Luftfoto af Nordhavnsvej set fra vest, ind over tilslutningsanlægget, her i form af rampeløsningen, der efter alt at dømme bliver sparet væk og erstattet af et lysreguleret T-kryds. (Ill. Københavns Kommune).
Ny besparelse sender Nordhavnsvejen i T-kryds og trafikkaos
Københavns Kommune sparer 83 millioner ved at erstatte en rampe fra Helsingørmotorvejen til Nordhavnsvej med et T-kryds, som trafikken få år senere er vokset ud af.
Læs også
-
Tusindårsregn tvinger Nordhavnsvejen tilbage til skrivebordet
-
Entreprenør udpeget til turbulent vejtunnel-projekt til Nordhavn
Læs mere om
Dokumentation
Et i forvejen spareramt tunnelprojekt til hovedstadens guldrandede nye bydel i Nordhavnen bliver nu yderligere beskåret.
I stedet for en fremtidssikret rampe fra Helsingørmotorvejen, hvor bilerne uden stop kan flette ind på Nordhavnsvejen, bliver det 2 milliarder kroner store Nordhavnsvejprojekt afsluttet med et lysreguleret T-kryds.
På den måde sparer Københavns Kommune 83 millioner kroner, men får til gengæld en løsning, der skal moderniseres få år efter, at den er taget i brug.
For T-krydset er, vurderer Vejdirektoratet, ikke trafiksikkert. Og ifølge et notat fra Teknik- og miljøforvaltningen i kommunen er dets kapacitet hurtigt brugt op.
Kapaciteten rækker nemlig kun til at afvikle trafik til den første etape af udbygningen af Nordhavn på 600.000 etagekvadratmeter, hvilket sandsynligvis sker inden 2020.
Og til den tid vil det koste 150 millioner kroner at anlægge et tilslutningsanlæg med tilstrækkelig kapacitet, fortæller projektchef Anne Kongsfelt:
»Når udbygningen af de første 600.000 etagekvadratmeter har fundet sted, kan man udbygge krydset med den oprindelige fly-over-rampe. Det vil udbygge kapaciteten til at tage imod trafikanter fra yderligere 500.000 etagekvadratmeter og vil koste omkring 150 millioner kroner,« siger Anne Kongsfelt og påpeger, at det lysregulerede T-kryds har den fordel i forhold til rampeanlægget, at det giver mulighed for at dreje direkte ind mod København.
Uenig indstilling
Bortset fra C-, O- og V-medlemmerne har teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune indstillet til Borgerrepræsentationen, der skal beslutte sig i dag, onsdag, at erstatte afslutningsrampen med et T-kryds for at spare pengene.
Jakob Næsager, der er medlem af udvalget for de konservative, begrunder sin modstand:
»Vi stemte imod, fordi løsningen hverken er trafiksikker eller fremtidssikret. Dels er trafikmængden, ifølge Vejdirektoratet, så stor, at det ikke er trafiksikkert at lysregulere. Dels er lyskrydsets kapacitet ifølge et notat fra Teknik- og Miljøforvaltningen opbrugt i 2018. Vi vil ikke være med til at bygge et projekt, hvis kapacitet er opbrugt fire år efter, at det er taget i brug.«
Vejdirektoratet har imidlertid opgivet sin modstand mod at erstatte rampen med T-krydset. Betingelsen var, at kommunen overtog den del af Helsingørmotorvejen, der er placeret ved krydset. Og det er nu sket.
Kamp med staten
Alligevel er de københavnske teknikere forberedt på senere at skulle slås med staten:
’Der kan være en potentiel fremtidig tvist med Transportministeriet om dette (manglen på kapacitet, red.), herunder med inddragelse af aftalegrundlagets forudsætninger’, står der i bilagene til teknik- og miljøudvalgets indstilling.
Frygten for en fremtidig tvist begrundes med, at ’den fælles arbejdsgruppe mellem Transportministeriet og Københavns Kommune omkring fremtidssikring af Nordhavnsvejen i marts 2010 konkluderede, at Nordhavnsvejens udformning med fire spor uden nødspor ikke ville kunne betjene en østlig omfartsvej (en fremtidig havnetunnel, red.) og kun delvis ville kunne betjene en fuldt udbygget Nordhavn. Det samme gælder for Helsingørmotorvejen og tilslutningerne længere mod nord’.
Budgetskred på 150 millioner
Forslaget til, hvordan kommunen kan spare penge ved at lade et lysreguleret T-kryds forbinde Nordhavnsvej og Helsingørmotorvejen lige nord for Ryparken Station, har spøgt længe.
For resultatet af licitationen på vej- og tunnelentreprisen viste, at kommunens projektingeniører havde underbudgetteret tunnelforbindelsen.
Et 150 millioner kroner stort hul skulle dækkes. Og da det ikke lykkedes at skaffe dem ved budgetforhandlingerne, har Teknik- og Miljøforvaltningen bestræbt sig for at spare pengene andre steder i projektet.
Sparemanøvren har imidlertid ikke været nok til at finde de 150 millioner kroner, som projektets budget er overskredet med. I forsommeren 2011, da mulighederne for at spare penge andre steder i Nordhavnsvejprojektet blev undersøgt, vurderede projektfolkene, at de kunne finde 110 millioner på rampen. Men efter at projektets rådgivere har revurderet mulighederne, er besparelsen nu kun på 83 millioner.
De resterende 67 millioner skal Anne Kongsfolk og hendes medarbejdere stadigvæk finde inden for projektets rammer og fremlægge det for Teknik- og Miljøforvaltningen i april.
I forvejen blev projektet i 2010 skåret tre milliarder kroner ned i forhold til det projekt, som kommunen havde håbet at anlægge.






