Venstre vil frede oliefyr
Jyllands-Posten Regeringen har lagt op til, at landets oliefyr i private hjem skal udskiftes inden 2030, men det vil Venstre ikke være med til.
Læs også
-
Rapport: Skift til varmepumper kan være en dårlig forretning
-
Eksperter til regeringen: Tænk fjernvarme, gas og biler ind i smart grid
Læs mere om
De CO2-udledende oliefyr skal udfases snarest muligt til fordel for mere miljørigtige alternativer som fjernvarme og naturgas, mener regeringen. Men Venstre sætter sig imod.
»Hvis man bor på landet uden adgang til fjernvarme, skal man have lov til at sætte et nyt oliefyr op adskillige år endnu. Det kan ikke nytte noget, at vi tvinger folk til at installere et jordvarmeanlæg til 150.000 kr., når oliefyret går i stykker. Vi er nødt til at vente, til der er udviklet billigere alternativer. Ellers kan vi ikke acceptere det,« siger energiordfører Lars Chr. Lilleholt (V) til Jyllands-Posten.
Oliefyrenes overlevelse er det seneste af Venstres krav i forhandlingerne, der også omfatter mindre ambitiøse målsætninger og færre afgifter til danskerne. Regeringen har skåret små 2 mia. kr. af de 5,6 mia. i øgede afgifter, der tidligere blev lagt op til, men regeringspartierne er mindre imødekommende over for Venstres seneste krav.
»Olieprisen kommer til at stige betragteligt, og derfor vil det være synd for de boligejere, der binder sig til oliefyr. Det vil være en forkert beslutning at udskyde udfasningen af fyrene,« siger Rasmus Helveg Petersen (R) til Jyllands-Posten.
Regeringen ser afskaffelsen af oliefyrene som en metode til at sænke CO2-udslippet, men Jyllands-Posten kan i dag fortælle, at ca. 150.000 af de omfattede oliefyr står i landdistriketer, hvor der ikke er et reelt, klimavenligt alternativ.
Læs hele historien i Jyllandspostens førstesektion eller læs mere på jp.dk.






