Fjernvarmeværker vrede over forskelsbehandling i ny energiaftale
Fjernvarmeværkerne kalder det forskelsbehandling, at en helt ny afgift, der lægges på alle brændsler til rumopvarmning, ikke tilknyttes en forsknings-og udviklingpulje - lige som det sker for el og naturgas.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Siden 1998 har elsektoren haft sit eget forskningsprogram for miljøvenlige el-teknologier, som finansieres via PSO-afgiften på elregningen.
Nu mener Dansk Fjernvarme også, at den bør have sit eget forskningsprogram, når den nu efter al sandsynlighed skal pålægges en ny, såkaldt forsyningssikkerheds-afgift i forbindelse med den kommende energiaftale.
Forsyningssikkerhedsafgiften skal – efter de seneste planer – finansiere tre fjerdedele af en kommende energiaftale og lægges på alle former for rumvarme. For en husstand med fjernvarme betyder det omkring 2000 kroner mere om året.
I praksis mener Dansk Fjernvarme, at en del af denne afgift bør reserveres til forskning og udvikling samt til initiativer i energiaftalen, som handler om fjernvarme.
Det fremgår af et brev, som organisationen i dag har sendt til de energipolitiske ordførere.
Det samme sker nemlig inden for naturgas og el, der støttes via PSO-betalingen over el- og gasregningen, hvor en del går til støtte til teknologier og noget til forskning og udvikling.
»Vi må acceptere, at vi ikke kan undgå at blive pålagt den nye afgift, der jo skal dække hullet i statskassen efter faldende energiafgifter på fossile brændsler. Men vi skal ikke bare være en malkemaskine; vi skal også have mulighed for at udvikle og effektivisere sektoren via midler til forsknings og udvikling,« siger direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen.
Ingeniørarbejdspladser og eksport
Han tilføjer, at noget af puljen også kan gå til at betale en række initiativer i regeringens udspil, der handler om fjernvarme, men hvor finansieringen ikke er fastlagt. Det gælder for eksempel energibesparelser og energirenovering i den eksisterende boligmasse.
Men hvorfor er det så vigtigt at forske i fjernvarme?
»Fjernvarme er velegnet til at få mere grøn og vedvarende energi ind i energisystemet, men det skal hele tiden udvikles. For eksempel ligger der en opgave i at forbedre lagringsteknologierne, i at minimere nettabet og i at udvikle geotermiske løsninger. Og denne udvikling skaber både arbejdspladser herhjemme til ingeniørerne og eksport af fjernvarmeteknologi til udlandet, hvor Danmark jo i forvejen har en unik position,« siger han.
Ifølge Kim Mortensen eksporterer fjernvarmeindustrien i dag for ca. 6 milliarder kroner årligt – voksende til 7,6 milliarder kroner i 2015 og over 10 milliarder kroner i 2020, hvilket skulle give 2000 nye arbejdspladser.
I dag omsætter branchen samlet set for cirka 16 milliarder kroner og beskæftiger 9200 personer.
Kan I ikke bare finde disse forskningsmidler andre steder ?
»Der findes puljer, man kan søge, men det giver kun enkelt-projekter og ikke den kontinuerlige forskning, som skal til for at udvikle og effektivisere det her område og forløse det potentiale, der er. Man kan jo bare kigge på den store gevinst som elsektoren har fået ud af de øremærkede forskningspenge, som de har haft til rådighed via PSO-posten på elregningen,« siger han.
Men hvis man indfører en sådan pulje i forsyningssikkerhedsafgiften, skal oliebranchen og træpilleproducenterne så ikke også penge?
»Jo, hvis man laver en generel varme-PSO, så skal de også have adgang til forskningsmidlerne. Men vi synes jo grundlæggende, at der er mest perspektiv i at forske i fjernvarme,« siger Kim Mortensen.
Frygter flugt fra fjernvarmen
Han er dog noget bekymret for, at afgiften på 17 kr pr GJ vil presse forbrugerne væk fra fjernvarmen, idet individuelle løsninger som pillefyr, halmfyr og brændeovne kan være svære at kontrollere:
»Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi gerne så en form for skorstensafgift, så alle former for rumvarme skal bære byrden og ikke kun dem, der er nemme at kontrollere,« siger han.
Fjernvarme pålægges afgiften uanset om varmen kommer fra naturgas, affald, kul eller biomasse. Også forbrugere med oliefyr og fyr, der anvender biomasse skal i princippet omfattes af afgiften. Rent praktisk vil man nok kun lægge afgift på såkaldt 'handlet biomasse' som træpiller eller brændetårne.
Forsyningssikkerhedsafgiften blev introduceret i VK-regeringens oplæg til en ny energiaftale, kaldet Energistrategi 2050. Den nuværende regering har overtaget denne afgift i sit oplæg, Vores Energi.
I det seneste udspil fra regeringen udgjorde forsyningssikkerheds-afgiften 2,9 milliarder kroner ud af de prisen for forbrugerne i 2020 på 3,9 milliarder kroner.
Naturgas får sin PSO, der opkræves af gasselskaberne over regningen.






