/byggeri

Skævt indblik i arkitektens arbejdsmetode

Udstillingen ‘Drawing by Drawing - arkitektens tegninger’ på Dansk Arkitektur Center indbyder til et unikt kig på, hvordan nogle af verdens førende arkitekter bruger tegningen som meget andet end blot et redskab til at vise, hvordan et bygningsværk konkret skal se ud.

Af Stine Daugaard , lørdag 04. feb 2012 kl. 16:00

Gennem 2.000 år har arkitekters væsentligste arbejdsredskab været det samme – evnen til at tegne og skabe i hånden med alt fra banale blyanter til et bredt spektrum af farver og materialer. Men inden for de seneste 20 år er der sket et betydeligt skred mod digitale tegneprogrammer og -redskaber, som har været med til at forandre arkitekttegninger for altid.

Den forandring sætter Dansk Arkitektur Center (DAC) fokus på med udstillingen ‘Drawing by Drawing – arkitektens tegninger’, som for første gang samler personlige tegninger og skitser fra en unik gruppe internationale arkitekter. Udstillingen giver et enestående indblik i et visuelt univers, der som fællesnævner har skabelsen af arkitektur, men som i sit udtryk er særdeles forskelligartet.

»Vi viser over 100 forskellige bud på, hvordan arkitekters tegninger kan se ud. De er personlige udtryk, der tegning efter tegning viser glimt af arkitektens proces. I dag, hvor digitale værktøjer i høj grad er med til at visualisere arkitekturens fysiske former, håber vi at få publikum til at reflektere over, hvor forskelligt og kreativt man kan arbejde med visualiseringen af en idé,« fortæller Kent Martinussen, administrerende direktør i DAC.

Arkitektur som kunst

Når man bevæger sig rundt på udstillingen, er det svært ikke at blive lige dele fascineret af og overrasket over, hvor forskelligt tegningerne tager sig ud. Lige fra de tegninger, der er tydelige arbejdstegninger, som tjener et konkret formål som arbejdsplan i et videre forløb, til kunstneriske udfoldelser, der er langt fra det, de fleste nok umiddelbart vil forbinde med en arkitekttegning, og som i stedet har bevæget sig langt over grænsen til det abstrakte, moderne og kunstneriske.

Som eksempelvis Christine Howleys kreative 3D-modeller i assorterede materialer som wire, perspex og maling, der folder sig ud i flere niveauer; eller den store og enormt detaljerige tegning ‘Hidden City’ af Sir Peter Cook, som er næsten overvældende med sine utallige små tegnede og malede detaljer, der alle møjsommeligt er udarbejdet i hånden.

På nogle af tegningerne er det åbenlyst nemt at genkende former, faconer og meninger, mens andre for alvor sender den kreative sans på overarbejde, og sammenlagt spænder udstillingen bredt fra det ultrasimple bestående af ganske få og helt enkle streger til det overdådige og overmåde detaljerede og fra det poetiske til det brutale.

Blandt de meget enkle tegninger findes blandt andet Henning Larsens rå skitser til Udenrigsministeriet i Riyadh, udført i blyant og blåt farvekridt, som på ganske enkel, men samtidig sigende vis beretter om de tanker og ideer, der i begyndelsen af 1980'erne sikrede hans tegnestue den prestigefyldte opgave i Saudi Arabien.

Centreret om dynamisk nordmand

Men trods forskelligheden er udstillingen samtidig samlet om arkitekttegningen som formidler af begreber som rum, forløb, lys, materialitet, skalaer, muligheder og visioner. Samtidig viser udstillingen, hvordan tegninger kan fungere som alt fra et visionsredskab, der skal fungere til at afdække lag af arkitekturens udtryk til at være en konkret præsentation af en kommende eller allerede udført bygning.

Desuden har udstillingen yderligere en væsentlig rød tråd. For omdrejningspunktet for udstillingen er den dynamiske og visionære norske arkitekt Svein Tønsager, der frem til sin død i 2006 ikke alene markerede sig som en markant og engageret underviser ved Arkitektskolen Aarhus, men som også fra begyndelsen af 1980'erne var centrum for et europæisk-amerikansk netværk af arkitekter, der var centreret omkring udvekslingen af tanker og ideer om arkitektur.

Netværket tog udgangspunkt i personer, der havde tilknytning til Arkitektskolen Aarhus og udviklede sig til et meget stort internationalt netværk af arkitekter, som ofte var relaterede til de mest progressive og markante arkitektskoler i Europa og USA, og sammen udforskede de arkitekttegningens potentiale. Ud over forbindelsen til Arkitektskolen Aarhus og ikke mindst Svein Tønsager delte alle i netværket desuden en særlig passion for arkitekturen og en stor kærlighed til arkitekttegningen og dens utallige facetter og muligheder, som man får et glimrende indblik i på udstillingen.

En almindelig tegning

Ud over de mere end 100 tegninger, skitser og computergenererede tegninger underbygger udstillingen desuden den forskelligartede opfattelse af tegningen som medie gennem citater fra forskellige arkitekter på store plancher, som hver især bidrager med deres opfattelse af arkitektens tegninger, deres muligheder og begrænsninger.

Som eksempelvis den amerikanske arkitekt Tod Williams:

»Dette er en almindelig tegning. Faktisk er alle mine tegninger almindelige; de er kun midler til at nå et mål. Jeg tegner for at finde ud af, hvor jeg selv er i forhold til de rum, jeg tænker på. Jeg tegner for at forstå problemet og bliver ved med at tegne for at finde en løsning. Så udvikler jeg langsomt tegningen, indtil den bliver til en bygning. Det er sjældent, jeg beholder en tegning, når først jeg ser det hele klart. Værket flytter sig og kan genopleves i en ny form.«

Eller som professor og tidligere rektor ved Arkitektskolen Aarhus Nils-Ole Lund udtrykker det:

»Arkitektur er det muliges og begrænsningens kunst og kan naturligvis ikke reagere på alle nye tankestrømme. Når arkitekterne desperat forsøger, opstår der spændinger mellem form og indhold; spændinger der kan udnyttes og omsættes i billeder.«

‘Drawing by Drawing – arkitektens tegninger’. Dansk Arkitektur Center, Strandgade 27B, 1401 København K. Udstillingen løber frem til 18. marts 2012.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.