/transport

Danskerne til politikere: Gør noget ved trængsel

Berlingske Et flertal af danskerne mener, at trængsel i og omkring København er så stort et problem, at politikerne skal gøre noget.

Af Daniel Rasmussen, torsdag 23. feb 2012 kl. 07:19

Danskerne er overvejende tilfredse med, at regeringen har droppet en betalingsring omkring hovedstaden. Til gengæld mener et flertal af danskerne, at politikerne skal finde på noget andet at gøre ved trængslen.

En Gallup-undersøgelse viser, at 54 procent af befolkningen mener, at politikerne skal gribe ind over for trængslen i og omkring København. Kun 24 procent mener, at det ikke er nødvendigt, skriver Berlingske.

Politisk ordfører Magnus Heunicke (S) kan godt forstå, at danskerne kræver handling, og lover, at der allerede i denne valgperiode vil blive taget politiske initiativer til at dæmme op for biltrængslen i hovedstadsområdet.

»Det gør der, for det er vi meget optagede af. Som samfund skader det vores konkurrenceevne, at vi holder i kø på vejene«, siger Magnus Heunicke og nævner en havnetunnel og GPS-baserede vejafgifter som eksempler på mulige tiltag.

Venstres vælgere mener overvejende også, at der skal gøres noget, men oppositionspartiet garanterer ingenting.

»Det der med at stikke folk blår i øjnene med, at der kommer en havnetunnel og alt muligt andet, er jeg ikke til. Jeg lover ikke noget. Ikke noget. Det er ikke mig, der har opstillet den præmis med, at vi er ved at drukne i støj og møg. Statistikken viser soleklart, at trængslen er faldet siden 2006«, siger hovedstadsordfører Martin Geertsen (V) til Berlingske.

Læs historien på b.dk og i dagens udgave af Berlingske



23. feb 2012 kl 09:47

Bill-Bo Torp Eriksen

?

"Som samfund skader det vores konkurrenceevne, at vi holder i kø på vejene"

Så er det skader ikke vores konkurrenceevne at vi 'holder' endnu mere i kø i den offentlige transport....


23. feb 2012 kl 10:14

Daniel Temple

Re: ?

Udover dette kunne man tilføje, at dem der holder mest i kø er pendlerne. Og de holder i kø i deres fritid.


23. feb 2012 kl 10:18

Per Hvid

Hvordan bruges 500 mio kr/ år bedst?

Så røg betalingsringen. Men hvordan bruges 500 mio kr/ år til billettilskud bedst til den kollektive trafik, som samtidig nedsætter trængslen på vejene?

Priserne skal ikke sænkes så folk står af cyklerne og op i busserne.
Det skal ikke bruges til togpendlere over de lange afstande, da det i dag er billigt pga. de store befordringsfradrag.
Vi skal heller ikke have overfyldt den kollektive trafik.

Hvad med gratis S-tog mellem kl. 5 og 7 eller noget tilsvarende?
Hvad vil det koste?
Vil det flytte passagerer til tidligere afgange?
Vil det flytte nogle bilister?
Hvad vil folk med månedskort gøre?


23. feb 2012 kl 11:56

Steen Skovshoved

Re: Hvordan bruges 500 mio kr/ år bedst?

Priserne skal ikke sænkes så folk står af cyklerne og op i busserne.
Vi skal heller ikke have overfyldt den kollektive trafik.

Hvad med gratis S-tog mellem kl. 5 og 7 eller noget tilsvarende?

Hvordan skal det forestås, er det ikke lidt selvmodsigende.. ?


23. feb 2012 kl 12:11

avatar

John Jensen

Kræv betaling for al parkering i Kbh

Løsningen er enkel:
Kræv betaling for al parkering i Københavns kommune.
Minimum 10 kroner i timen 24*7 i hele Københavns kommune. Så bliver der færre biler i København.
Drop salget af dobbeltmoralske beboerlicenser. Det skal værre samme pris for alle. Dem der arbejder i København skal ikke forfordeles i forhold til dem der bor i København.
Keep it simple.


23. feb 2012 kl 12:31

Michael Hansen

Der er sikkert

mange ting der kunne gøre det nemmere for alle at komme igennem København. Problemet er vel, at der ikke er nogen trængsel. Det mener Venstre ihvertfald. Der er heller ingen problemer med forurening og støj - det er jo bare københavnerne, der er sarte. De kan jo flytte, hvis de synes der er trængsel, støj og møg.

Og eftersom "trængslen" er faldende, så bør kommunen jo fortsætte med at inddrage vejbaner til cykelstier og busbaner. Den grønne bølge for cyklister har jo åbenbart også hjulpet på "trængslen" for bilerne, så lad os få langt flere af disse.

Eller kort sagt. Kommunen skal bare fortsætte deres gode arbejde ;-)


23. feb 2012 kl 18:32

Thomas Frovin Jensen

Slå lige hjernen til...

Problemet skyldes en blanding af skattelovgivning (virksomhedsskat), administrative strukturers uhensigtsmæssighed (kommunegrænser mm), idiotiske forestillinger om, at virksomheder helst skal ligge i strandkanten med havudsigt og ikke der, hvor der er størst tilgængelighed, samt kommunernes uduelighed eller afmagt mht forvaltning af planloven trafikalt.
Hele problemet kunne løses med lidt fiks lovgivning og et økonomisk incitament, der tilskyndede til geografisk spredning af arbejdspladser, fremfor den nuværende hjernedøde koncentration....


23. feb 2012 kl 19:37

Rasmus Elmelund Nielsen

Re: Slå lige hjernen til...


Hele problemet kunne løses med lidt fiks lovgivning og et økonomisk incitament, der tilskyndede til geografisk spredning af arbejdspladser, fremfor den nuværende hjernedøde koncentration....

Hmm... Som t.eks ved etablering af en trængselsring.. Nåå nej, Det er jo ikke DET vi vil ha, vi vil hellere ha is (skal siges som en 6 årig hysterisk datter)

Jeg syntes de hykleriske københavnske bilister sku stikke sutten ind og leve med konsekvenserne af deres beslutninger.. Jeg er helt sikker på at industrien nok skal flytte ud af byen når transportproblemet bliver stort nok..

Hvis vi begynder at diskutere havnetunnel og andre prestige projekter finansieret ved yderligere forringelser af den kollektive trafik i udkants Danmark, så bliver jeg i hvert fald revolutionær

R


23. feb 2012 kl 21:22

Eskild Nielsen

Valg af transprt til pendling

Jeg bor i Ballerup og arbejde i Herlev

For mig betyder tiden en del
Cykel ~16 min til arbejde, 20 min hjem
Bil ~18 minutter hver vej

Tog (incl vandring til/fra station) 45 minutter
Bus (incl vandring til/fra stoppested) 50 minutter

For at bukke det i Neon:

Jeg kan NÆSTEN nå 2*på arbejde og en gang hjem på den tid det tager med kollektiv transport


23. feb 2012 kl 21:39

jonas kock

trængsel er et reelt problem

i modsætning hvad visse jyder og andre godtfolk fra provinsen tror.

bor man centralt i kbh, vil man hurtigt opdage, at f.eks. A busserne har svært ved at komme frem pga. biltrafik. ofte ser man 3 i træk komme.

løsningen må så være flere dedikerede bus baner (og gerne med henblik på letbaner) -- på bilernes bekostning.

man ønsker ikke betalingsring. det har pendlerne og borgmestrene fra omegns kommunerne sagt ret tydeligt. ok, fint nok. men så må det få andre konsekvenser. for der _skal_ findes en løsning.


23. feb 2012 kl 22:10

Michel Berggren

Re: trængsel er et reelt problem

Det med busser der kommer lige i rap skyldes nok nærmere at de kører med høj frekvens og at der er mange passagerer.

Mht. at gøre noget ved trængslen, så er der mange gode ting der kan gøres. Holde op med at nedlægge parkeringspladser og få etableret nye - gerne i forbindelse med metrostationer.

Gøre som man gør alle andre steder når man vil have fjernet uønsket trafik - bygge omfartsveje - Ring 5 og havnetunnel vil kunne gøre god nytte da de vil fjerne gennemkørende trafik.

M


23. feb 2012 kl 22:17

Jens Arne Hansen

To fluer med et smæk?


En arbejdsmarkedsreform der skal forbedre vor konkurrenceevne og resultere i flere reelle jobs i fremtiden, må nødvendigvis omfatte en kraftig slankning af den offentlige sektor med deraf følgende lavere udgiftstryk på virksomhederne sådan som landene i det sydlige Stillehav har gennemført.

Og da mange af de mest lukrative og mindst produktive jobs klumper sig sammen i det indre København, så ville en reduktion af disse jo samtidig medføre mindre trængsel.

Det er vel den enkleste løsning på den såkaldte trængsel og ihvertfald den bedste for samfundet som helhed!


23. feb 2012 kl 22:45

Svend Ferdinandsen

Re: trængsel er et reelt problem ?

Lav dog specielle baner til politikerne og deres ministerbiler, så holder de op med at tale om trængsel.
Meget af den nuværende trængselssnak skyldes simpelthen at der tales om det. Oprigtig talt så synes jeg der er mere væsentlige problemer at beskæftige sig med. Hvis det var så slemt, så ville folk jo nok flytte eller skifte arbejdsplads, så de undgik det, eller de tog bus og tog.
De største problemer med køer og trængsel ser ud til at være udenfor København, på tilkørselsvejene, og det vil en betalingsring vel kun gøre værre.
Hvis det er så slemt i København, forstår jeg ikke alle dem der vil bo derinde.
Minder om dem som flytter på landet, og straks begynder at klage over at der lugter af land. :-)


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.