1.400 flere Vestas-medarbejdere mister jobbet

Vindmølleproducenten varsler yderligere fyringer i koncernen. Det skal medføre årlige besparelser på næsten to milliarder kroner.

Den nye ledelse i Vestas går nu for alvor til biddet og meddeler, at de vil skære yderligere 1.400 stillinger væk i år for at trimme virksomheden - oven i de allerede udmeldte 2.000 stillinger.

Dermed vil medarbejderskaren med udgangen af 2012 være bragt ned på 19.000 og vil samtidig give koncernen en årlige besparelser på næsten to milliarder kroner.

Det fremgår af halvårsrapporten fra koncernen, som blev offentliggjort i dag, og aktiemarkedet har allerede reageret positivt på meddelelsen med stigende kurser.

Samtidig skruer selskabet ned for forventningerne til den samlede afskibning af vindkraftværker i 2012. Fra 7.000 MW til 6.300 MW - svarende til for eksempel 233 af Vestas' 3 MW-møller.

Årsagen er dels lavere ordreindgang i første halvår, dels forsinkelser på nettilslutning af vindmøller i Kina.

Også selskabets investeringer reduceres med 750 millioner kroner, således at de i 2012 vil nå op på 3,38 milliarder kroner.

Det fremgår også af halvårsrapporten, at Vestas vil kigge nærmere på outsourcingmuligheder og inddrage sine underleverandører i større dele af forsyningskæden for at øge produktionen og fleksibiliteten samt reducere kapitalkravet.

De nye initiativer er utvivlsomt kraftigt influeret af Vestas nye franske koncerndirektør, Jean-Marc Lechêne, der blev ansat i juni og som netop har stor erfaring med at redefinere strategier og forbedre lønsomheden for en række store virksomheder rundt om i verden.

Dokumentation

Læs Vestas halvårsrapport

Emner Vindmøller

Kommentarer (1)