/forskning

Teknologirådet kan fortsætte som privat institution

Uddannelsesministeren åbner for, at private kan videreføre Teknologirådet. Forslaget møder støtte fra både Konservative og Enhedslisten.

Af Claus Djørup, fredag 03. feb 2012 kl. 10:55

I et lovforslag om Teknologirådets nedlæggelse har uddannelsesminister Morten Østergaard (R) indskrevet en invitation til, hvem der måtte ønske at overtage og videreføre teknologivurderingsorganet med navn, computere og andre aktiver.

'Som led i afviklingen af Teknologirådet kan Teknologirådets aktiver og passiver overdrages helt eller delvist fra Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser til en offentlig organisation, erhvervsdrivende fond eller privat virksomhed,' hedder det i lovforslagets bemærkninger.

»Det er en god idé, hvis man kan finde en alternativ model, så Teknologirådet kan føres videre f.eks. gennem en privat fond. Jeg sagde allerede, da vi indgik finanslovaftalen, at jeg ville arbejde for en alternativ løsning, og det vil jeg fortsætte med,« siger forskningsordfører Pernille Skipper (EL).

Forskningsordfører Mai Henriksen (K) har modtaget henvendelser om videreførelse af rådet, som hun overvejer.

»Jeg udelukker ikke, at Teknologirådet kan fortsætte i privat regi. Jeg vil gerne se, hvordan det kan skrues sammen. Vi ser positivt på, at noget kan udvikle sig fra at være i offentligt regi til at blive privat,« siger Mai Henriksen.

I kommentarerne til høringssvarene taler uddannelsesminister Morten Østergaard (R) om at fritstille området, dvs. at 'der gives mulighed for, at andre, herunder private aktører, vil kunne videreføre de aktiviteter, som Teknologirådet hidtil har udført'.

Én støtte blandt 111 høringssvar
Forsknings- og innovationsstyrelsen har modtaget 111 høringssvar, hvoraf de 102 har substantielt indhold. En del af reaktionerne er udenlandske.

'Hovedparten af høringssvarene er negative over for lovforslaget,' hedder det i styrelsens høringsnotat.

Kun ét høringssvars afsender nævnes i ministeriets summariske gennemgang, nemlig CO-industri med otte fagforbund som medlemmer, som går mod strømmen ved aflevere det eneste udtrykkeligt positive svar: 'Det er positivt at sikre forskningsreserven ved nedlæggelse af Teknologirådet'.

Smagsdommerråd tager nedlæggelse ad notam

En del institutioner og organisationer undlod at afgive høringssvar, og enkelte skrev blot, at beslutningen blev taget til efterretning. Det gælder eksempelvis det sundheds- og miljøetiske råd: 'Det etiske råd har haft et udmærket samarbejde med Teknologirådet i begrænset omfang og tager beslutningen om ophævelse af Teknologirådet til efterretning.'

Blandt de stærke støtter for bevarelse af Teknologirådet er LO og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som dybt beklager, at Teknologirådet skal stå for skud i en underfinanslovaftale fra 15. november mellem alle otte partier.

DJØF anfører i lighed med andre, at Teknologirådet hjemfører flere millioner kroner i EU-støtte.

Megen ros
Forsknings- og innovationsstyrelsens resumé inddeler de negative høringssvar i syv grupper (kun ét er decideret positivt):

1) Teknologirådet besidder en særlig faglighed og ekspertise opbygget igennem de seneste 25 år.

2) En international evaluering bør gennemføres, så nedlæggelsen ikke sker på uoplyst grundlag.

3) Det økonomiske ræsonnement vedr. besparelsen på 10 mio. kr. holder ikke, da Teknologirådet skaber mere værdi end de 10 mio. kr. og hjemtager EU-midler til sine projekter.

4) Særligt de udenlandske høringssvar fremhæver det danske teknologiråds internationale rollemodel for borgerinddragelse i teknologi- og forskningsdebatten.

5) Teknologirådet er demokratiskabende og forskningsformidlende qua sine borgerhøringer og konsensuskonferencer.

6) Teknologirådets konstruktion sikrer en uafhængig og uvildig ’stemme’ på et område, som er kendetegnet ved en stadigt stigende kompleksitet og fragmenteret debat.

7) Teknologirådets nuværende kompetence bør sikres, således at den opbyggede viden og ekspertise ikke spredes og dermed går tabt. Nogle høringssvar udtrykker håb og forventning om, at Teknologirådets hidtidige opgaver løses i andet regi.

'Teknologirådets kompetencer går ikke nødvendigvis tabt ved nedlæggelsen. De kan søges videredraget i andet regi. I ønsket om omprioritering af ressourcerne samt fritstilling af området, som Teknologirådet hidtil har varetaget, ligger tillige en mulighed for at lade de relevante kompetencer videreføre, hvis de bliver efterspurgt,' slutter Morten Østergaard sine kommentarer.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.