En helt igennem dansk teknik, Colorcode 3-D tm har givet nyt liv til den tredimensionale film. På en enkel måde - og som den eneste i verden - gengiver teknikken 3D-billeder med fuld farve og dybde på alle medier. Den kan bruges på printet papir,
i biografer, på nettet til computerspil og for den sags skyld på fjernsynet, så længe udsendelsen sendes digitalt.
Colorcode baserer sig som alle andre 3D-teknikker på viden om, hvorfor vi ser i 3D. Hvert eneste billede i filmen, består i virkeligheden af to optagelser/billeder, der ikke er helt ens.
Det ene billede er optaget med venstre øjes perspektiv, det andet højre øjes.



Hidtil har det at vise farvefilm med stereosyn krævet særlige biografer med to projektorer, som kan afspille hver sin film.
I den mest eksklusive og moderne 3D-biograf - den såkaldte Imax-biograf - skal seeren bære dyre vekselblændebriller (også kaldet LCD-briller) for at få 3D-virkningen.
Derimod kan hvilken som helst biograf uden videre vise 3D-film med Colorcode-teknikken. For det første kan man bruge den samme fremviser som til almindelige film, for det andet er brillerne uhyre enkle.
Colorcode 3-D-filtrene adskiller informa tionerne til øjet, sådan at det ene øje modtager et monokromt billede med 3D-informationen, mens det andet modtager farveindtryk. Resten af arbejdet udfører tilskuerens hjerne.
Brillerne minder til forveksling om de gammeldags rød/grønne briller, der blev brugt til de såkaldte Anaglyph-film, som også kun krævede én fremviser. Men der stopper ligheden, fastholder ingeniør Svend B. Sørensen, ophavsmand til den nye teknik og chef
for Co lorcode 3-D Aps. Teknikken er udviklet i Tri-Delta gruppen på DTU.
- Hvor Colorcode er i fuld farve er Anaglyph-film helt sort/hvide eller med begrænset farvevirkning, siger han.
For at kunne vise 3D-film i biografen har Svend B. Sørensen parret sin teknik med en software, der kompenserer for de fejl, der op står, når den digitale film udskydes til filmstrimmel.
Softwaren er skabt af stifteren af Sirius Film, ingeniør Steen Iversen, der har taget udgangspunkt i algoritmer, som Svend B.
Sørensens har udviklet.
Midt i udviklingsforløbet opdagede Svend B. Sørensen og Steen Iversen nemlig til deres store skræk, at 3D-virkningen blev ødelagt under konverteringen fra digitalfilm til film strimmel på grund af afsmitningen mellem de forskellige farvelag i
filmstrimmelen.
Hvis farverne bliver blandet, kommer det ene øje fejlagtigt til at modtage den billedinformation, der er beregnet til det andet øje.
- På det tidspunkt var vi tæt på at smide håndklædet i ringen, siger Svend B. Sørensen. Men problemet blev altså løst, og resultatet blev en helt ny og enkel teknik, som gør det meget lettere at vise 3D-film.

Derfor opleves billedet rummeligt
Det stærkeste dybde-kendetegn er parallakse, for kun parallakse kan give dybde alene. Parallaksen svarer populært forklaret til afstanden mellem vores øjne - cirka 65 mm. Når vi kigger på en genstand bevirker
parallaksen, at vi ser to forskellige billeder.
Ét med det ene øje og ét med det andet. Når vi oplever, at et objekt befinder sig bag lærredet, taler man om positiv parallakse.
I det øjeblik objektet kommer farende ud mod os, er der tale om negativ parallakse.
Udover parallakse bruger hjernen indlært viden om størrelsesforhold, linjeperspektiv, overlapning, lys og skygge - alle de sekundære dybdekendetegn. Det er disse sekundære kendetegn, der gør, at vi opfatter dybde i en almindelig spillefilm eller i
såkaldte 3D-programmer på vores pc.

Anaglyph-teknik
1950'erne var 3D-filmens storhedstid. De fleste af filmene blev fremstillet med Anaglyph-teknik, der faktisk kom på banen så tidligt som 1853. Når man laver Anaglyph-film, anvender man den røde
kanal fra den ene film, mens den grønne og den blå kanal bruges på den anden. Resultatet samles til én film, der opfattes som sort/hvid eller i bedste fald med begrænset farvevirkning.

Polariserede 3D-film
En ny teknik kom på banen i 1930, da Edwin
Land opfandt polarisationsfilteret.
Teknikken kræver to film og to projektorer med et polfilter med 90 graders filtrering imellem. Skærmen skal være belagt med metal, da den ikke må depolarisere lyset. Tilskueren har et par briller med to polfiltre, der har den samme 90 graders
polarisationsforskydning.
På den måde får man fordelt venstre øjes billede til venstre øje og højre øjes billede til højre øje. Metoden gengiver korrekte farver.

3D med vekselblænde
Den mest anvendte nutidige 3D-film kører to film på hver sin projektor. En mekanisk
synkronisering åbner og lukker for de to projektorhuller henholdsvis 24 eller 48 gange i sekundet.
Skærmen skal være belagt med metal, da den ikke må depolarisere lyset. I den anden ende bærer seeren en LCD-brille - også kaldet en vekselblændebrille - hvor glassene skiftevis åbner og lukker, så øjnene hele tiden får de rigtige billeder.

Colorcode 3D
Teknikken består af én fremviser med én film, hvor de to billeder er lagt sammen i ét billede, der så indeholder al informa tion om dybde og farver.
Teknikken minder umiddelbart om Anaglyph-teknikken, men i modsætning til anaglyph bygger Colorcode på viden om hjernens måde at tolke billeder på. Hjernen er ligeglad med, at farve og 3D-indtryk kommer ind gennem hver sit øje, og præcis den viden har
den danske opfinder af Colorcode-teknikken, Svend B. Sørensen, udnyttet.
Colorcode 3-D-filtrene skiller informationerne til øjet ad, så det ene øje modtager et monokromt billede med 3D-information, mens det andet øje modtager farveindtrykket. For at dét kan lade sig gøre, er der skabt et balanceret gråtonebillede af højre
øjes billede, der lægges ind i den blå kanal i venstre øjes billede.
Det blå man ser i venstre øje, er så det blå billede, der hører til højre øje.

Læs hele anmeldelsen af 3D Mania på Ingeniøren|net http://www.ing.dk/arkiv/001130/3dmania.html Mere om den danske 3D-film på adressen http://www.tycho.dk/3D.html
3D Mania - frarådes for børn under syv år.
Instruktion: Ben Stassen.
Filmen kan ses i Tycho Brahe Planetariets rumteater i København.