Nato skal stramme livremmen. Det er slut med de fede tider, hvor alle medlemslande havde alt i militært isenkram fra ubåde over kampvogne til avancerede kampfly. Rigerne fattes penge, og Natos 28 forsvarschefer skal spænde livremmen alvorligt ind under uniformsjakken.

»Der er behov for at kigge på, om vi kan gøre tingene mere smart i Nato. Det er et problem, der har været på bordet mange år, men finanskrisen har betydet, at det nu er bydende nødvendigt at gøre tingene mere intelligent,« siger lektor i forsvars- og sikkerhedspolitik ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.

Derfor har Nato lanceret et koncept kaldet Smart Defence Initiative. Det er et initiativ, hvor de enkelte lande skal komme med udspil til, hvor Nato kan styrke samarbejdet.

»Det er Natos svar på finanskrisen og en måde at signalere over for borgere og politikere, at man tager krisen alvorligt. Samtidig er Smart Defence-visionen en måde at afbøje effekterne af de kommende besparelser på forsvarsbudgetterne på,« siger seniorforsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet Henrik Ø. Breitenbauch, der har deltaget i en række ekspertseminarer om Smart Defence arrangeret af førende tænketanke for Nato.

Hvad Nato konkret ender med er op til de enkelte lande, men overordnet har Smart Defence tre komponenter: prioritering, samarbejde og specialisering, som hver især kan omfatte beslutninger om vedligehold og drift af kapaciteter og ikke mindst koordineret indkøb af dyre våbensystemer.

»Der foregår allerede nedskæringer. Nato synes, det er et problem, hvis de beslutninger ikke er koordineret mellem landene. Det er en usmart måde at gøre det på frem for at aftale multilateralt, hvilke lande der har hvilke kapaciteter, selv om det er følsomt. Eksempelvis droppede Holland sine kampvogne sidste år uden forudgående diskussion. Men det kan lade sig gøre, for da Danmark i 2003 besluttede at fjerne ubådene, skete det efter konsultationer med Nato,« siger Henrik Ø. Breitenbauch.

Der er flere årsager til, at Nato mener, det er en smart idé at dele ressourcerne. For det første bliver militært isenkram stadigt mere teknologisk komplekst og dermed også dyrere både i anskaffelse og vedligehold. Det gælder stort set alt fra it-systemer, intelligente våben og missiler samt ikke mindst store, avancerede våbensystemer som kampfly eller krigsskibe.

For det andet er der stigende politisk pres for at spare på de offentlige udgifter, og i mange lande er forsvaret ikke længere helligt. Så selv om Nato-landenes budgetter er relativt høje set over de seneste 20 år – det viser tal fra Stockholm International Peace Research Insitute, Sipri – vil budgetskruen stramme over de kommende år.

Danmark skal spare 10-15 procent på forsvarsbudgettet fra 2015, briterne har planer om at barbere forsvarsbudgettet med op til 20 procent, mens Tyskland og Frankrig taler om besparelser på 6 procent fra 2013. Samme situation gælder Italien og Spanien, og flere lande vil følge trop. I de kommende år kan Europas forsvarsbudgetter falde med 10-15 procent og muligvis mere afhængigt af finanskrisens udvikling. Konsekvensen er, at flere europæiske lande vil få problemer med at leve op til Natos krav om at bruge mindst 2 procent af BNP på forsvaret.

»Højere udgifter til militæret er hverken politisk eller økonomisk muligt for nuværende. Derfor kommer der naturligt fokus på, hvor meget mere vi kan få for de penge, der allerede er afsat. I takt med at budgetterne falder i Europa, bliver det kun mere aktuelt,« siger Sam Perlo-Freeman, seniorforsker ved Sipri i Stockholm og ekspert i militærudgifter.

Derfor handler Smart Defence i høj grad også om effektivitet og nationale prioriteringer, især i Europa, der på mange områder er håbløst ineffektivt. De mange små og mellemstore lande som Danmark har hver sine kapaciteter til sø-, land- og luftkrig og samtænker ikke sine indkøb af nye kapaciteter. Ineffektiviteten betyder blandt andet, at de 27 hære i EU-landene, der samlet kan stille 1,8 millioner mand, kun kan udstyre og udsende 80.000-100.000 soldater ad gangen. Samme billede så man i Libyen, hvor EU-landene måtte have hjælp af amerikansk lufttankning for at kunne udføre opgaven.

»Alt for mange landes forsvar tænker stadig som under Den Kolde Krig med store nationale styrker, som skal kunne forsvare landene mod invasion, der er i nærheden af at finde sted. De er slet ikke omstillet, som det danske forsvar langt hen ad vejen er blevet det de seneste år,« påpeger Peter Viggo Jakobsen.

Der findes dog eksempler på, at Nato-lande kan købe og vedligeholde større materiel sammen. Blandt dem er Strategic Air Lift Capacity, der er et projekt, hvor 12 lande er gået sammen om at købe og drive tre C-17 Globemaster-transportfly. Det samme gælder Alliance Ground Surveillance. Her vil 28 lande anskaffe fem ubemandede overvågningsfly af typen Global Hawk, som blandt andet skal bruges til missioner i Libyen.

Alligevel er optimismen begrænset hos eksperterne, når det gælder det reelle potentiale ved Smart Defence og ikke bare politisk snak fra Nato-hovedkvarteret i Bruxelles.

»De potentielle projekter, jeg har set indtil videre, har ikke været imponerende. Det er mest mindre projekter, der ikke rigtig batter noget. Når det er sagt, skal visionen jo starte et sted. Nato kan ikke gøre noget på egen hånd, alt kræver opbakning i hovedstæderne,« siger Henrik Ø. Breienbauch.

Reel politisk opbakning er paradoksalt nok udfordringen for Nato. Siden Murens fald har der været flere tiltag for at øge samarbejdet mellem de europæiske medlemslande, men hvert tiltag er strandet på nationale interesser. Det gælder både hensynet til lokal forsvarsindustri, der står til at få færre ordrer, hvis Nato arbejder mere sammen, samt hensyn til de enkelte landes suverænitet. Men spørgsmålet er, hvor langt landene er villige til at gå i retning af større samarbejde og fælles ydeevne for at sikre stordriftsfordele og en øget grad af specialisering, påpeger Sam Perlo-Freeman.

»Prisen for større effektivitet vil være afgivelse af suverænitet, men hvor meget vil man give afkald på, før landene føler, at deres nationale sikkerhed bliver kompromitteret? Det er nøglen,« siger Sam Perlo-Freeman.

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) er stor tilhænger af Smart Defence-tanken og har for nylig selv foreslået at dele ammunitionsdepoter efter erfaringerne fra Libyen. Han anerkender dog, at det ikke er let, men fastholder, at tiden er moden til at tænke nyt.

»De økonomiske omstændigheder i stort set alle de vesteuropæiske lande og USA betinger, at vi skal gøre tingene anderledes. Man kunne vælge blot at skære fladt ned, men hvis vi gør tingene smartere, kan vi løbe nogle af ressourcerne hjem på den her måde,« siger Nick Hækkerup.

Han mener, at potentialet er stort for små lande som Danmark.

»Det handler egentlig ikke så meget om konkrete projekter, men om en mental indstilling, der hedder: 'Ja, vi vil gerne samarbejde, og ja, vi er klar over, at vi hermed mister den fulde kontrol over alting selv'. Det er en accept af, at vi kan gøre det bedre sammen end hver for sig,« siger forsvarsministeren.