Når noget er blevet tamt, er det, fordi det er blevet underlagt menneskets kontrol, udvalgt til at have egenskaber, som passer til vores ønsker og behov. Men noget tyder på, at visse arter også kan tæmme sig selv, og at vi mennesker er én af disse - med store konsekvenser for vores fremtidige udseende og adfærd.

I en interessant ny artikel i fagbladet Animal Behaviour har antropologen Brian Hare fra Duke University sammen med Victoria Wobber og Richard Wrangham fra Harvard sammenlignet chimpanser med bonobo-aber. På trods af deres nære genetiske slægtskab (99,6 procent ens), har de meget forskellige adfærdsmønstre. Mens chimpanserne ofte er aggressive og i krig med hinanden, kysser og krammer bonoboer hele tiden, uagtet køn eller rang. Hare og kolleger mener, at årsagen til bonoboers sympatiske 'medabelighed' er et resultat af 'selvdomesticering': Den naturlige udvælgelse har langsomt selekteret aggressiviteten bort, lidt ligesom vi mennesker har gjort det med hunde, heste og alle mulige andre dyr. Årsagen til bonoboernes lavere aggressivitet er uklar, men den menes at være blevet hjulpet på vej af dannelsen af Congo-floden for 1,5-2 millioner år siden. Den adskilte aberne i to grupper, og gjorde sydsiden (bonoboerne) mindre afhængig af konkurrencen om mad.

Sammenligner man bonoboer med andre domesticerede dyr, viser der sig flere fællestræk, siger Hare. Et smallere kranium, mindre tænder og hår, en legende adfærd og en generel tendens til at bibeholde juvenile træk langt ud i voksenlivet - noget man også kalder 'neoteni' eller 'paedomorphosis'. Idet tæmning hovedsageligt handler om at fravælge aggressiviteten, men alligevel medfører så mange kropslige og adfærdsmæssige forandringer, må aggressivitet være koblet til en hel gruppe af genetiske kendetegn, siger forskerne. Det er også overraskende, hvor nemt det er at fremme tamme varianter af en art. Da den russiske genetiker Dmitri Beljajev ynglede på vilde sølvræve i 1950, havde han kun brug for cirka 20 generationer for at få domesticerede rævehvalpe, der havde mistet stort set al deres aggressivitet.

Brian Hares artikel er blevet modtaget positivt, men enkelte evolutionsbiologer og psykologer, heriblandt etologen Franz de Waal, mener dog, at der er brug for flere eksempler end bonoboen, inden man kan sige, at selvdomesticering er en reel evolutionær kraft og ikke bare et 'freak of nature'. Men måske skulle Franz se sig selv i et spejl: Vi mennesker er det bedste eksempel på en juvenil variant af vores forfædre: Vi har mindre hår, parallelt stående tommelfingre og storetæer, lille kæbe, er mere legende, undersøgende, og så videre. I en særdeles velresearchet og rost bog, 'The Better Angels of Our Nature', viser den evolutionære psykolog Steven Pinker desuden, at menneskets voldelighed er faldet, både i det lange historiske perspektiv og på kort sigt (på trods af to verdenskrige i løbet af de sidste 100 år).

Konklusionen er oplagt. Vi er ligesom bonoboen i fuld gang med at domesticere os selv. Vi sætter en civilisatorisk og dermed evolutionær præmie på mindre aggressivitet, fordi vi bruger vores højt specialiserede hjerner til at støtte hinanden i stedet for at konkurrere om føde og andre ressourcer. Der er selvfølgelig lejlighedsvise sammenbrud i den fortælling, og der er naturkatastrofer og mange kortvarige konflikter. Men de er midlertidige. I det store billede er vi i gang med en lang og lalleglad march mod sødladenhed og barnagtig latter, hvor vi iført joggingtøj som voksne teenagere med små kæber og store skaldede kranier løser konflikter ved at kysse og kramme hinanden.