/transport

Bredt trafikforlig: Slut med halsløse VVM-undersøgelser af broer og motorveje

Efter kritik i Ingeniøren griber Folketinget nu ind i forhold til nyttesløse og dyre VVM-undersøgelser af især broer og motorveje. Miljøundersøgelserne skal kun iværksættes, hvis pengene til anlægsprojektet er klar.

Af Kasper Brøndgaard Andersen, onsdag 08. feb 2012 kl. 06:03

Fremover skal der ikke gennemføres dyre VVM-undersøgelser af infrastrukturprojekter, medmindre der er udsigt til, at projektet kan realiseres.

Det er en del af aftalen i det trafikforlig, der i går blev indgået mellem regeringen og oppositionen minus Enhedslisten.

I aftaleteksten fremgår det, at man ved det seneste trafikforlig i 2009 iværksatte en række forundersøgelser og VVM-undersøgelser, selvom der ikke var en kinamands chance for, at infrastrukturprojekterne kunne gennemføres.

Netop det forhold blev også mødt med skarp kritik i Ingeniøren i januar 2012. Forskere kritiserede, at der var bevilget penge til VVM-undersøgelse af Hærmotorvejen og Kattegatbroen, selv om projekterne blev bedømt som dødfødte.

»Når man ser på, hvordan forundersøgelserne er spredt med rund hånd ud over det ganske land, bliver man forvisset om, at sognerådspolitikken fortsat gør sig gældende inden for infrastrukturudviklingen,« sagde professor i geografi og forhenværende medlem af regeringens infrastrukturkommission Christian Wichmann Matthiessen.

I det nye trafikforlig fremgår det, at 'der fremadrettet som udgangspunkt ikke iværksættes nye VVM-undersøgelser, med mindre der kan peges på en realistisk finansieringsmodel for hele det pågældende anlægsprojekt.'

Det vil dog ifølge aftalen stadig være muligt at lave de billigere forundersøgelser, som skal undersøge trafikale problemer og projekters potentiale, står der i aftaleteksten.

Da Grøn Trafik blev indgået i 2009, blev der afsat 400 millioner kroner alene til forundersøgelser og VVM-undersøgelser.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.