Hvorfor dæmper sne vejstøjen?


Spørg Scientariet

I 'Spørg Scientariet' kan du stille spørgsmål om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare.
 
Nu kan du også udfordre dine venner med ekspert-spørgsmål fra Scientariet i Ingeniørens Facebook-quiz ’Så ka' du lære det!’.
 
Klik for at deltage i quizzen og test dine venner.

Dokumentation

Af Caroline Rutter, lørdag 18. feb 2012 kl. 09:00

Niels W. har skrevet til Scientariet: Her i det snedækkede Danmark kan man ikke undgå at lægge mærke til, at der er mindre trafikstøj fra vejene. Særligt er det bilernes dæk-støj, der forsvinder, når der ligger lidt sne (eller gråt snask) på vejene.

Hvorfor forsvinder støjen fra vejen, når sneen ligger der, og er det muligt at udnytte/videreudvikle den effekt, sneen giver, til at lave en bedre og støjfri asfalt?

Allan Jensen, afdelingsleder, Akustik & Støj og Rambøll Lys, svarer:

Det er helt rigtigt observeret. Man kan også på en jernbanestation opleve, at støjen fra togene dæmpes mærkbart, når sporene har fået et lag sne. Effekten skyldes, at sneen er blød og porøs og derfor i stand til at absorbere lyd (ligesom f.eks. mineraluld). Den egenskab dæmper støjen, når den udbredes fra støjkilden hen til dig. Samtidig vil et nyt lag sne på vejen gøre den blød, og det dæmper støjen fra køretøjernes dæk. Måske kører bilerne også lidt langsommere – og det dæmper jo også støjen. Senere, når sneen er kørt sammen til is, kan der til gengæld komme mere støj.

Snelagets evne til at absorbere lyd virker så længe, sneen er blød og porøs. Når den smelter og pakker sammen, så aftager effekten.

Nogle af de effekter, du oplever, når der ligger sne, ligner de principper, der anvendes, når man fremstiller støjreducerende vejbelægninger. Der er ideen nemlig at gøre vejbanen lydabsorberende (ligesom sneen). Samtidig sørger man for, at vejbanen bliver helt jævn, og det begrænser støjen fra dækkene – lidt ligesom den bløde overflade på et nyt lag sne på vejen. Faktisk arbejder man også med at udvikle vejbelægninger, der i modsætning til asfalt er bløde, og så er vi tæt ved at efterligne ’sneeffekten’.



18. feb 2012 kl 17:42

Rune Kjær

Øget forbrug

En "blød" kørebanebelægning vil sætte brændstofforbruget i vejret, vil jeg påstå.


22. feb 2012 kl 15:24

Camilla Bang

Vejstøj og regnvejr

Når det er regnvejr og vådt på kørebanen, larmer trafikken mere end i når vejbanen er tør. Fx skal mobiltelefonen ringe højere, når man er fodgænger.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto