Der er gyldne håb om beskæftigelse for de over 7 procent unge ingeniører i 20'erne, der er uden job, og som har svært ved at vinde fodfæste på et kriseramt arbejdsmarked herhjemme. Norge mangler 16.000 ingeniører på grund af boomende olieindustri, to nye, store oliefund og fortsat høje priser på det sorte guld.

Næsten lige så gode er mulighederne i Sverige, hvor fagforeningen ST forventer, at den svenske stat kommer til at mangle 9.500 medarbejdere. Her er man kommet bedre gennem krisen end i Danmark, og det offentlige investerer stort i infrastruktur, energi og miljø.

I Sverige er arbejdsløsheden blandt ingeniører faldet det seneste år. Den er nu helt nede omkring 0,8 procent. Norge opgør sin ingeniørarbejdsløshed til 1 procent. Selv om arbejdsløsheden blandt hele gruppen af ingeniører herhjemme ikke er direkte alarmerende, ligger den på næsten 3 procent.

Den strukturelle ingeniørarbejdsløshed blandt vores nordiske brødre er dermed nær nul, og konkurrencen om kandidaterne er hård. Derfor nurser eksempelvis olievirksomhederne deres udenlandske ansatte med etableringsstøtte, fordelagtige låneaftaler, bolighjælp, private børneinstitutioner og massiv efteruddannelse. Og da lønnen mindst er på niveau med den danske, er selv den grønneste klimaingeniør fristet til at skifte spor og arbejde for fossilindustrien.

De mange ledige nordlige arbejdspladser vil trække kompetent arbejdskraft ud af landet på kort og mellemlangt sigt. Ifølge Ingeniør foreningen arbejder allerede 500 danske ingeniører i Sverige og 200 i Norge, og foreningen oplever en stigende interesse fra medlemmer, der ønsker at prøve lykken mod nord.

Imidlertid er der herhjemme en del virksomheder, der har tomme stole til ingeniører. På det seneste har særligt offshore-branchen med udgangspunkt i Esbjerg fortalt om 100 ubesatte ingeniørjob. Men her er gaverne begrænsede. En del virksomheder forventer at få specialister serveret på et sølvfad og investerer sjældent i efteruddannelse af ingeniører, der ikke lige har den rigtige kompetenceprofil.

Måske har danske virksomheder ikke de samme muskler, som den norske olieøkonomi giver. Men konsekvensen synes klar. Der er risiko for at miste dele af tilvæksten i den videnmuskel, som samfundet har betalt for og bygget op, til nabolande. De tilbyder et langt mere internationalt arbejdsmiljø end det danske og en tradition for at se positivt på udenlandsk arbejdskraft som en uvurderlig ressource, de er stærkt afhængige af.

Føj til, at prognoser vurderer, at der vil mangle over 10.000 ingeniører i Danmark ved indgangen til næste årti, og vi har signalementet af en udfordring, der end ikke behøver globaliseringsspøgelset fra Bric-landene for at være alvorlig. Alene regionaliseringen af arbejdspladserne mellem de skandinaviske lande kan blive en betydelig opgave for os at løse.

Løsningen er ikke at kæmpe imod udviklingen. Derimod må virksomheder og myndigheder tune sig ind på de internationale kanaler. Ikke alene løber de ind i, at en stadigt større del af de danske ingeniører foretrækker udlandet. De risikerer også, at udenlandske ingeniører ser forbi Danmark, når de søger job.