Trafikforlig: Elektrificering til Esbjerg frigiver 15 IC3-tog
Senest i 2015 skal der være elektrificeret mellem Esbjerg og Lunderskov, så der kan køre eltog hele vejen til vestkysten. Det er trafikpolitikerne blevet enige om i dag.
Politikerne har netop besluttet at elektricifere strækningen Lunderskov - Esbjerg. (Foto: Bane Danmark)
Læs også
-
Trafikpolitikerne trodser DSB-advarsel: Forlig om nyt dobbeltspor i Sønderjylland
-
300 mio. kroner at spare på at udskyde sønderjysk dobbeltspor
-
Blå blok: Højere takster skal betale lynelektrificering af banenettet
-
Blå blok: Pensionskasser kan sikre el-tog til Esbjerg om fire år
Dokumentation
Efter lange og hårde forhandlinger er landets trafikpolitikere blevet enige om at elektrificere strækningen mellem Esbjerg og Lunderskov – et projekt til 1,2 mia. kroner.
En stor del af pengene bliver tager fra Infrastrukturfonden, hvor penge fra tidligere infrastrukturprojekter har været sat til side i tilfælde at budgetoverskridelser. Dette har kunne lade sig gøre idet flere af infrastrukturprojekterne er blevet billigere end man har regnet med.
Samtidig har man fundet 55 millioner kroner til gennemførelse af udbygningen af dobbeltsporet mellem Vojens og Vamdrup.
»Det er dejligt med denne aftale der både gavner passagerer og miljøet«, sagde transportminister Henrik Dam Kristensen (S) da han klokken 15 præsenterede forliget i ministeriet.
Ministeren lader forstå at pengene til dobbeltsporet er resultatet af et kompromis med Venstre, der har kæmpet hårdt med regeringen og især transportministeren om at finde pengene til elektrificeringen, som alle var enige om, var en god idé.
En elektrificering vil nemlig frigive op mod 15 IC3-togsæt, som DSB har hårdt brug for andre steder, fordi IC4-togene er blevet forsinket med flere år. Når strækningen til Esbjerg bliver elektrificeret kan man nemlig køre med eltog på hele strækningen mellem København og Esbjerg – samt i samdrift med mellem København og Flensburg via Padborg.
Nu vil partierne finde de 1,2 milliarder kroner ved at udskyde andre planlagte trafikprojekter og at gøre nogle trafikpuljer mindre. Desuden vil de bruge af det overskud, der er opstået på andre projekter, fordi de ikke har brugt den buffer på 30 procent af anlæsgssummen, der indlægges i alle projekter.
DSB ønsker ikke at kommentere forliget til Ingeniøren. Men bestyrelsesformand i DSB Peter Schütze har tidligere advokeret for elektrificeringen af strækningen Esbjerg-Lunderskov.
»Det ville give en bedre løsning både for kunderne, miljøet og økonomien«, sagde han i november 2011.
»DSB har netop præsenteret et kvartalsregnskab med vækst på 6 pct. i antallet af kunder, der ønsker at bruge toget. Hvis væksten fortsætter er der brug for flere siddepladser overalt i landet. En elektrificering af strækningen mellem Esbjerg og Lunderskov gør det muligt at bruge el-tog på den strækning helt fra København og kan ifølge Transportministeriets beregninger frigøre op til 15 IC3-tog, der kan bruges til at betjene kunder i andre dele af landet, hvor der ikke er elektrificeret. Det vil være til gavn for både Esbjerg og resten af landet,« sagde bestyrelsesformanden.






