Copenhagen Suborbitals hedder måske nok noget med Copenhagen, men jeg lover for at vi opererer fra Vestjylland - i vest - til Nexø i øst.

Nu også lige i midten - Lindø Industripark giver CS et løft...

Von B har virkeligt samlet et stærk team omkring sig – både af folk han selv har headhuntet og enkelte han har snuppet i det han kalder HAB´s billige ende. Motor afdelingen er så til gengæld rendt med nogen af de der oprindeligt skulle lave rumskib. Det klarer vi i al godmodighed.
En af de som har bidraget meget til projekt Nautilus ( undervandsbåden ) med professionelt design og indputs er Peter Blazejewicz. Peter har sine rødder i det maritime og har været involveret i skibsbygning. Peter har b.la. båret tusinder af tons skibssektioner til E klassen af containerskibe de de blev bygget på Lindø. Til dette brugte han og hans koleger et værktøj som vi nu har fået kortvarigt adgang til. Efter værftets lukning er området blevet til en industripark, som har nogle faciliteter der ikke findes tilsvarende i Danmark. Peter´s nye job omfatter alle de andre ting end skibsbygning. De meget specielle værktøjer området huser kan meget andet. F.eks. er der en 5000 tons portalkran.

Vi har af industriparken fået lov til at kortvarigt låne den meget store portalkran. Den giver mulighed for at teste landing i vand, med realistiske vinkler og hastigheder. De er også så stor, at de enorme faldskærme der pt. fremstilles til vores nye type kapsel kan afprøves. Svingtesten hvor vi lander i vand er meget realistisk – og den er fint beskrevet på von B´s blog på Wired.

http://www.wired.com/wiredscience/rocketshop

Husk endeligt at se den fine video fra tilsvarende tests med Apollo boilerplates i 1960érne. Det er sjovt at tænke på at NASA den gang lod kranerne opføre kun til disse test, men vi i dag laver samme forsøg på en meget mere enkel ydmyg måde – med eksisterende anlæg på et tidligere værft.

NASA – eller rettere North American Aviation – brugte også meget store beløb på instrumenteringen af forsøgene – b.la. Highspeed kamera. Vi har også tre high speed kamara og optager med tilsvarende framerate – men til en pris der skal måles i brøkdele af promiller af hvad det kostede i 1965.

Det er den slags mekanismer der gør at jeg virkelig tror vi kan lykkes.

De der følger vores blog her på ing.dk vil vide at vi ganske åbenlyst diskuterer vores sikkerhedsmæssige udfordringer – og deler vores bekymringer, og svar på samme med læserne her på sitet. Jeg tror på at det er til alles og ikke mindst projektets bedste.

Supercomputeren HAL 9000 siger som bekendt om sig selv:

"I am, by any practical definition of the words, foolproof and incapable of error"

Det ved vi godt vores raketter aldrig bliver – og vi prøver aldrig at bilde folk andet ind. I stedet stakker vi gerne tredve tons stål og beton op omkring en testmotor – så den kan springe i luften i fred og ro. Når det gælder opsendelser er der to modeller som vi tror på:

Enten er vi så langt ude på havet at raketten ikke har energi til at nå land.

Eller vi har abortsystemer som er så pålidelige, så redundante at sandsynligheden for at komme til at lave ulykker er forsvindende.

Det vil næsten altid være en kombination der gør sig gældende. I 2011 som eksempel havde HEAT 1X raketten et radio uplink abort system, og samtidig havde den så lidt brændstof om bord at den ikke ville have kunnet lave ulykke på tredje mand. Vi valgte at prøve abortsystemet – og det virkede.

Det er meget realistisk at et uplink abort system vil virke i mere end 99 % af tilfældene. Men, det er altså afhængig af radiokommunikation, og det er derfor aldrig 100 %. Vi har derfor overvejet andre muligheder som kan støtte den funktion. En af de mest interessante er en autonom abort black box.

Black boxens funktion kan, i princippet, gøres meget enkel til en meget stor gevinst i sikkerhed. Det den gør er at huske hvad der var lodret op mens raketten stod på startrampen. De næste 60 sekunder efter liftoff holder den øje med at raketten stadig er inden for en fastsat vinkel med lodret – f.eks. 10 grader.

Tro nu ikke vi bruger et vaterpas...nej det er en IMU - i princippet af samme type som vi styrer efter - men helt uafhængig af styresystemet.

Hvis af en eller anden grund raketten i den drevne fase afviger fra lodret med mere end 10 grader slukker abort black boxen ganske enkelt raketmotoren.

Hvis ikke motoren på nogen måde kan få lov at arbejde i en vinkel på mellem 30 og 60 grader med lodret kan man simpelthen ikke få de store downrange flyvninger – landingen vil i det tilfælde ske inden for under 25 % af den maksimalt opnåelige højde.

Dette er så "fool prof og incapable of error" som man i praksis kan komme hvis man stadig skal overholde Newtons love.

Det ville dog aldrig stå alene, et uplink system som i 2011, ville også være om bord. Tilsammen ville de to systemer gøre en HEAT ude af kurs til en hændelse som ville stoppe af sig selv meget hurtigt. Hvis begge abort systemerne ligger på 99 % er fuldkommen uafhængige begynder det at ligne noget.

Hvor pålidelig skal redningsbådes nedfiringssystemer være? Vi er nok enige om at punkt et skal skibe være meget pålidelige, så vi kun skal bruge redninsgbåde ret sjældent – f.eks. på en ud af hver 10.000 sørejser eller mindre. Hvis redningsbådens spil så kun fejler i 1 ud af 1000 nedfiringer begynder det at lige noget på samme facon.

Man skal altså forstå at selvom begge abort systemer fejer, så betyder det ikke at vi har en ulykke, vi skal stadig have at raketten styrer "perfekt" forkert før det kommer i det røde felt, og så skal vi altså også rammen nogen i den anden ende af banen. Det er måske så langt ude at forstille sig det at vi kan lave med det.

Man skal tænke på alt det andet vi lever med.

Det har altid været klart i vores projekt at på en eller anden måde skulle der er meget pålideligt abort system til – det er lige så vigtigt som motorer der virker. Jeg vil mene vi kan lave såden noget. Spørgsmålet er kun om vi kan overbevise os selv så meget om at det at vi kan flyve fra Refshaleøen, Middelgrunden, Østersøen eller Atlanterhavet.

Nu mere jeg i den senere tid har kikket på Niels Foldagers forslag om Black box abort system sammen med uplink abort – nu mere tror jeg det måske alligevel kan gå fint om ikke ved middelgrunden så tilstrækkeligt langt ude i Østersøen.

Det er ikke en showstopper, for i værste flad må vi bare bygge grejet til at operere i større hav. Men det er måske ikke nødvendigt. Sikkert er det at sommeren opsendelser vil lære os meget.

Der er et vidst håb om at en prototype black box abort unit vil flyve på de to SAPPHIRE raketter.

Flere har spurt hvordan man aborter en ventilløs raket. Det er ikke så svært som det lyder. Hvis man punkterer den øverste del af oxidations middel tanken mister motoren fødetrykket og dermed sin effekt. Det gør at luftmodstanden overvinder rakettens drivkraft, og al drivmidlet vil så slynges frem i tanken og overbord via punkteringen.

Metoden har den store fordel at den er uskadelig for Sputniks besætning hvis den aktiverer på rampen ved en fejl. Det samme gælder ikke hvis abort betyder "spræng hele raketten i luften" En anden fordel er at vi lander med tom og åben tank, hvilket er en sikkerhedsfordel for recovery folkene. Sidste år havde vi meget grundigt overvejet hvad vi skulle gøre ved en lukket, tryksat booster, landet i vandet efter en abort. Som det blev ramte HEAT 1X havet med så stor hastighed at den brød op, og dermed ikke var farlig efter landingen.

Slutteligt sker punkteringen på en pyroteknisk måde som er mange gange mere pålidlig end en - relativt - kompliceret pneumatisk aktueret ventil.

Range Safety er et ongoing emne i CS, og den væsentligste faktor der afgør vores ambitions niveau i forhold til højde. Vi tager det yderst seriøst. Der hvor vi opererer, er det i langt mindre grad end man skulle tro, op til vores egen etik og moral at sætte grænserne – og det er vi meget bevidste om.

Sluttelig – denne søndags link til en god dokumentar:

http://www.youtube.com/watch?v=Y-Ndgt5F53U

Se denne dejlige fortælling om et enkelt 90 minutters orbit om jorden på ISS. De når vidt omkring og det er ligesom om der bliver lidt højere til loftet efter 90 minutter på den måde.

Jeg nående selv tåregrænsen i benovelse ved omkring 1 time og fem minutter.

God fornøjelse.


Peter Madsen