I år er som bekendt skudår. Et særligt et af slagsen havde svenskerne for 300 år siden. I kirkebogen fra Ystad kan man læse: 'Anno 1712. d: 30 Februarij wijdes fullmächtigen på Jordbärga Svven Hall wid hust Elena Jäppdotter Duue'. Datoen er rigtig nok. Havde Skåne stadig været dansk på dette tidspunkt, ville datoen have været 11. marts. Og kunne man forestille sig, at det var russerne eller englænderne, der herskede i Ystad på denne tid, så ville datoen have været 29. februar. Vi står foran 300-års jubilæet for den eneste kendte 30. februar i verdenshistorien.

At holde styr på tid og dato er en af menneskehedens triumfer. Vi har udviklet et system, der på elegant vis har indbygget rytmer fra, når Solen står højest på himlen den ene dag til den næste, fra nymåne til nymåne og fra solhverv til solhverv. Kalender- og tidssystemet indeholder tilmed syvendedagen, som er kendt fra mange kulturer og religioner, og et 12-tals og 60-tals system, der er uhyre praktisk, når man vil regne med brøker.

Med Julius Cæsars kalenderreform fra år 708 efter Roms grundlæggelse (som vi i dag kalder 46 f. Kr.) blev der indført en skuddag hvert fjerde år i februar. Cæsars system afløste den gamle romerske kalender, hvor man af og til indsatte en hel skudmåned, når der var gået 23 dage i februar, som så blev efterfulgt af den resterede del af februar, når skudmåneden var overstået. Af samme årsag er skuddagen stadig 24. februar og ikke 29. februar. Men Cæsars system havde sine begrænsninger. For at rette op herpå modificerede pave Gregorius XIII kalenderen, så antallet af skuddage over en periode på 400 år kun er 97 mod 100 efter Julius Cæsars kalender.

Den nye kalender blev indført i de katolske lande i 1582, samtidig med at datoen blev justeret 10 dage - det antal skuddage, der havde været for mange, siden Cæsars kalenderreform trådte i kraft. De protestantiske konger i Nordeuropa, som var sluppet af med pavens indflydelse ved reformationen i midten af 1500-tallet, havde dog ikke i sinde igen at ligge under for pavens luner. De holdt sig til Julius Cæsar.

I dobbeltriget Danmark-Norge blev den gregorianske kalender først indført i 1700 ved en kongelig forordning på foranledning af Ole Rømers forarbejde, idet man dette år gik direkte fra 18. februar til 1. marts - på Island og Færøerne skete skiftet først i november samme år. Svenskerne ville også indføre den gregorianske kalender på samme tid, men valgte en særlig model, hvor tilpasningen skulle ske gradvist, ved at man undlod at indføre skuddage i perioden indtil 1740. Den 29. februar 1700 forsvandt som planlagt, men så gik der kludder i systemet på grund af Den Store Nordiske Krig. Man glemte at afskaffe de næste skuddage. I 1711 besluttede Karl 12. sig for at vende tilbage til den julianske kalender og indførte en ekstra dag i februar 1712, som fik 30 dage. Svenskerne holdt derefter fast i den julianske kalender indtil 1753.

Den gregorianske kalender har vundet indpas over hele verden og bruges selv steder, som også har andre kalendersystemer. Men det betyder ikke, at det er slut med landenes særheder. Sidste år besluttede Samoa i Stillehavet at hoppe fra den ene side af datolinjen til den anden ved at springe direkte fra 29. december til 31. december for at være et af de lande, hvor Solen først står op - og af hensyn til samarbejdet med New Zealand. Hvis Samoa har fortrudt, kan de jo altid vælge at bruge den svenske model og lade 30. februar genopstå.