Nyt polarcenter på DTU skal undersøge grønlandsk skimmelsvamp
Nyt tværgående DTU-center, Polar DTU, skal sikre, at forskning i det arktiske område ikke kun finder sted i Grønland. En af opgaverne bliver at se på skimmelsvamp til udvikling af enzymer.
Læs også
Læs mere om
DTU har oprettet et tværgående center for polare aktiviteter, der skal understøtte de aktiviteter, som flere DTU-institutter har i de arktiske og antarktiske områder.
Centerlederen for det nye Polar DTU er vicedirektør for DTU Space Niels Andersen, der i en pressemeddelelse forklarer, at DTU har ambitioner om at bidrage til udviklingen i Arktis som helhed – hvad enten det er i Rusland, Canada eller Grønland.
Center for Arktisk Teknologi (Artek) under DTU Byg, der som tidligere omtalt på ing.dk har været udsat for et dramatisk skifte i ledelsen for to uger siden, vil indgå i Polar DTU. Artek uddanner bl.a. diplomingeniører i Sisimiut.
Niels Andersen oplyser, at Polar DTU vil have fokus på Arktis, men også vil interessere sig for forholdende i Antarktis.
Et af de projekter, som Polar DTU vil sætte i gang, hvis finansieringen kommer på plads, er en kortlægning af skimmelsvampe i Grønland.
Lektor Birgitte Andersen fra DTU Systembiologi oplyser, at man i dag kun ved ganske lidt om skimmelsvampe i Grønland, der er et stigende problem i disse i år Grønland.
Hun mener, det vil være oplagt af lave en kortlægning af problemet ved at få forskere til at tage prøver, når de alligevel befinder sig i Grønland.
Birgitte Andersen forklarer, at svampene ikke nødvendigvis kun er et problem. Hun håber, at forskningen kan føre til udvikling af enzymer til biotekindustrien, som kan virke ved meget lave temperaturer.






