V kræver samråd om IC4: Alternativet kan være brugte israelske IC3
Kristian Pihl Lorentzen (V) vil kalde transportministeren i samråd, efter gårsdagens høring om IC4-togene. Atkins-rapporten er lavet på et spinkelt grundlag, og nu skal politikerne finde en vej ud af dødvandet, lyder det.
Tema
Læs også
-
Ekspert efter IC4-høring: Frygter for fatal fejl i kørecomputeren
-
Trafikforlig: Elektrificering til Esbjerg frigiver 15 IC3-tog
Læs mere om
Der er nødt til at blive truffet nogle afgørende beslutninger om IC4-togenes fremtid.
Sådan mener trafikordfører Kristian Pihl Lorentzens (V), der indkalder transportminister Henrik Dam Kristensen (S) til et lukket samråd i Folketinget efter vinterferien.
Gårsdagens IC4-høring gav nemlig flere spørgsmål end svar, lyder det fra trafikordfører Kristian Pihl Lorentzens (V).
»Høringen var langt fra betryggende. Der var intet svar på, hvornår bremseproblemerne er overvundet, og Atkins fremstår mere og mere, som om de kun har kradset i lakken.«
Han udtrykker utilfredshed med, at Atkins ikke har ’obduceret’ et IC4-tog, som han formulerer det, men i stedet baseret store dele af sin undersøgelse på interviews og samtaler med DSB. Samme kritik har ing-blogger Poul-Henning kamp fremført.
I havde selv regeringsmagten [da Atkins blev sat til at undersøge IC4-togene]. Er der ikke nogen, der har sovet i timen, da Atkins blev stillet opgaven?
»Vi satte undersøgelsen i gang, men derfor har man lov til at være skuffet over resultatet. Atkins kommer ikke nok i dybden. Med alle de problemer, der er listet, er det uforståeligt, at man kan konkludere, at IC4-toget generelt er sundt.«
Bremseproblemerne blev kendt i efteråret 2011, da et IC4-tog var tæt på at påkøre et forankørende godstog, idet bremserne svigtede. Flere måneder efter er det endnu ikke lykkedes Havarikommissionen at finde en forklaring på, hvorfor bremserne ikke virkede.
»Kast ikke gode penge efter dårlige«
Ingeniørvirksomheden Atkins blev hyret i sommeren 2011 til at lave en uafhængig undersøgelse af IC4-togene. I efteråret 2011 konkluderede de, at togene generelt er ’sunde’, og at alternativerne til IC4-togene er dyrere.
Men det er Kristian Pihl Lorentzen ikke overbevist om.
Foruden bremseproblemer har togene også problemer med at koble sig sammen. Desuden ønsker trafikordførerne med tirsdagens trafikforlig at fremrykke elektrificeringen af de danske jernbaner, hvorfor behovet for dieseltog som IC4 kan vise sig at blive mindre.
»Det Atkins ikke har med i konklusionen er, at vi har besluttet at satse på elektrificering. De tænker på det ud fra, at IC4 kører rundt i 35 år,« siger han og udtrykker skepsis over for, at Atkins konkluderer, at IC4-togene er god valuta for pengene, men at der skal postes et sted mellem 1,2 og 1,6 milliarder kroner i dem, for at de kommer til at køre ordentligt.
»Vi skal passe på med at kaste gode penge efter dårlige. Det jeg har oplevet i mine år som trafikordfører er, at der altid kommer et nyt problem lige rundt om hjørnet.«
Venstre: Vi befinder os i et dødvande
Han peger på, at et alternativ til IC4 kan være et levetidsforlænge nuværende IC3-togene, eller det kan være at købe brugte israelske IC3-tog.
Det er blandt nogle af de ting, der vil blive diskuteret på samrådet.
»Vi har ingen skråsikre planer, men vi kan se, at vi befinder os i et dødvande. Vi skal have diskuteres bremsesituationen, og vi skal have diskuteret IC4-togenes fremtid. Det kan ikke bare hænge i luften. Vi må diskutere alternative materielstrategier, når vi nu satser på at fremrykke elektrificeringen,« siger han.






