/transport

Det kan vi få for 500 millioner kroner

100 sekunder mellem hvert metrotog, parkeringspladser til togstationerne eller næsten 6.000 af den mest solgte bilmodel i 2011. Ingeniøren bringer her et idékatalog over, hvad regeringen kan få af transport for de 500 millioner kroner.

Af Christian Loiborg, onsdag 22. feb 2012 kl. 15:27

Regeringen har afsat 500 millioner kroner om året de næste ti år til at forbedre den kollektive trafik. Det fremgår af det trafikudspil, regeringen præsenterede onsdag.

Men som tidligere nævnt har politikerne på Christiansborg ikke besluttet, hvad de mange millioner skal bruges til. Derfor bringer Ingeniøren her en række forslag til, hvad de mange penge kan bruges til.

Forlagene tager udgangspunkt i et notat fra Transportministeriet, som Ingeniøren har fået indsigt i. Her gennemgås en række mulige investeringer, som kunne foretages på baggrund af provenuet fra betalingsringen. Men da planerne om betalingsringen som bekendt er droppet, er det derfor langtfra sikkert, at politikerne ønsker at bringe planerne ud i livet.

• For 300 millioner kroner ville togstationer kunne få parkeringspladser, der kan gøre det mere attraktivt at skifte fra bil til kollektiv trafik.

• For 200 til 400 millioner kroner vil Movia kunne håndtere mellem to og fire procents stigning i antallet af passagerer i bustrafikken i København.

• For 200 millioner kroner kan man øge hyppigheden af togdriften på metroen. Den øgede togdrift vil betyde, at der kører tog med 100 sekunders interval, i stedet for 120 sekunder, og antallet af metrotog vil kunne øges fra 30 til 36 i timen.

• For 350 millioner kroner kan der etableres en metro til Nordhavnen i København.

• Ønsker politikerne i stedet at udbygge cykelstierne i hovedstadsområdet, kan dette gøres for mellem 8 og 50 millioner kroner for hver rute.

Det kan man ellers få for 500 millioner kroner
Så vidt notatet fra Transportministeriet. Holder man den halve milliard op mod andre transportrelaterede investeringer og omkostninger, følger her et helt andet iékatalog:

En syvendedel af Københavns letbane, der står til at koste 3,7 milliarder kroner.

41 procent af Aarhus Letbane, der står til at koste 1,2 milliarder kroner.

Otte IC4-togsæt, der har en pris på omkring 60 millioner kroner.

20 dobbeltdækkervogne, der kan give en øget kapacitet i regionaltrafikken til København fra Roskilde og Helsingør.

1.245 lokoføreres årsløn, der ligger på 401.412 kroner.

3.422 årsperiodekort til SAS indenrigsflyvninger, der koster 146.100 kroner stykket

5.959 biler af den mest solgte bilmodel i 2011, Chevrolet Spark. Det svarer næsten til de 5.720 eksemplarer, der blev solgt af modellen i Danmark i 2011. En Chevrolet Spark kan fås fra 83.900 kroner.

1.063.829 'alle zoners' klippekort i hovedstadsområdet, der har en pris på 470 kroner.

1.253.132 flyvninger mellem København og Aarhus med SAS, der starter ved 399 kroner.

41.666.666 liter benzin, i en kurs på 12 kroner/literen.



22. feb 2012 kl 20:10

kurt christensen

gratis kort til alle

ville det ikke løse alle problemer bare at gøre det offentlige gratis hvis man alligevel kan få så mange kort til den pris?


22. feb 2012 kl 20:20

Thomas Vesth

Re: gratis kort til alle

Gratis transport i hovedstaden, lad Københavns kommune betale, idet de har de fleste fordele ved deres bopæl. Intet er vel gratis i en transportøjemed. Ironi kan forekomme


22. feb 2012 kl 20:50

Steen Skovshoved

Men..

"Otte IC4-togsæt, der har en pris på omkring 60 millioner kroner." -

Der siger jeg så lige NEJ TAK, ingen grund til at have mere til at henstå på en plads i Århus, det har ingen glæde af.. ( Ironi kan også forekomme her ).

Men 6 Omneo dobbeltdækker pendler tog mellem Helsingør-København-Odense-Fredericia, ville være top og JA TAK..!


22. feb 2012 kl 21:11

Peter Vind Hansen

Sålelæder og cykeldæk

Jeg er ked af at komme for sent med mit forslag.

Men her er det. Man kan få en hel del forbudsskilte med forbud mod motortrafik og tilhørende undertavle "bybusser undtaget".

Det vil løse både trængselsproblemer og luftforureningsproblemer.

Det kan måske bekymre nogle hvor pengene til cykelstier og fortove og offentligt trafik så skal komme fra? Hvorfor ikke afgift på sålelæder og cykeldæk?

Venlig hilsen Peter Vind Hansen


22. feb 2012 kl 23:26

Tommy Jensen

Omstilling af lyskryds?

Jeg husker fra min studietid i Aalborg i 80'erne, at når værtshuset i Jomfru Ane Gade var ved at være overfyldt, så blev der nægtet adgang indtil nogle gæster var gået igen. Tilsvarende kan Københavns Kommune vel "bare" indstille doseringen på lyskrydsene ved indfaldsvejene, således trængslen er tålelig inde i København? Mener at metoden allerede praktiseres i Østrig og Schweitz ved skisportstederne, hvor man så anvender motorvejene som opmarchbaner? Det burde vel kunne gøres for ca. 1 mio. kr.
OK - det løser ikke trængselsproblemet, men skal det være, så er det vel bedre at have køen uden for byen fremfor inde i byen.

Derimod kniber det nok at komme særlig langt for ca. 500 mio.kr/år i den kollektive trafik (og for den sags skyld også veje, havnetunnler mm) - anlæg i tætby områder er jo rasende dyre i forhold til barmarksanlæg.


23. feb 2012 kl 02:05

Johnny Andersen

Re: gratis kort til alle

Helt enig. Gratis bus, gratis tog og gratis metro.
Der kan endda være besparelser med i dette:
- Rejsekortet kan skrottes
- Ingen udgifter til kort/billet-produktion og distribution
- Ingen billetautomater, på stationer og i busser/tog.
- Ingen løn til kontrollører.

Samt gavn for samfundet, med hensyn til større mobilitet med hensyn til arbejde.


23. feb 2012 kl 07:04

avatar

Jesper Dahl Nyerup

Re: gratis kort til alle

Så vidt jeg husker, omsættes der billetter til offentlig transport for cirka 7,5 mia. årligt.

Dermed vil budgettet til »gratis offentlig transport« være noget højere end 500 mio., selv hvis vi fraregner omkostninger til billetsalg og -kontrol, samt de billetter, det offentlige selv køber i dag.


23. feb 2012 kl 10:23

Per Hvid

Hvordan bruges 500 mio kr/ år bedst?

Så røg betalingsringen. Men hvordan bruges 500 mio kr/ år til billettilskud bedst til den kollektive trafik, som samtidig nedsætter trængslen på vejene?

Priserne skal ikke sænkes så folk står af cyklerne og op i busserne.
Det skal ikke bruges til togpendlere over de lange afstande, da det i dag er billigt pga. de store befordringsfradrag.
Vi skal heller ikke have overfyldt den kollektive trafik.

Hvad med gratis S-tog mellem kl. 5 og 7 eller noget tilsvarende?
Hvad vil det koste?
Vil det flytte passagerer til tidligere afgange?
Vil det flytte nogle bilister?
Hvad vil folk med månedskort gøre?


23. feb 2012 kl 10:27

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Hvordan bruges 500 mio kr/ år bedst?


Hvad med gratis S-tog mellem kl. 5 og 7 eller noget tilsvarende?

Hvad med at fjerne en zone imellem KBH og Køge ?

Det ville sikkert lokke lidt flere over i S-toget og dermed letter presset på Køge Bugt motorvejen.

Det kan næppe koste mere end nogle få millioner om året.


23. feb 2012 kl 11:48

Simon Studinski

Re: Hvordan bruges 500 mio kr/ år bedst?

Hvad med at fjerne en zone imellem KBH og Køge ?

To zoner ser ud til at koste 181 millioner: http://ing.dk/artikel/126330-b...oner


23. feb 2012 kl 11:49

avatar

John Jensen

Ring 5

Motorvej og bane rundt om København vil give mindre trængsel i hele Hovedstadsområdet.


23. feb 2012 kl 18:22

Thomas Gade

Kbh M3, Ring 3. Aarhus ringletbaner

Motorvej og bane rundt om København vil give mindre trængsel i hele Hovedstadsområdet.

Fx kan Havnetunnelen videreføres til MotorRing3 på denne måde, og skabe en ÆGTE motorring :
Oversigt http://maps.google.dk/maps/ms?...3a76
Detaljer http://maps.google.dk/maps/ms?...a530
Havnetunnelen er et privat projekt med bompenge, men kan nok kobles på M3 for under 500mio kr.
Amager Strandvej kan evt. benyttes istedet for eller sammen med den lange Havnetunnel.

En Landex-tunnel mellem Hovedbanegården og Emdrup kan fordoble hele S-togs-trafikken, men koster desværre 10mia kr - dobbelt så meget som 10x500mio.

Letbanen i gammel Ring3 kan føres til Kystbanen på forskellige måder :
http://maps.google.dk/maps/ms?...acef
Evt. letbane på Avedøre Havnevej/Tårnvej.

Der er også videreførsel af letbaner i ringe i Aarhus :
http://maps.google.dk/maps/ms?...adf7


23. feb 2012 kl 19:14

Peter Kyllesbeck

Alle penge til Kbh - siger Frank Jensen

Det er jo næsten Bjørn Lomborgske toner. "Brug pengene der hvor man får mest for dem, og det er i København." Siger overborgmester Frank Jensen.

Men mon ikke han gør regning uden vært. ;-)


23. feb 2012 kl 19:32

Finn Andersen

Udflyt statslige arbejdspladser fra KBH.

Brug pengene til at flytte Statslige arbejdspladser ud af København, langt ud.....måske helt til Udkantsdanmark.

Så slipper Københavnerne for en masse bøvl med trafik, og Udkantsdanmark får arbejdspladserne de mangler. Der bliver siddepladser til alle i S-togene, dobbeltdækkertogene kan sendes hjem igen.

Mange fluer med et smæk.

;)


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.