Europas kraftværker synger på sidste vers
Stribevis af kraftværker i Europa står foran udskiftning eller levetidsforlængelse, og det åbner for et valg mellem fossile teknologier og vedvarende energi. Men de politiske rammer er alt for usikre, påpeger fagfolk og eksperter.
Pensionsmodne kraftværker: Søjlerne viser, hvor stor en del af de enkelte landes produktionskapacitet der frem til 2035 er moden til udfasning. Analysen er lavet på baggrund af data fra Det Internationale Energiagentur og Euroelectric. (Kilde: Dansk Energi - Grafik: Lasse G. Jensen)
Læs også
-
Hårdt presset Europa styrer direkte mod flere kul- og gaskraftværker
-
Yderst effektivt gaskraftværk fra Dong tilpasser sig vindkraften
-
Forsinkede a-kraftplaner sender 8,5 mio. britiske husstande ud i fattigdom
Læs mere om
Den europæiske energisektor står over for et afgørende vendepunkt: 70 procent af de europæiske kraftværker er over 30 år og skal derfor enten levetidsforlænges eller udskiftes for at levere en produktion, der svarer til det europæiske forbrug. Og deres ejere står over for et valg mellem at fortsætte med fossile brændsler eller gå over til mere klimavenlige alternativer.
»Det er en voldsomt stor udfordring for den europæiske energisektor. Vi vil mangle, hvad der svarer til 70 af de største moderne atomreaktorer for at dække hullet mellem produktion og efterspørgsel om bare otte-ni år,« siger Ulrich bang, EU-chef i Dansk Energi.
Brancheorganisationen illustrerer problemstillingen i en ny analyse, hvor de har sammenholdt data fra Det Internationale Energiagentur (IEA) med data fra den europæiske organisation Eurelectric.
Analysen viser, at 70 procent af de europæiske kraftværker er over 30 år gamle, og kigger man specifikt på kulkraftværkerne, er det 86 procent, der skal udskiftes i de kommende 25 år.
Alene i 2020 vil der mangle produktionskapacitet, der kan levere 900 TWh årligt, hvis værker skrottes uden at blive erstattet af ny kapacitet. Det svarer til 30 gange Danmarks forbrug.
Problemet er, at den økonomiske krise kombineret med manglende klare økonomiske og politiske signaler har rejst stor tvivl blandt energiselskaberne om, hvilken retning Europa reelt går i, og dermed om, hvilke produktionsteknologier, de skal investere i: fossile eller vedvarende.
Derfor tøver selskaberne enten med de nye investeringer eller tyer til levetidsforlængelse af gamle, fossile værker.
»Skal man som investor bygge et nyt kraftværk i dag, vil det billigste være at bygge kul eller gas, sådan er markedspriserne. Men samtidig kan investorerne jo godt se, at det ikke er den vej, vinden blæser,« siger Ulrich Bang.
Således er der ikke investeret i ny kapacitet i Tyskland, Storbritannien, Italien og Polen i årevis – bortset fra mindre lokale projekter. I de fire store lande trænger kraftværker med en samlet kapacitet svarende til cirka 145 GW til at blive udskiftet inden 2035. Værst er det i Polen, hvor stort set hele kraftværksparken til den tid vil være pensionsmoden. Også mindre lande som Finland, Tjekkiet og Danmark står med en park af snarligt pensionsmodne kraftværker.
»I de næste år vil vi se en betydelig nedgang i byggeriet af ny kapacitet i Europa. På den mellemlange bane forventer vi, at en produktionskapacitet svarende til 30 GW vil være afviklet. Det vil betyde, at en række lande skal bygge nye kraftværker bare for at klare forsyningssikkerheden,« siger Fabien Roques, der er analytiker ved IHS Cera i Paris og ekspert i den europæiske energisektor.
En af de afgørende grunde til, at udbygningen er gået i stå, er udviklingen på det europæiske marked for CO2-kvoter.
Ideen med kvotemarkedet er dels at fastsætte en maksimal CO2-udledning fra hele EU, dels at sætte en pris på CO2-udledningen ved at gøre det muligt for virksomhederne at handle med deres udledningstilladelser. Med en pris på CO2-udledning skulle det i teorien blive lukrativt at investere i nye kraftværker, der ikke udleder CO2. Men da den økonomiske krise satte ind i 2008, blev CO2-udslippet reduceret helt af sig selv, og ingen havde derfor brug for CO2-kvoter, hvorved prisen er faldet til under 10 euro – eller 75 kroner – pr. ton.
Til sammenligning kræver det, ifølge beregninger fra Dansk Energi, for eksempel en kvotepris på omkring 30 euro pr. ton i 2020, hvis landvindmøller skal kunne konkurrere med kulkraft og havvindmøller med gaskraft.
Derfor vil en fortsat lav kvotepris ikke gøre det attraktivt for energiselskaberne at investere i andet end kul og gas. Og selvom kvotesystemet bliver ændret efter 2012, hvor virksomhederne skal betale for deres CO2-kvoter, så frygter man stadig lave priser. Blandt andet fordi det er tilladt at overføre ubrugte kvoter fra den nuværende periode - 2008-2012 - og ind i den næste periode, der løber frem til 2020.
Det er næsten ufattelige summer, der skal til for at sikre omstillingen til vedvarende energi.
Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) vil det over de næste 25 år kræve mellem 1.900 og 2.700 milliarder euro (14.000-20.000 mia. kr., red.) at imødegå den stigende efterspørgsel, sikre en dekarbonisering i sektoren og erstatte aldrende kraftværker. Og problemet vokser, som tiden går uden klare politiske og økonomiske instrumenter til investorerne.
Samtidig advarede IEA i november om, at muligheden for en reel omstilling af energisektoren snart forsvinder, fordi den reelt bliver dyrere og dyrere, som tiden går. For hver dollar, der ikke bliver investeret inden 2020, vil det kræve 4,3 dollars efter 2020 at kompensere for de øgede emissioner, skrev IEA i sit ‘World Energy Outlook’.
Brian Vad Mathiesen, lektor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, mener, at de politiske ambitioner måske nok er til stede, men de reelle økonomiske virkemidler mangler.
»Samtidig er det meget store investeringer, som skal foretages. Det er derfor afgørende, at vi griber chancen nu for at investere i de teknologier, som kan sikre mere vedvarende energi i det europæiske system,« siger han.
Brian Vad Mahtiesen kalder den nuværende situation med de aldrende europæiske kraftværker for ‘en gylden mulighed’.
»Vi kan én gang for alle indfase nogle af de kraftværksteknologier, der bliver brug for i fremtiden, og som har været en EU-ambition gennem rigtig mange år. Det vil blandt andet være fleksible og effektive kraftværker, hvor kraftvarme udnyttes gennem fjernvarme, som et stort flertal af danskerne alle kender fra deres hverdag, og som regulerer hurtigt i takt med den stigende andel af vedvarende energi,« lyder vurderingen fra Aalborg-forskeren, og han fortsætter:
»Det vil være oplagt set på europæisk niveau, fordi det vil være samfundsøkonomisk fornuftigt. Det er desuden en god mulighed for at sikre en effektiv udnyttelse af brændslerne at få skiftet kulkraftværker ud med værker, der kan anvende VE-gasser,« siger Brian Vad Mathiesen.
Men problemet er, at flere regeringer er under pres og samtidig skærer i støtten til vedvarende energi, påpeger Fabien Roques fra IHS Cera.
»Hvis den trend fortsætter, vil det gøre det meget svært at nå 2020-målene for vedvarende energi, og det vil true EU’s langsigtede mål,« siger han.
For Dansk Energi handler det derfor om at få erstattet den aldrende kraftværkskapacitet. Men det skal være de rigtige løsninger, hvor vi investerer i vedvarende energi i Europa og ikke i fossile brændsler fra Rusland eller Mellemøsten.
»De valg, vi træffer nu, skal vi leve med de næste 30-40 år, hvor de vil præge energisektoren. Men jeg kan godt være nervøs for, om vi træffer de rigtige beslutninger for investeringerne,« siger Ulrich Bang.
