Skjulte svampe kan være farlige
Af Annette Hartung
Skimmel forseglet bag vægge og lofter kan afgive flygtige stoffer, der formentlig kan genere luftvejene, viser ny forskning. Hidtil har man troet, at skimmelsvampe kun er sundhedsfarlige, når de er til stede i et lokale, hvor de direkte kan afgive sporer til følsomme personer. Nu har dr. pharm. Svend Norn, Farmakologisk Institut på Panum Instituttet, påvist en risiko for, at skimmelsvampe skader helbredet, selv om de ikke kan ses i rummet. Gemt bag vægge og lofter kan de lige så stille afgive giftige, flygtige stoffer, de såkaldte VOC'er (Volatile Organic Compounds), som er fedtopløselige forbindelser.
Svend Norn har endnu ikke publiceret sine resultater, men forklarer til Ingeniøren: - Det er tidligere påvist, at VOC'er indvirker på dyrs åndedrætsorganer. Nu har vi konstateret, at de også kan beskadige celler, der er skyllet ud af menneskelunger og udsat for VOC'er. Det peger på, at mennesker kan få slimhindeskader og luftvejsforstyrrelser, når de påvirkes af de flygtige stoffer. - Vi er i gang med at skaffe mere viden om VOC'erne og deres indflydelse på mennesker, fortsætter Svend Norn. Det sker i samarbejde med Rigshospitalet, Statens Byggeforskningsinstitut og Danmarks Tekniske Højskole. Det er en kompliceret opgave, bl.a. fordi det er svært at måle VOC'er. Desuden kan der ifølge undersøgelser på Arbejdsmedicinsk Institut sagtens findes 100 forskellige VOC'er sammen med dem fra skimmelsvampe, f.eks. diverse afgasningsstoffer fra bygningsmaterialer. Det gør det svært at påvise nøjagtigt, hvilken betydning skimmelsvampenes VOC'er har for de mennesker, der udsættes for dem.
SVÆRE ANALYSER
Svend Norn har lige fremlagt resultaterne af et andet projekt vedrørende skimmelsvampe og menneskers udvikling af antistoffer imod dem. Han har undersøgt et halvt hundrede lærere på Sankt Annæ Gymnasium. Hovedparten af dem havde symptomer på indeklimasyge (slimhindeirritationer, hovedpine, træthed, koncentrationsbesvær etc.), kom det frem ved en spørgeskemaundersøgelse. Blodprøver fra lærerne viser, at de fleste med indeklimasyge har udviklet antistoffer, som er specifikt rettet mod de skimmelsvampe, der er fundet på gymnasiet. Der er med andre ord en tydelig sammenhæng mellem symptomerne og svampene. Svend Norn understreger, at 50 prøver er for spinkelt et statistisk materiale, og han har da også fryseren fuld af nye blodprøver, der skal analyseres. Men det er ingen nem sag at isolere og analysere de skrøbelige celler. Selv en kyndig laborant kan på en hel dag kun nå at teste en enkelt person for antistoffer mod tre svampe. I øjeblikket er det den eneste sikre metode. Så før der er udviklet merkantile test, vil det kun være muligt at undersøge et fåtal af de mange mennesker, der har en formodning om, at de generes af skimmelsvampe.
HELBREDELSE MULIG
Svend Norn pointerer, at skimmelproblemer skal tages alvorligt. Han har set talrige mennesker, der er så hårdt plaget af indeklimasyge, at de ikke eller dårligt kan passe deres arbejde. Alene fra den skimmelramte Usserød Skole, der nu totalfornys, kan han fortælle om en ansat med stort hukommelsestab, en der ikke kunne tænke klart over øjeblikkets problemer, flere med svære irritationer af ansigt og hud, samt flere der altid måtte hvile sig, når skoledagen var omme. - Vi må konstatere, at nogle mennesker angribes voldsomt, mens andre går fri, siger Svend Norn. Vi ved ikke hvorfor, og de angrebne oplever desværre ofte, at de friske og sunde ikke forstår dem. Mange med hukommelsestab går desuden med frygt for, at lidelsen er i slægt med det såkaldte malersyndrom, så de aldrig kan blive raske igen. For dem må det være en trøst, at vi rent faktisk ser personer, der er blevet helbredt, når de er kommet i andre omgivelser. Men hvor mange, der bedres og hvor hurtigt, ved vi ikke noget om.




