten lige så god, som fløj han hen over bjergkæden på en solbeskinnet sommerdag. Bjergene viser sig fint på hans display, og han har ingen pro blemer med at se, hvor han befinder sig eller bevæger sig hen, landskabet ændrer sig, efterhånden som det store fly bevæger sig hen over bjergene. Kort tid efter kommer flyet til lufthavnen, der viser sig pænt og nydeligt på computerskærmen i vinduet. Da landingsinstruktionerne er modtaget fra kontroltårnet, retter piloten blikket mod en anden computerskærm, der viser lufthavnen med landingsbaner, bygninger og ikke mindst den trafik, der er både på jorden og i luften.
Piloten lægger an til landing og følger det landingsmønster, der viser sig på skærmen, men pludselig blinker ordet 'Alert' med store røde bogstaver, og i hovedtelefonerne lyder ordene Alert - runway conflict, abort landing. Kommandoen er kommet i god tid, og samtidig med advarslen kommer der informationer om, hvad piloten nu skal gøre. På skærmen ser piloten samtidig, at det var et fly, der endnu ikke var taxi'et væk fra landingsbanen, der var skyld i problemet. Efter et stykke tid får han nye landingsordrer, og denne gang kommer han uden problemer ned. Vel nede på landingsbanen, viser computerskærmen, hvilken vej han skal taxie væk, og hvordan han kommer over til sin gate.
System i prøve
Måske lyder systemet som en fremtidsvision, men i øjeblikket prøveflyver den amerikansk rumfartsadministration et system, der er udviklet i samarbejde med Boeing, Rockwell Collins, Synthetic Vision og en lang række amerikanske flyselskaber. Systemet handler om at øge flysikkerheden, både ved flyvning i dårligt vejr, men i lige så høj grad ved landing og kørsel på landingsbanerne. Undersø gelser, som Nasa har lavet, viser, at langt hovedparten af uheld i fly sker ved landing, start og kørsel på landingsbane. Om bord på flyet har piloten to skærme. En skærm der sidder i vinduet, som bliver kaldt for et HUD (Head Up Display) og viser et computergenereret landskab, som det ville ses fra pilotens sæde. Den anden skærm sidder under vinduet og viser landingsbanen med trafik og bygninger. Denne skærm kaldes for et HDD (Head Down Display). Systemerne er koblet sammen, så alle informationer om trafik på landingsbanen, informationer fra kontroltårnet om landingsmønster og vindforhold, information fra piloten om brændstofbeholdning, hastighed osv. og informationer fra GPS-satellitter kobles sammen og i grafisk form giver piloten den største mængde informa tion for at undgå de frygtede Run way Incursions. Systemet har samlet fået navnet RIPS, Run way Incursions Prevention System. Nasa forventer at systemet vil være kommercielt tilgængeligt for flyselskaber med udgangen af 2005.





