Pihl skal anlægge Københavns to nye klapbroer
To nye klapbroer skal få København til at hænge bedre sammen, men der er stadig et stykke vej til Paris' 37 broer og de 2.300 i Hamborg.
Læs også
-
Brokrigen fortsætter: Realdania vil stadig bygge bro til Operaen
Læs mere om
Dokumentation
Det bliver Pihl & Søn, som skal være entreprenører, når København får to nye gang- og cykelbroer.
De to broer er sidste del af et samlet projekt på tre broer, der skal forbinde området ved Kgs. Nytorv og Nyhavn med Operaen på Holmen. Pihl har også entreprisen på den første bro, Inderhavnsbroen, som de skrev kontrakt på tilbage i oktober 2011, og som skal forbinde Nyhavn med den grønlandske handelsplads for enden af Strandgade på Christianshavn.
Herfra vil de to nye broer, Trangravsbroen og Proviantbroen, skabe yderligere forbindelse og sammenhæng, når den første fører fodgængere og cyklister videre fra handelspladsen til enten Prinsessegade på den anden side af Christianshavns Kanal eller til Arsenaløen, mens næste bro forbinder Arsenaløen med Christiansholm og dermed Operaen. Trangravsbroen giver desuden bedre forbindelse til Amager Strand.
Når broerne er færdige i 2013, regner kommunen med, at flere end 3.000 cyklister hver dag vil krydse inderhavnen.
Læs også: Operaens entreprenør skal bygge oplukkelig havnebro
Med de tre nye broer får Københavns Havn ti oplukkelige broer, deraf fem til cyklister og fodgængere. Til sammenligning har Paris 37 og Hamborg 2.300 forskellige broer.
Hovedparten af broerne finansieres med 216 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. For Operaens glade giver brød sig så lidt om kommunens og Realdanias planer om at lade en bro gå fra kajen ved Skuespilhuset og direkte over til Operaen, at fonden for at sikre sig en anden løsning betalte gildet næsten selv. Kommunen betaler 37,5 millioner kroner.
Rådgivningsteamet på Trangravsbroen og Proviantbroen er Dietmar Feichtinger Architectes i samarbejde med WTM International Engineers.
De nye broer skal være oplukkelige og have frihøjder, der mindst svarer til de eksisterende broer i Inderhavnen og kanalerne, i et forsøg på at tilgodese sejlere.
Efter planen indvies broerne om et år.






