Udsæt en rotteunge for knugende ensomhed, og den bliver overspændt livet igennem. Men hvis ungen får masser af moderkærlighed, bliver den harmonisk som voksen. I begge tilfælde præges hjernen for stedse af oplevelserne som spæd.
Hos dyr fremkalder stærke følelsesmæssige oplevelser tidligt i livet

permanente fysiske og biokemiske ændringer i hjernen. Ændringerne påvirker dyrenes adfærd livet igennem, selv om de følelser, som fremkaldte dem, forlængst er fortid.

Et eksempel: Trewor Robbins fra University of Cambridge fjernede en gruppe rotteunger fra moderen, så snart de var vænnet fra, og holdt dem isoleret enkeltvis i bure gennem lang tid. Den knugende ensomhed gjorde rotterne nervøse over for nye omgivelser og overgearede, når de blev fodret. Adfærden varede ved så længe de levede. Og på kemisiden: Selv som voksne havde rotterne for meget af signalstoffet dopamin i hjernen i stil med mennesker, der lider af skizofreni. Lidt chokerende, ikke? Selv om man naturligvis skal være yderst varsom med at overføre resultater af dyreforsøg til forsømte småbørn. Indtil for få år siden gik hjerneforskerne i en stor bue uden om menneskelige følelser, som blev anset for at være så komplicerede, at det var umuligt at lokalisere dem i hjernen og studere deres biokemi. I stedet koncentrerede man sig om mere håndfaste intellektuelle evner så som indlæring og hukommelse. Nu er hjerneforskningen så småt begyndt at løfte sløret for, hvordan 200 mia. nerveceller, 1000 mia. støtteceller og 100.000 mia. nerveforbindelser arbejder sammen om at gøre os til de mennesker, vi er - på godt og ondt. Resultaterne er især opnået i et samspil mellem dyreforsøg, hjernescanninger og studier af mennesker med hjerneskader.
OPVÆKST, ADFÆRD OG HJERNEKEMI

Tilbage til rotterne. Trewor Robbins udsatte også nyfødte rotteunger for mindre ekstreme belastninger end isolationsfængsel. En anden gruppe rotteunger fik lov til at vokse op blandt deres artsfæller, men blev stresset ved, at de gentagne gange blev fjernet fra deres mor. Disse rotter reagerede med livslang sløvhed og sparsom interessere i deres omgivelser. Her blev hjernens kemi ligeledes påvirket for stedse. Som voksne havde rotterne reducerede koncentrationer af signalstoffet serotonin i hjernen ligesom mennesker, der lider af depressioner. Andre forskere har set på, hvordan et overflødighedshorn af moderkærlighed påvirker spæde rotteunger. Michael Meaney og hans kolleger fra McGill University i Montreal tog hyppigt en gruppe rotteunger op af buret og kløede dem bag ørene. Fidusen var, at når ungerne atter kom ned i buret, fik de en overstrømmende varm velkomst af mødrene, som slikkede og puslede og passede de små. Desuden udvalgte Meaney til forsøgene en gruppe særligt gode rottemødre, som helt af sig selv gav ungerne maksimal opmærksomhed. I begge tilfælde virkede moderkærligheden positivt på adfærden og stimulerende på hjernens fysiske udvikling. Som voksne havde rotterne flere receptorer end normalt for de signalstoffer, som dæmper aktiviteten i hjernens frygtcenter, amyg dala. Og samtidig havde de færre receptorer for et stresshormon. Dyrene var da også harmoniske og fortrinlige til at tilpasse sig nye omgivelser.
MEDFØDT TEMPERAMENT

Aber er tættere på mennesker end rotter. Deres hjernekemi præges livet igennem af små forskelle i opvækstbetingelserne. For eksempel har Ned Kalin fra University of Washington studeret 28 rhesus aber og påvist forskelle mellem mødrenes første unger og de efterfølgende. De førstefødte havde både som unger og voksne de højeste koncentrationer af et stresshormon i blodet. Kalin mener, at det skyldes, at erfarne abemødre er roligere og følelsesmæssigt mere sikre i deres håndtering af ungerne. Det er dog ikke kun intense følelser under opvæksten, som præger neurokemien og adfæren hos pattedyr livet igennem. Både studier af mennesker og dyr peger på, at hvert individ har et medfødt temperament, som hænger sammen med hjernens funktion. Et eksempel: Hos rhesusaber er nogle unger fra deres første levedage ekstremt frygtsomme og stivner i rædsel ved enhver given lejlighed. De frygtsomme aber har forhøjede niveauer af stresshormonet kortisol. Samtidig viser hjernescanninger, at nerveaktiviten er øget i den højre side af pande lappen. Det samme er ofte tilfældet hos mennesker, som ifølge psykologiske standardtest er negative eller depressive. At et frygtsomt temperament er en langtidsholdbar egenskab gælder også for mennesker. Det ses bl.a. af en undersøgelse af 450 børn, som er udført af Jerome Kagan og hans kolleger ved Harvard University. Børnene blev testet med psykologiske standardtest, da de var henholdsvis 16 uger, 14 måneder, 4 år samt 7 år gamle. En femtedel af børnene blev bange og ophidsede ved den første test. Som syvårige led hver tredie af disse børn af unormal angst, mens det kun var tilfældet med hver tiende af de øvrige børn. Alle de nævnte resultater er beskrevet i en oversigtartikel i Science den 15.5.98.
FRYGT-RUTER

Hjerneforskerne har indtil videre især rettet søgelyset mod basale følelser som frygt, aggression og seksualdrift. I alle disse tilfælde spiller det limbriske system, som ligger gemt under storhjernen, førsteviolinen. Frygt er den følelse, som er kortlagt bedst. Hovedrollen tilhører amygdala, også kaldet mandelkernen, dybt inde i hjernen. Mennesker med skader i amygdala er frygtløse, selv når de burde være bange, og de har svært ved at fornemme andre menneskers frygt og aggressioner. Hjernescanninger har bl. a. vist, at blodet strømmer til amygdala, når normale mennesker præsenteres for et skrækindjagende syn. Joseph LeDoux fra New York University har kortlagt frygtens signalprocesser i hjernen gennem 15 års forsøg med rotter. Frygten kender to veje. Ved akut fare sender hjernens omstillingsbord, thalamus, frygtimpulsen direkte til amygdala, som øjeblikkeligt tænder for kroppens alarmberedskab. Her vandrer impulsen fra thala mus først til synscentret og videre til hjernens hukommelsescentre, hvor den analyseres, inden signalet sendes videre til amygdala. Rent neurologisk er amygdalas signaler om frygt stærkere hos rotterne end de beroligende impulser fra de mere bevidste dele af hjernen. LeDoux vurderer, at en lignende mekanisme hos mennesker er årsagen til, at vi har svært at dæmpe angsten i lang tid efter, at vi har oplevet noget skræmmende.
SKRÆKKENS VEJE GENNEM HJERNEN

En sanseimpuls følger både en hurtig og en langsom vej. Via den hurtige rute kan synet af f.eks. en stor edderkop nå at sætte hele kroppen i alarm, før indtrykket via den langsomme rute er registreret som noget farligt. 1. Personen ser en edderkop tæt på. 2. Synsimpulsen rammer thalamus, hjernens relæ-sta tion. Thalamus sender et groft indtryk videre til amygdala, hjernens alarmstation. 3. Amygdalas hukommelse genkender det grove indtryk som noget farligt og sætter muskler og kredsløb i alarmberedskab via rygmarven. 4. Thalamus sender også impulsen til hjernebarkens synscenter, hvor indtrykket færdigbehandles bevidst og langsomt. 5. Hjernebarken sender et detaljeret billede af edderkoppen til amygdala og bekræfter, at der er fare på færde.
HER OPSTÅR PERSONLIGHEDEN

Den tænkende hjerne Hjernebarken rummer vores tanker og intellektuelle hukommelse. Men begge dele er under stærk indflydelse af vores følelser. Den følende hjerne Det limbiske system styrer vores følelsesliv. Det er her, følelserne opstår. Men de holdes ofte under kontrol af hjernebarken 1. Forreste del af pandelappen giver os evnen til at koncentrere os, planlægge og analysere problemer. Des uden styrer den vores adfærd og indgår i hukommelsen. 2. Brocas område styrer evnen til kommunikation. Her arrangeres de praktiske bevægelser, når vi taler eller skriver. 3. Sansernes associations-område fortolker og lagrer sanseindtryk. Området gør os f.eks. i stand til at genkende ord i skrift og tale. 4. Wernickes område fortolker mange forskellige typer information. Her formuleres også vores tanker. 5. Thalamus fungerer som et omstillingsbord, der formidler information videre til hjernebarken, f.eks. fra vores sanser. 6. Mandelkernen (amygda la) sætter frygt- og aggres sions-reaktioner i gang, men styrer også vores seksual adfærd. 7. Hippocamus er helt central for hukommelsen. Området står for at lagre oplysninger og indtryk i hjernebarken. 8. Gyrus cingulatus styrer følelser som aggression, sorg og frygt. Området rummer også erindringer af følelses ladede oplevelser.