Hadzaer er indbegrebet af tilbagelænet coolness. De dyrker ingen afgrøder, har ingen dyr, lever uden for lands lov og ret, bruger ingen ure, ingen kalendere, ingen penge, har ikke noget hjem eller køleskab og hænger kun ud med dem, de gider hænge ud med. En hadza er en nomade, og hans folk kaldes hadzabe - det eneste tilbageværende jæger-samler-samfund i Afrika, der siden stenalderen har levet af det, de kunne finde på den halvtørre savanne blandt baobab- og akacietræerne i det nordlige Tanzania.

For social- og adfærdsforskere er hadza en perfekt modelbefolkning til at undersøge strukturen af tidligere tiders samarbejdsformer og til at finde ud af, hvorvidt vores egen sociale adfærd og vores egne normer - for eksempel i forhold til venner, kolleger og familie - er genetisk forankret og derfor allerede var til stede mange tusinde år før landbrug, industrialisering og digitalisering tvang os til at ændre livsstil og samfundsorden.

I en ny undersøgelse offentliggjort i fagbladet Nature viser Coren L. Apicella, Frank Marlowe, James Fowler og Nicholas Christakis fra Harvard University, at hadzabe-folkets sociale bånd og dynamikken i deres samarbejde i høj grad ligner moderne varianter af samme. Ligesom os foretrækker en hadza at samarbejde med mennesker, der ligner ham eller hende selv, enten seksuelt, aldersmæssigt eller genetisk. Og på samme måde som os vælger en hadza sine venskaber blandt fremmede ud fra geografiske og sociale markører, der så godt som muligt sikrer, at begge parter kan nyde godt af forbindelsen.

Det teoretisk mest interessante (og nye) aspekt i undersøgelsen er dens evne til at vise, hvordan dynamikken i sociale strukturer kan bidrage til samarbejde. Dette problem har længe været - og er stadig - et af den evolutionære teoris store stridspunkter: Hvordan kan man forklare kooperation i en population af individer, der hver for sig kæmper for at overleve?

Forklaringsmodellerne for samarbejde har hidtil været en blandet landhandel af genetiske og spilteoretiske modeller, som går under navne som 'kin-selektion' (også kaldet inklusiv fitness, se boks), 'reciprok altruisme' og 'gruppeselektion' (se også ing.dk/k#aggq). Men der eksisterer ikke nogen konsensus om, på hvilket niveau selektionen foregår, ej eller om, hvordan og hvor meget samarbejde er en genetisk eller kulturelt betinget størrelse, og under hvilke betingelser samarbejde kan opstå (eller bryde sammen igen).

»Alle teorier, der bliver brugt til at forklare udviklingen af samarbejde, er afhængige af en positiv udvælgelsesmekanisme, hvor samarbejdet kan udvikle sig, hvis populationsstrukturen tillader klyngedannelser,« siger Coren Apicella til Ingeniøren.

»Vi viser empirisk i en evolutionært relevant population af hadza, at kooperativ adfærd danner klynger af kooperative mennesker, hvilket ikke giver de ikke-koopererende individer nogen anden mulighed end at være venner med andre mindre koopererende individer.«

I dag er der kun 500-800 hadza tilbage, men de tager det ikke så tungt. De lever, som de har lyst. De kan vælge at leve alene eller slutte sig til en gruppe. De kan bryde gamle bånd og danne nye, alt efter hvem der dukker op. En hadza ændrer tit sit navn, og hvis en mand og en kvinde ikke bliver set sammen i et par uger, anses de for at være skilt. Både kvinder og mænd kan droppe deres kæreste ved blot at tage det tøj på, som de ugifte hadzaer går i.

Mændene jager vildt alene eller med en makker, kvinderne samler rødder og børnene samler bær og nødder. Der er ingen krav om, at dele med de andre i gruppen, men de gør det gerne. En lejr har ikke nogen leder, og de ser sig ikke som en permanent gruppe. Kvinderne bruger som regel mindre end to timer på at slå en lejr op ud fra materialer, de finder og de få ting, som de bærer med sig.

Apicella brugte nogle måneder på at følge 205 hadzaer og interviewe dem om deres venskaber og tendens til at samarbejde. For at få et overblik over det sociale netværk blev de spurgt om to ting: Først skulle de ud fra billeder identificere de mennesker, som de ville foretrække at leve sammen med i deres næste lejr. Dernæst gav hun dem tre stave med honning, som anses for en værdifuld lækkerbisken, og spurgte, hvem de kunne finde på at give dem til som gave. Dette gav Apicella en liste af 1.263 lejr-forbindelser og 426 gave-forbindelser. I en separat aktivitet gav Apicella dem yderligere honningstave som de enten kunne beholde for sig selv eller donere til gruppen i lejren.

Efter at netværket var blevet kortlagt, viste det sig, at de samarbejdende hadzaer og ikke-samarbejdende hadzaer har tendens til at danne separate klynger. Måler man variationerne i samarbejdsvilje blandt individer inden for en enkelt lejr (se søjlediagram), viser de sig at være meget mindre, end hvis man sammenligner blandt individer mellem lejrene. Kooperativ adfærd i en gruppe dannes med andre ord ekstremt hurtigt og må være understøttet af nogle kulturelle normer og læringsmæssige aspekter.

Forskerne målte også graden af lighed mellem individerne ved at optegne deres højde, alder, muskelmasse, styrken af deres håndtryk, køn og foretrukne næring. De målte også transitiviteten i deres venskaber - dvs. sandsynligheden for, at en vens ven også er ens egen ven - som normalt er høj.

Det viser sig også, at individer, som ligner hinanden i alder, vægt og højde, har tendens til at være venner, hvorimod geografiske afstande virker negativt på tendensen til at indgå venskaber. Men alt i alt synes hadzabe-netværket at være uskelneligt fra vores moderne verdens venskabsnetværk og onlinefora. Den måde, vi i dag danner venskaber på, er den samme som hos hadzabe.

'Vi vendte og drejede data på alle mulige måder. Vi kiggede på mange af de målestokke, som netværksanalytikere plejer at bruge, og det viser sig, at hadza er ligesom os,' forklarer James Fowler i en pressemeddelelse.

Men på trods af ligheder med os er undersøgelsen en god anledning til mere præcist at finde ud af, hvordan der dannes venskaber og dermed samarbejdende klynger. To scenarier kunne forklare dem, siger Apicella:

»Det første er, at individer øver indflydelse på deres venner. Alternativt kunne det være, at individerne selv søger og danner forbindelser med kun dem, som ligner dem selv. Jeg tror, at jæger-samler-livsstilen understøtter det sidste. Husk på, at individerne har meget få ejendomme og ikke er synderligt knyttede til et bestemt sted eller en bestemt lejr. Hvis de er utilfredse, kan de meget nemt bare gå deres vej, og vi ser da også, at tilknytningsforholdet til lejren er meget flydende hos hadzabe.«

En hadza-lejr har ikke noget organiseret lederskab, og man ser sig ikke som en permanent gruppe. Ideen om privat ejendomsret er en absurd forestilling. Alt, hvad hadzaerne ejer, bærer de på sig. De vandrer og holder pause, hvor det passer dem, og hvis en stamme fra et andet folk har taget et område, som hadzaerne plejer at opholde sig i, foretrækker de at vandre videre frem for at lave konflikt.

Selv inden for gruppen ytres utilfredshed sjældent, og i stedet går man gerne sin vej med en undskyldning om, at jagtmarkerne er bedre et andet sted.

Apicellas resultater fortæller en teoretisk vigtig pointe: For at forstå, hvordan samarbejde kan opstå i evolutionen, er det ikke nok at kigge på slægtskab og den genetiske fordeling af individuelle fitnessværdier. Man må også se på selve dynamikken på populationsniveau, fordi det er her, den kulturelle transmission af venskab og gruppedannelse foregår.

I stedet for at bekræfte de gen- og individ-centrerede teorier om kinselektion og reciprok altruisme, viser hadza os, at kulturel og genetisk evolution går hånd i hånd, og at de kan påvirke hinanden på mange forskellige måder - så længe man kan stole på en hjælpende hånd fra en ven.