For tiden arbejdes der ihærdigt bag kulisserne på Statens Museum for Kunst. Helt derinde, hvor de lyse, højloftede lokaler er afløst af lange, trange gange pakket med bogreoler og kontorer, hvor der forskes, undersøges og formidles.

Her knokler håndværkere med at indrette de laboratorier, som skal huse en væsentlig del af aktiviteterne i det nye forskningscenter for teknisk kunsthistorie, Center for Kunstteknologiske Studier og Bevaring eller CATS, som det forkortes ud fra sit internationale navn: Centre for Art Technological Studies and Conservation.

CATS blev etableret i juli 2011 takket være 20 millioner støttekroner fra Villum Fonden og Velux Fonden og er et tværfagligt samarbejde mellem Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet og Kunstakademiets Konservatorskole, som fremover skal kigge malerier dybt i fernissen og finde de historier, der gemmer sig i deres farvelag.

For gennem den millimetertynde sandwich af organiske og uorganiske materialer som mineralske farvepigmenter og forskellige olier er det muligt at udlede fascinerende informationer. Blandt andet kan det afsløre umiddelbart ægte malerier som falske, berette om kunstnerens rejsemønstre og være med til at fortælle interessante detaljer om kunstværkets samtid, som ellers ikke er umiddelbart tilgængelige.

I spidsen for centret står bevaringschef på Statens Museum for Kunst dr. Jørgen Wadum. Allerede i 2006 var han med til gennem et omstændeligt og møjsommeligt arbejde at fastslå, at to Rembrandt-malerier på Statens Museum for Kunst, som tidligere var dømt ude som kopier, alligevel var ægte.

I processen stod han for analysen af infrarøde optagelser af billederne, som gør det muligt at se igennem de tynde farvelag, maleriet er opbygget af, og ned til undermaling og skitseagtige antydninger af kompositionen, normalt gemt under adskillige farvelag. Her undersøgte Jørgen Wadum blandt andet også gennem røntgenoptagelser af værkerne, hvordan maleriernes lærreder var opbygget af vertikale kædetråde og horisontale skudtråde, som målt på en kvadratcentimeter blev sammenlignet med utallige ægte og tvivlsomme Rembrandt-maleriers lærreder for at fastslå vævningernes indbyrdes relationer.

Samtidig beretter kunstnernes valg af materialer, som eksempelvis den kostbare ultramarinblå fremstillet af lapis lazuli fra Afghanistan, som i 1500- og 1600-tallet var mere end sin vægt værd i guld, interessante detaljer om datidens fremstillingsmetoder og handelsruter.

Et andet eksempel er forskning i den hvide farve, blyhvid, som blev brugt fra antikken og frem til midten af 1800-tallet. Det hvide pigment blev skabt på basis af tynde stykker bly, der blev placeret over skåle med eddike, hvorved blyet korroderede. Det hvide korrosionsmateriale kunne efterfølgende blandes med linolie til hvid maling. Identifikation af oprindelsesstedet for den hvide farve takket være undersøgelser af blyisotoperne kan i dag være med til blandt andet at afsløre detaljer om kunstnerens rejsemønstre.

»Hvis man eksempelvis undersøger et maleri af Rubens, vil den blyhvide farve kunne være med til at fortælle om hans rejsemønstre. Er maleriet malet i Nederlandene, vil den blyhvide sandsynligvis stamme fra England, for sådan var handelsvejene dengang, men når han har været på rejse i eksempelvis Italien, har han muligvis brugt lokal farve, og det vil kunne ses på sammensætningen. Dermed bliver vi klogere på det kunsthistoriske aspekt af manden som rejsende kunstner,« forklarer Jørgen Wadum og fortsætter:

»På den måde bliver malerier nu en enorm ressource til at forstå dele af menneskets historie og evolution, som ellers ikke kan aflæses nogen steder. Samtidig kan vi være med til at skrive ny historie med resultaterne som kildemateriale - både om kunstneren og i en bredere kontekst.«

Jørgen Wadum understreger, at CATS' naturvidenskabelige forskning skal ses som et væsentligt og komplementært element til den kunsthistoriske forskning, og når begge går hånd i hånd, vil nye landvindinger i kunstforståelsen gøre museerne i stand til en bredere formidling af kulturarven.

Arbejdet under et polarisationsmikroskop finder sted med minimale farveprøver, der som regel bliver taget fra maleriets ombuk ved kanten, så det originale værk bliver mindst muligt belastet.

Netop den nøje gennemgang af kunstværkers materialemæssige sammensætning er en af CATS' væsentligste opgaver. Og det er ikke udelukkende malerier, men også et væld af andre værker, der kommer under mikroskop. Ikke alene for at finde historien bag, men i lige så høj grad for gennem denne nye materialemæssige viden at finde den optimale måde at bevare værkerne på for eftertiden.

»Hele den viden - værkgenesen - er særdeles væsentlig i konserveringsarbejdet. Jo mere vi ved om værkernes materialer, desto bedre kan vi forstå, hvordan de ældes,« forklarer Jørgen Wadum.

Arbejdet på CATS kan få stor betydning for det fremtidige konservationsarbejde, eksempelvis i arbejdet med de danske guldaldermalerier.

»Måden, som lærrederne er fabrikeret på, har indflydelse på, hvordan vi skal bevare dem. Det gælder for os om at gå ind og finde det svage led og operere direkte på det - nøjagtigt som kirurger gør i dag - frem for at medicinere hele organismen. Desuden kan vi være med til at rette op på fejl, der tidligere er blevet begået på grund af begrænset viden. Eksempelvis var voksimprægnering af malerier fra 1880'erne og frem det hotteste, smarteste og mest high tech for at bevare malerier på lærred, og i dag forsøger vi at forstå konsekvenserne for at kunne rette op på de skader, denne metode har vist sig at forårsage. På den måde står vi på skuldrene af tidligere tider og når nye højder,« fortæller Jørgen Wadum.

Det er ikke udelukkende fortidens materialer, der kommer under mikroskop. Gennem forskningsprojektet Primi (Plastics Research and Innovation for Museums and Industry) er Statens Museum for Kunst sammen med Nationalmuseet, Danmarks Tekniske Universitet, en række aktører fra plastindustrien samt et antal samtidskunstnere i gang med at forske i plastmaterialer og ikke mindst ændringerne i deres egenskaber gennem årene.

»Når plastic bliver brugt i kunstværker, oplever vi pludselig materialet i en anden kontekst holdbarhedsmæssigt, end det oprindeligt har været tiltænkt fra producenten. Desuden er kunstnere ekstreme brugere, som ofte for eksempel blander materialer på måder, som betyder, at de ældes og opfører sig på en helt anden måde, end industrien havde tænkt. Den viden, som konservatorerne har om plastmaterialernes ældning i de museale samlinger, kan være guld værd og er igen med til at give et helt nyt perspektiv på kunst og plastindustri,« forklarer Jørgen Wadum.