På humaniora ved Aarhus Universitet kører som bekendt i øjeblikket en hed debat både internt og i aviserne om en 'personalesag', og det har åbnet nogle interessante kig for os nonkombattanter ind i universitetsverdenen. Jeg skal her fremhæve et af de aspekter i sagen, som har interesse udover den rene underholdningsværdi.
Bare rolig, jeg skal nok holde mig langt væk fra kontroversen om musikprofessor Linda Maria Koldau, der har skabt stort røre ved offentligt at kritisere Aarhus Universitets ledelse for mangel på respekt for god gammeldags gedigen faglighed. Man kan f.eks. åbenbart ikke forvente, at alle studerende på faget musikvidenskab kan læse noder, og det synes hun, er for dårligt.
Jeg aner ikke en snus om hverken musikvidenskab, Koldau eller hvorvidt hendes kritik for manglende faglighed er velbegrundet. Men det er da interessant, at hendes dekan modsætningsvis mener, at ”det store mål med uddannelse er ikke viden, men handling” (det kan I evt. læse om her).
Nå, alt det lader vi ligge.
I diskussionen har flere indsigtsfulde debattører hævdet, at denne pinlige sag blot er en konsekvens af, at universiteterne i dag er degraderet til en skoleagtig overbygning på gymnasiet. Det gælder for de nye djøf-ledelser mest om at få flest mulige kandidater gennem, så taxametret kan skaffe flest mulig klejner i kassen.
Mit ærinde her er at gøre opmærksom på et hjørne af den mere generelle problemstilling, som Koldau-sagen har bragt op, og som påpeges i en kommentar af en historiker og cand.mag., Søren Hansen-Man, i Politiken (18. februar). Han hæfter sig ved, at Koldau har påpeget, at den kritiske forskning hæmmes af, at det danske uddannelsessystem kun tillader talentfulde studerende at bygge oven på universitetets ’skolegang’ med en ph.d-afhandling, hvis de kan få tildelt enten et stipendium eller kan møde med en ekstern finansieringskilde.
Det betyder, at kun ganske få af de hundredvis af kvalificerede og godkendte ansøgere med velbegrundede ph.d.-projekter, der hvert år stiller op i køen, bliver lukket ind i varmen. Den problemstilling kan vel siges også at vedrøre de tekniske og naturvidenskabelige universitetsuddannelser, hvor jeg går ud fra, de samme forhold gælder.
Problemet er, at initiativrige kandidater, hvis projektforslag er godkendt af både vejleder og hovedvejleder og som desuden er fundet kvalificeret af et bedømmelsesudvalg, ikke må påbegynde deres videre studier, hvis ikke de får tildelt et stipendium. Herved sker en ”uigennemsigtig selektion” blandt de kvalificerede kandidater, idet man ved tildelingen af stipendier kan favorisere bestemte forskningsemner, -vinkler og -metoder. skriver Søren Hansen-Man.
Det problem kan man vel kun komme udenom ved en ren lodtrækning om stipendierne mellem de kvalificerede kandidater, og det er måske en ganske god fremgangsmåde. Så er der i hvert fald ingen, der kan beskyldes for hverken bevidst eller ubevidst nepotisme eller det, der er værre.
Men i mange andre lande har man åbenbart den mulighed, at en godkendt ph.d-kandidat, der ikke får sit stipendium, efter aftale med sin vejleder og på eget ansvar med en løsere tilknytning til universitetet, bare kan gå i gang med projektet alligevel. Men det er ifølge det oplyste af en eller anden grund her i landet åbenbart ikke er tilladt for studerende selv at finansiere gennemførelsen af et p.hd.-projekt.
Hvorfor egentlig ikke? Hvorfor lader vi ikke så mange veje som muligt stå åbne for enhver kvalificeret person, der ønsker at skrive en ph.d.? Hvis en kandidat brænder for sin idé og kan få sine forældre eller banken til at lægge pengene ud, kan universitetet vel være ligeglad?
Er det igen det dér med, at de riges børn ikke skal have et fortrin frem for arbejderklassens børn, som har skabt den regel?
Når man på instituttet i Aarhus et år har modtaget 139 ansøgninger – som altså alle sammen var godkendt som kvalificerede – men kun kunne tildele i alt fire (4!) stipendier, kan man ikke helt afvise, at nogle af kandidaterne måske gerne ville have finansieret deres projekter med et af de berømte job som kassedame i Netto. Og at en ung med rod i et arbejderhjem - samt vort land - derfor er gået glip af en karriere og værdifuld ny indsigt.
Nå, sådan noget kan sikkert slet ikke laves om, så undskyld ulejligheden.
Rrrrr!
Petersen, overingeniør
Problemet er bare, at man ud over de ca. 150.000 man skal betale for uddannelsen pr. år alt efter studie og universitet, også skal stille sikkerhed for at man har til sit eget ophold i perioden. Dvs. ca. 7-8000 om måneden. Det er de færreste, der kan stille med de sammenlagt ca. 750.000 kr. man skal have.
som du selv skriver, så er PhD studiet en overbygning på resten af "universitetsskolen", og kræver derfor at en kandidatgrad er erhvervet, så at det lige er en "ung rod i et arbejderhjem" der i øvrigt vil financiere projektet udelukkende gennem et kassejob i netto er nok ikke et realistisk udgangspunkt (udover selve "lønnen" til sådan en PhD, så kræver det også midler til undervisning, vejledning, materialer, forsøg osv.)...
Med det sagt, så mener jeg da at have hørt om flere eksempler på folk der tager en PhD på halv tid (ved siden af deres normale arbejde), hvor universitetet delvist financierer selve uddannelsen i stil med erhvervs-PhD-ordningen...
Og jeg kan da heller ikke forestille mig at en driftig gut, med det gode projekt, vejlederaftaler og det hele der står med den krævede pose penge i hånden ikke vil kunne få en aftale i stand...
22. feb 2012 kl 22:24
Populære forskningsgrupper får 25+ ansøgninger (stor del af dem er dog udenlandske, men det er en anden diskussion) for et par enkelte stillinger. Jeg Studere selv med folk som har anbefaldinger fra alle forskere i den gruppe som de forsker i, men ikke bliver optaget, fordi andre bliver taget over dem. Projektet er ligemeget fordi de fleste phd'er idag ansøger om at komme ind på et forskningsprojekt, men ikke selv med den gyldne idé.
Det skal også siges at en "rigtig" phd. Dvs en der er ikke er erhverv-phd har et max antal arbejdstimer udenfor ens phd stilling på 37 om året (eller så er det 37 pr semester kan ikke huske hvad min kammerat der lige har ansøgt sagde). Så det er umuligt at tjene ved siden af, med mindre man er god til foredrag...
22. feb 2012 kl 22:25
Jeg har lidt svært ved at se problemet i at der er tildelt kun (?) 4 stipendier. Der er i skrivende stund knap 2000 indskrevne Ph.D. studerende alene ved Aarhus Universitet, så det er ikke helt umuligt at få et stipendium.
Hvor kommer disse tal fra ? Er det musikvidenskab - jeg har meget svært ved at tro at der har været 137 Ph.D. ansøgninger indenfor musikvidenskab, eller er det for humaniora som nu hedder Arts ? Indenfor Arts er der 337 indskrevne Ph.D. studerende for tiden...
Universitetet oplyser selv, på deres hjemmeside, hvordan man ansøger om at blive optaget som Ph.D. studerende hvis man enten er eksternt finansieret eller selv finansierer studiet (dette kaldes privatist). Det kræver blot at man kan dokumentere at man har finansiering på plads
Ansøgningsskema kan findes på
http://phd-humaniora.au.dk/reg...ern/
22. feb 2012 kl 22:58
.. ca. 750.000 kr. man skal have.
23. feb 2012 kl 11:32
Jeg er ikke sikker på hvordan det foregår inden for humaniora, men inden for det tekniske videnskaber involverer et PhD studie meget mere end at læse. Man kan sagtens kalde det at stå i lære som forsker, da man i høj grad udfører de samme opgaver som forskere.
Som PhD studerende skal man følge kurser, ofte med færre tilmeldte end på kandidatstudierne da de ofte er ret specialiserede. Derudover er der en omfattende vejledning af PhD-studenten der også koster arbejdstid. Dertil kommer evt. materialer og laboratorieplads, m.m. Det er altså ret dyrt at uddanne en PhD-studerende både i mandskab og i kroner og øre.
Til gengæld udfører den PhD-studerende en hulens masse forskningsarbejde (til under normal løn), så universiteterne får bestemt noget for pengene og mandskabstimerne. Men det forudsætter selvfølgelig at projektet er relevant.
Af samme grund er de fleste PhD-stillinger opslået som job og projektet er fastlagt på forhånd. Der er altså rig mulighed for at få en PhD hvis man ikke nødvendigvis selv vil fastlægge emnet.
23. feb 2012 kl 15:39
Det var omkring 150.000 kr/år i tre år universit skal have. På DTU er det omkring 135.000 kr.
For det får man en kontorplads, vejledning, adgang til laboratorier, et lille budget til eksperimentelle udgifter, trykning af PhD rapport og internatitionale censorer til eksamen der får et honorar.
23. feb 2012 kl 15:54
Mig bekendt kan man da 'bare' skrive en afhandling i sin fritid og sende den ind og få den godkendt til at forsvare den..? Man behøver da vist ikke engang have en forudgående uddannelse?
Mig bekendt kan man da 'bare' skrive en afhandling i sin fritid og sende den ind og få den godkendt til at forsvare den..? Man behøver da vist ikke engang have en forudgående uddannelse?
23. feb 2012 kl 19:51
Jeg synes det minder lidt om problemet med de mange arbejdsløse. De kan sikkert sagtens skaffe arbejde hver og én, hvis bare de selv betaler for at gå på arbejde. Det er da ligetil... :-P Og sikkert det samme med lærepladser...
Ok ironi tilside (ved også godt, at Overingeniøren ikke mente sin artikel sådan, men kunne ikke nære mig!). Nej, problemet handler vist om, at der til hver Ph.D - som nævnt af andre her -, skal sørges for en ansættelse på universitetet. Herudover skal der være universitetsansatte. der både er kvalificerede OG har tiden til at tilknyttes den pågældende. Ph.D er som allerede nævnt meget mere, end bare at skrive artikler og en afhandling.
Efter min opfattelse har Overingeniøren en vigtig pointe med denne artikel. Det burde være muligt, at skaffe midler til uddannelsen/ansættelsen, ad andre veje end de gængse. Der er feks. nogle bizarre modsætninger i at man kan have højt uddannede akademikere gående arbejdsløse på dagpenge eller lignende; men de penge der udbetales her, kan ikke umiddelbart omsættes til relevant uddannelse (herunder evt. en Ph.D.). Folk bliver bare betalt for at holde deres mund og sidde stille indtil de bliver beordret noget andet. Eller søge jobs de overhovedet ikke er kvalificerede til. Ikke godt. Der burde åbnes mulighed for, at de mange penge vi som samfund (og via vores 8% arbejdsmarkedsbidrag!) bruger på aktivering, virksomhedspraktik, løntilskudsordninger og deslige, kunne omsættes til Ph.D og andre lignende relevante uddannelser, for kvalificerede stræbsomme akademikere. Og har man lige vundet i Lotto eller født til overflod, burde man måske også have mulighed for at bruge nogle af pengene på sådan et projekt, hvis man vel at mærke kan tage højde for den fare der ligger i at uddannelsen kan blive gjort til en handelsvare (fare for markante prisstigninger mm). Fleksibilitet og individualitet er kodeordene efter min mening.
Nu ved jeg ikke hvad resten af arbejdsløshedshejset koster, men ud over selve udgiften til uddannelsen på de ca 150k/år Anders nævner, så er der er også en ganske væsentlig forskel i hvad man får udbetalt i dagpenge og som PhD (under staten), der måske vil skulle tages med i den betragtning...
Alle beløb er før skat og ex. pensionsbidrag:
A-kasse, dimmitend, fuldtid ~14k/md
A-kasse, fuldtid ~17k/md
PhD (1. & 2. år) ~25k/md
PhD (3. år) ~26,9k/md
kilder (for nu at tage dem der ligger nærmest mig): http://iak.dk/Satser.aspx og http://www.okonomi.aau.dk/digi....pdf (selvom tallene er fra 2010, så har de ikke ændret sig på min seneste lønseddel)
Jeg har også før både hørt og brugt betegnelsen "forskerlærling" i tråd med Bjarkes beskrivelse ovenfor og synes faktisk den er ganske passende...
24. feb 2012 kl 17:43
Nu ved jeg ikke hvad resten af arbejdsløshedshejset koster,
24. feb 2012 kl 21:59
Du tænker på doktorgraden, som dog kræver forhåndsgodkendelse, hvis man ikke har en kandidatgrad eller ph.d. indenfor området. Ph.d er en treårig forskeruddannelse.
45
