Kvindesag igen - igen
Der kan være naturlige årsager til, at der er så få kvindelige forskere
Af Rolf Rasmussen, civ.ing., Lyngby
Af Ingeniøren/Job nr. 7 fremgik, at forskningsminister Jytte Hilden be-
roligede forskningsverdenen, da hun fornylig fremlagde regeringens natio- nale forskningsstrategi. Forskningen skal ikke styres, skal hun bl.a. have sagt. Men ingen tale af Jytte Hilden, uden at kvindesagen også bliver bragt på bane. Kun to universiteter, sagde hun, har mere end ti procent kvinder som professorer. Det er ikke til at bære. Nogen må have besluttet, at det skal være sådan, så nu beslutter jeg, at det skal laves om.
Det kan ikke være Jytte Hilden ubekendt, at der allerede er både forsket og researchet i det emne. Nogle tror, ''nogen'' er Gud, andre at der er tale om Rip, Rap og Rup og endnu andre, at det er skumle internationale, un- derforståede, kvindeundertrykkende, mandssolidariske kræfter, som er på spil. Af særlig interesse for dem, der tror på en naturlig forklaring er et forskningsresultat fra begyndelsen af 80'erne. 15/8 1982 bragte dagbladet Politiken under overskriften ''Når småpiger bliver djævle'' en omtale af et forskningsprojekt med titlen ''Piger og drenge i skolen''. Af omtalen af projektet, der blev finansieret af Statens humanistiske Forskningsråd fremgik, at to kvindelige cand.mag.'er, var kommet til det bemærkelsesværdige resultat, at piger og drenge ikke havde samme adfærd. Drenge organiserede sig hyppigt i bander. Piger blev slyngveninder. Det kan derfor tænkes, at ''nogen'' er professorer, der allerede i drengeårene besluttede sig til, at de engang ville organisere udforskningen af de fjerne horisonter og jagten på resultater. Men p.t. kan det naturligvis ikke udelukkes, at Jytte Hilden går Gud i bedene. Den slags har man hørt om før. Man har også hørt om formænd for Ligestillingsrådet, som mente, at det ikke altid var nok, at det var kvinder, der blev valgt. Det skulle helst også være kvindebevidste kvinder. Jytte Hilden vil uden tvivl blive en inspirationskilde til megen videregående forskning i aktion og reaktion.




