Ny rapport frikender Roundup: Grundvandet ikke permanent forurenet
Naturstyrelsen har nu genanalyseret alle de 42 prøvesteder, hvor der i 2009 blev fundet rester af sprøjtemidlet glyphosat. Kun fire af dem var sidste år stadig forurenet. Men et godkendt pesticid bør slet ikke findes så langt nede i grundvandet, siger professor.
Læs også
-
Rød regering i kovending: Vil ikke gribe ind over for Roundup
Læs mere om
Nye analyser frikender Danmarks mest solgte sprøjtemiddel, glyphosat, fra at trænge ned og forurene grundvandet permanent.
Et notat fra Naturstyrelsen, som Ingeniøren har fået aktindsigt i, viser, at der sidste år kun var rester af glyphosat i 4 ud af 42 prøvesteder, som i 2009 var forurenet.
'Fundene tyder på, at der ikke permanent er glyphosat og/eller AMPA i de grundvandsmagasiner boringerne overvåger, og at fundene i 2009 er enkeltstående,' konkluderer Naturstyrelsen i notatet.
Nye undersøgelser af den mest forurenede boring
Styrelsen konstaterer, at to af de fire fund af glyphosat og nedbrydningsproduktet ampa stammer fra samme brønd. De indeholder begge høje koncentrationer af særligt glyphosat, helt op til 91 gange højere end grænseværdien på 0,1 mikrogram per liter.
'Der er i 2011 igangsat en undersøgelse af boringen, som fortsætter i 2012 for så vidt muligt at finde en årsag til fundene, som kan skyldes utætheder,' skriver Naturstyrelsen.
De to sidste prøvesteder har begge haft gentagne fund af både glyphosat og ampa, men oftest under grænseværdien.
Voldsom stigning i glyphosat i grundvandsprøver i 2009
Resultatet af prøverne kommer efter et langstrakt forløb, som startede med en sand mediestorm, da fundene af glyphosat og ampa kom frem for godt et år siden.
Der var tale om en voldsom stigning i fundene. Frem til 2009 havde under to procent af prøverne indeholdt glyphosat eller ampa, mens det i 2009 var over fire procent.
Daværende miljøminister Karen Ellemann (V) satte konsulentfirmaet Niras til at udarbejde en rapport om glyphosat i prøverne, og sammen med konsulenterne endte hun med at konkludere, at der var tale om fejl hos analyselaboratoriet Eurofins.
Det kom Miljøministeriet dog senere til at beklage i en officiel udtalelse, da akkrediteringsorganet Danak fastslog, at der intet var at udsætte på analyserne.
Det fik Karen Ellemann til at bestille en genanalyse af alle de boringer fra den nationale grundvandsovervågning efter voldsomt pres fra særligt den nuværende fødevareminister Mette Gjerskov, der dengang var socialdemokratisk miljøordfører.
Miljøstyrelsen endnu ikke klar med konklusion
Miljøstyrelsen og skiftende miljøministre har hidtil afvist krav fra både vandværkerne og Danmarks Naturfredningsforening om at lægge restriktioner på brugen af Roundup og andre sprøjtemidler med glyphosat, indtil problemerne med nedsivning var klarlagt.
Miljøstyrelsen har endnu ikke besluttet, hvad de nye resultater betyder for vurderingen af glyphosat.
'Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen vil nu vurdere om resultaterne giver anledning til yderligere tiltag,' skriver funktionsleder Vibeke Møller i en mail sendt i forbindelse med Ingeniørens aktindsigt.
Geus: Store variationer i glyphosat i prøverne
Miljøstyrelsen har tidligere også henvist til, at der i 2010 kun blev konstateret glyphosat eller ampa i ni boringer.
Seniorrådgiver Walter Brüsch fra forskningsinstitutionen Geus, som udarbejder rapporterne om grundvandsovervågningen, finder det hverken overraskende eller afgørende, at glyphosat ikke bliver genfundet i de forurenede boringer fra 2009.
»Det viser blot, at forekomsten af glyphosat i grundvandet varierer. Af og til går det op, af og til går det ned. Vi må vente og se på det samlede datasæt fra 2011, før vi kan konkludere noget om udviklingen,« siger han.
Samlet er der flere hundrede grundvandsboringer, som bliver analyseret for rester af sprøjtegifte.
Professor: Overraskende fald bør også føre til undersøgelse
Professor Hans-Jørgen Albrechtsen fra DTU konstaterer, at det umiddelbart ikke ser ud til at stå så slemt til, som man kunne konkludere ud af målingerne af glyphosat fra 2009.
Han kalder det overraskende, at glyphosat trænger så dybt ned i grundvandet, som det blev fundet først og fremmest i 2009. Samtidig henviser han til, at midlet i årevis er blevet fundet i det såkaldte varslingssystem for pesticider, hvor prøverne bliver taget tættere på jordoverfladen.
»Under alle omstændigheder bør et godkendt pesticid ikke trænge så langt ned i grundvandet,« sier Hans-Jørgen Albrechtsen.
»Lige så vel som overraskende stigninger bør give anledning til undersøgelser, bør overraskende fald også gøre det. Er der for eksempel sket ændringer i analysemetoden eller prøvetagningsmetoden, har der været tale om særlige klimatiske eller hydrauliske forhold enten tidligere eller nu,« spørger han.






