Forbrændingsteknologiens pris - og hvem får statsstøtte?
Af Ivan Loncarevic,
onsdag 22. feb 2012 kl. 21:24
Modstandere af elbiler hævder ofte at elbilerne, vindmøllerne, solcellerne og andre lad os kalde det, vedvarende produkter, vil slet ikke kunne klare sig i den virkelige verden uden statsstøtte.
Men det kunne olieindustri heller ikke. International Energi Agentur skriver i deres sidste rapport fra 2010 at olie og kulsektoren modtager årligt omkring 560 milliarder us dol i forskellige form, ofte skjult, statsstøtte, mens vedvarende sektor modtager 7 gange mindre, omkring 70 milliarder us dol.
Hvordan vil verden ser ud uden den støtte til olieindustrien og favorisering af oliesektoren er ikke svært at forestille sig. Priserne på benzin vil være meget højere og det vil ikke være så svært for elbilindustrien at konkurrere, på lige vilkår, med benzinbilerne. Statsstøtte betyder at staten bruger penge fra vores fælleskasse til at støtte en industri der kæmper imod indførelsen af vedvarende energi. Derfor handler det i sidste instans ikke om hvor meget vedvarende sektor skal have i statsstøtte men om hvor længe skal politikkerne bruger vores penge til at støtte en energisektor der langsomt men sikkert er ved at tage livet af os ved hjælp af kunstig skabte lave priser på benzin og diesel.
Sådan som situationen er i dag, vil fjernelse af statsstøtten til oliesektoren og uhørt fordelagtige olieudvindingskoncessioner (lyder det bekendt?) hjælpe meget mere and alle de kendte subsidier til vedvarende projekter. Vedvarende sektor, bla. elbilindustrien vil nemlig få mulighed til at konkurrere med oliesektoren og bilindustrien PÅ LIGE VILKÅR.
I diskussionen om elbiler eller ej i transportsektoren, må man nødvendigvis inddrage disse eksisterende økonomiske interesser og tendenser, som modarbejder indførelsen af elbilteknologi på globalt plan, og det vil primært sige ud over de lave oliepriser også de lave benzin- og dieselafgifter. De to største forbrugere af olie på verdensplan, Kina og USA, har meget lave benzin- og dieselafgifter.
I USA har man eksempelvis ikke ændret på benzinafgiftsniveauet i de sidste tyve år, og derfor er priserne på benzin og diesel også blandt de laveste i verden.
De lander som har de højeste afgifter på olie i verden er Tyrkiet og Tyskland.
USA og Kina er på nuværende tidspunkt aftagere af 50% af verdens olieproduktion. USA alene konsumerer 3,2 milliarder liter olie dagligt og begge lande udleder som konsekvens af det enorme forbrug af olie ufattelige store mængder CO2. De to lande er samtidig de lande i verden, hvor benzin er billigst. Det er klart, at så længe USA og Kina fastholder en lav-afgiftspolitik for såvel benzin som for biler med forbrændingsmotorer, vil dette have en negativ indflydelse på målsætningen om global indførelse af elbilteknologi. Dette skyldes dels, at der i lav-afgiftspolitikken er indbygget et økonomisk incitament til at køre benzin- og dieselbiler, og dels at det tilskynder til fortsat masseproduktion af benzin- og dieselbiler, hvilket yderligere nedsætter produktionsprisen for biler med forbrændingsmotorer. Omvendt betyder den manglende masseproduktion af elbiler, at produktionspriserne for både elbiler og litiumbatterier forbliver høje, fordi der mangler en produktionsvolumen, som kan øge udbuddet og presse priserne ned.
Og mens vi ofte høre om hvor meget vedvarende sektor får i støtte så hører man ikke så meget om hvor meget f.eks. bilindustrien får.... hele tiden. Lad mig nævne bare nogle få tal:
General Motors 14 milliarder us dol, Opel 7 milliarder euro, Citroen,Peugeot og Renault 6,4 milliarder euro, Mercedes-Benz 250 millioner us dol, Honda 90 millioner us dol, BMW 363 millioner us dol, Nissan 190 millioner us dol ...listen er meget lang.
Der er tale om firmaer som ofte offentligt forlanger af os andre at klare os på rene markedsvilkår.
Den danske høj-afgiftspolitik som gælder for både brændstof og biler kan vende denne tendens, især hvis staten totalt fjerner alle afgifter inkl. moms på elbiler og litiumbatterier, og dermed gør elbiler nogenlunde tilgængelige for almindelige borgere samt indføre skatteordninger der gør elbilerne mere økonomisk attraktive for både erhvervslivet og private personer. Men den danske stat har naturligvis ikke råd til i al fremtid at føre en lav-afgiftspolitik på elbilområdet for på denne måde at indføre elbilteknologi i transportsektoren. Den danske miljøindsats på området vil vedblive at være stærkt afhængig af den miljøpolitik på transportområdet, som bliver ført i både USA og Kina fremover. I den henseende står det rigtigt skidt til.
Imidlertid ligger den primære og største energibesparelse ved indførelsen af elbilteknologi i fjernelsen af den infrastruktur, der betinger vores benzin- og dieselforsyning. Hvis man ser på energiforbruget i olieudvindingssektoren, står det klart, at der bruges enorme mængder energi på at finde, udvinde og transportere råolie med skibe den halve klode rundt, for derefter at raffinere olien og igen transportere den til benzinstationer og øvrige opbevaringssteder rundt om i de enkelte lande. Amerikanske forskere fra Argonne National Laboratry har udregnet, at der tabes godt 15% af energien alene ved raffinering af olie til benzin og diesel. Konkret bruges 6 kWh alene på at raffinere fire liter benzin, d.v.s at der bruges en halv liter benzin på at raffinere 3,5 liter olie. Til sammenligning er tabet af energi ved el-overførsel via højspændingsledninger kun på mellem 6% og 8%. For ikke at tale om alt det energi der bruges til at transportere olie fra f.eks. Saudi Arabien til en tankstation i Frederikshavn.
Kan det betale sig? Nej, men heldigvis har vi noget der hedder skjult statsstøtte der søger for at det kan betale sig.
For at sætte olieinfrastrukturens forurening i perspektiv, kan det nævnes, at en stor olietanker udleder lige så mange farlige partikler på turen fra Kuwait til Amsterdam, som 50 millioner elbiler udleder til sammen. Og alene fem olietankere udleder lige så meget forurening som samtlige 240 millioner europæiske benzin- og dieselbiler til sammen.
Dermed kommer hovedparten af luftforureningen og en stor del af CO2-udledningen samt energispildet ved den oliebaserede energiforsyning fra selve forsyningsinfrastrukturen og ikke fra de benzin- og dieseldrevne bilers kørsel.
Det er som et isbjerg. Det problem vi ser er kun topen af problemet, det meste af problemet ligger under overfladen.