/forskning

Russerne bekræfter: Vi har nået søen under isen på Antarktis

Dataanalyser dokumenter, at iskerneboringen på Antarktis den 5. februar nåede helt ned til Lake Vostok næsten fire kilometer under isens overflade.

Af Jens Ramskov, torsdag 09. feb 2012 kl. 10:56

Det russiske arktiske og antarktiske forskningsinstitut i Skt. Petersborg bekræfter nu, at iskerneboringen på Antarktis den 5. februar kl. 17.25 dansk tid nåede ned til Lake Vostok, der ligger begravet under næsten fire kilometer is på Antarktis.

Det skønnes, at Lake Vostok på den måde har været isoleret fra omverdenen omkring 15-20 millioner år.

Vladimir Lukin, som leder den russiske antarktiske mission, skriver i en officiel meddelelse på forskningsinstituttets hjemmeside, at boreholdet om aftenen den 4. februar på en dybde af 3.766 meter fik kontakt med en lomme med vand, som i visse medier fejlagtigt blev tolket, som om selve søen var blevet nået.

Han oplyser, at det først var den efterfølgende dag, at sensorer viste, at søen blev nået – det var i en dybde af 3.769,3 meter.

Idet boret nåede ned gennem isen, pressede vand fra søen den boreolie, der findes i borehullet, op gennem borehullet.

Vladimir Lukin skriver, at hen ved halvanden kubikmeter boreolie i form af kereson (lampeolie) og freon på den måde blev presset op gennem toppen af borehullet – nøjagtigt som det allerede for 11 år var beskrevet, det ville ske.

Det skulle også betyde, at den subglaciale sø ikke er blevet forurenet.

Dansk tillykke til russerne
Iskerneforsker Jørgen Peder Steffensen fra Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet, fortalte i går aftes på TV 2 News, at russerne til fulde havde kopieret de danske boreteknikker i Grønland til boring i varm og blød is i bunden af iskappen.

Han ønskede i øvrigt russerne til lykke med deres præstation.

Der været en del diskussion om, hvorvidt russerne var berettiget til at bore helt ned til søen. Men Jørgen Peder Steffensen mente, at de var i deres fulde ret hertil, efter de har været på stedet i Antarktis siden 1957. Og det er meget kompetente forskere, forklarede han.

Udforskningen fortsætter til december
Boringerne er nu afsluttet for i år, hvor vinteren nærmer sig med hast på Antarktis. Størstedelen af forskerholdet fra Vostok-stationen befinder sig nu om bord på det russiske forskningsskib isbryderen Akademik Fedorov på vej mod Cape Town.

Boringerne genoptages efter planen til december, hvor man vil forsøge at hente prøver op til overfladen bl.a. for at finde ud af, om der findes liv i søen.

Det vil have afgørende betydning for sandsynligheden for, at liv også findes på Mars eller Jupiters isbelagte måne Europa.



09. feb 2012 kl 11:29

avatar

Thomas Pedersen

Energi og liv

For at kunne opretholde liv skal der tilføres energi udefra. Dette sker normalt via sollys og fotosyntese. Under 3600 meter is er der intet sollys. Energi kan også komme i form af varme fra jordens indre. Der hvor de tektoniske plader mødes findes ofte termiske "vents", som giver anledning til masser af liv. Så vidt jeg kan se på diverse kort ligger Lake Vostok midt på den antartiske plade, så der er næppe den slags termiske vents. Så hvor skal energien til liv i Lake Vostok komme fra?


09. feb 2012 kl 11:43

Jens Ramskov

Her kommer energien fra:

Læs f.eks. her:
http://records.viu.ca/~earles/....htm

Sub-glacial lakes exist because the base of the ice is not as cold as one might think, and also because at the extreme pressure of all of that ice, the melting pointing of water is a few degrees cooler than at surface. The source of the warmth is the flow of geothermal heat through the crust. Even a normal amount of geothermal heat is sufficient, but it appears that Lake Vostok is situated in a rift valley setting, so it is possible that there is a higher than average flow of heat in this area.

Og endnu mere her:
http://www.ldeo.columbia.edu/r....pdf


09. feb 2012 kl 18:20

avatar

Benny Allan Andersen

Sammenligningen

er vanvittig.

Det vil have afgørende betydning for sandsynligheden for, at liv også findes på Mars eller Jupiters isbelagte måne Europa.

Religiøse mennesker får også altid biblen til at passe lige netop til deres religion. Det vil måske øge sansynligheden en smule; men så afgjort ikke afgørende.


10. feb 2012 kl 02:09

Michael Henningsen

Re: Energi og liv

...........Så hvor skal energien til liv i Lake Vostok komme fra?

Tjaaa, nu har man jo adskillige steder på kloden fundet områder på havbunden i dybder over 4000m. med økosystemer der ernæringsmæssigt har metan som nederste trin i fødekæden, så hvorfor skulle det ikke også være muligt med liv under lidt is.??


10. feb 2012 kl 02:39

Michael Eriksen

Inficeret nu

Tjaeh, nu er boringen og søen i hvert fald inficeret med nutidigt biologisk materiale.

(og så hedder lampeolie "kerosen", ikke "keroson". Og det er nok i noget højere grad flybrændstof end lampebrændstof)


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.