/transport

Bluetooth og smartphone-apps skal styre Københavns trafik

Bluetooth, spoler og smarte apps til navigationsenheder og smartphones er blot nogle af de initiativer, som Københavns Kommune har i tankerne, når det gælder kommende intelligent trafikstyring (ITS).

Af Torben R. Simonsen, torsdag 02. feb 2012 kl. 13:50

Københavns Kommune har netop indgået servicekontrakt med nederlandske Imtech/Peek om servicering og opdatering af reguleringen af kommunens over 350 lyskryds. Aftalen betyder blandt andet, at kontrolskabenes servere kommer over på en ny leverandøruafhængig platform, samt at de kan opkobles i netværk.

»Vi ønsker jo, at vi fra centralt hold kan udføre trafikledelse. Vi har visse muligheder i dag, men med en samlet netværksintegreret løsning vil det være betydeligt lettere at trafiklede både i forhold til planlagte hændelser og uplanlagte hændelser,« siger områdechef i Københavns Kommune, Center for Trafik, Steffen Rasmussen til ing.dk.

Kommunen arbejder på to spor, når det gælder trafikstyring eller trafikledelse, som Steffen Rasmussen kalder det. Dels hvordan trafikken ledes optimalt gennem byen i forhold til planlagte vejarbejder eller pludseligt opståede uheld, og dels trafikanterne selv og deres mulighed for at styre sig optimalt gennem trafikken.

Kommunen har hentet penge til ITS-projektet inden for kommunens overordnede vision om at være verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025, og det er også i høj grad det, der er kommunens fokus.

»En oplagt mulighed er at udvikle et system, der kan kommunikere med den navigationselektronik, der allerede findes i lastbiler. Det kan eksempelvis være i Folehaven (stærkt trafikeret indfaldsvej til København red.), hvor chaufføren kan få oplyst, hvilken gennemsnitshastighed han skal holde for at kunne få grøn bølge. Det vil ikke alene give mindre belastning af miljøet, men også være en stor økonomisk fordel for vognmanden,« siger Steffen Rasmussen.

Grøn bølge til cyklister
Kommunen har i øjeblikket Cowi til at beregne konsekvenserne for de forskellige ITS-løsninger, så et præcist tal for reduktion i udslip har Steffen Rasmussen ikke lige i øjeblikket. Men han gør samtidig opmærksom på, at der i eksemplet med Folehaven også er tale om en indfaldsvej, hvor der bor mange mennesker, og hvor en blødere trafikafvikling ud over bedre miljø også vil betyde mindre støj.

Også cyklisterne er i fokus i Københavns Kommunes CO2-satsning. Målsætningen er at få flyttet bilister op på cyklerne blandt andet ved at anlægge såkaldte supercykelstier, men også intelligente grønne bølger er med på mulighedernes liste.

»Vi arbejder eksempelvis med et scenarie, der opsamler Bluetooth-signaler fra cyklisternes mobiltelefoner, og som kan give besked til systemet om at holde grønt lys for cyklisterne, hvis de er mange nok,« fortæller Steffen Rasmussen.

Kommunen har allerede såkaldte grønne bølger for cyklister, men de er afhængige af, at cyklisterne kører med en bestemt hastighed for at fungere – som regel 20 km/h – og som områdechefen gør opmærksom på, så er det måske ikke altid, at cykelfarten rammer de tyve kilometer i timen.

»Her kunne man forestille sig en app eller en integration med ruteplanen, hvor den aktuelle grøn-bølgehastighed på en bestemt rute markeres, og man på den måde kan få flere til at tage cyklen,« siger han.

For låste til leverandører i dag
Kommunen arbejder desuden sammen med trafikselskabet Arriva, der også er med til at indsamle data til brug for intelligent trafikstyring, og her forestiller Steffen Rasmussen sig, at teknologien kan hjælpe den rejsende i bussen med besked om at skifte til eksempelvis Metro eller S-tog, hvis et uheld eller vejarbejde vil medføre betydelige forsinkelser på busruten.

»Vi ser os selv som en formidler af pålidelige data, som andre kan udnytte til udvikling af applikationer eller forskellige servicer, og vi forventer, at der vil komme betydelig fokus på mulighederne,« siger han.

En vigtig brik for kommunen er den åbne platform, der betyder, at kommunen ikke længere er låst til bestemte leverandører, når det gælder udstyr samt styring af det enkelte anlæg.

»I dag er vi i høj grad låst, men med den åbne platform, der allerede anvendes i flere andre lande, vil det blive betydeligt lettere at skifte leverandør og få udstyret til at tale sammen,« siger Steffen Rasmussen.

Serviceaftalen med Imtech/Peek gælder i otte år og løber op i omkring 50 mio. kr. De forskellige intelligente forbedringer skal med i de kommende budgetforhandlinger, så det er ikke fastlagt endnu, i hvilket omfang kommunen vil gøre brug af de nye muligheder. Steffen Rasmussen forventer dog, at en betydelig implementering af ITS i Københavns Kommune løbe op i omegnen af 25 mio. kr.



03. feb 2012 kl 10:34

avatar

Jakob Peterhänsel

Cyklister??

"Vi arbejder eksempelvis med et scenarie, der opsamler Bluetooth-signaler fra cyklisternes mobiltelefoner, og som kan give besked til systemet om at holde grønt lys for cyklisterne, hvis de er mange nok"

Og hvordan vil de vide at det er cyklister de fanger signaler fra, og ikke biler der holder i svingbanen?


03. feb 2012 kl 11:17

avatar

Jon Bendtsen

Re: Cyklister??

hvordan vil de vide at det er cyklister de fanger signaler fra, og ikke biler der holder i svingbanen?

Stærkt retningsbestemte antenner? Evt. triangulering via antenner?


03. feb 2012 kl 11:32

avatar

Jakob Peterhänsel

Re: Cyklister??

hvordan vil de vide at det er cyklister de fanger signaler fra, og ikke biler der holder i svingbanen?

Stærkt retningsbestemte antenner? Evt. triangulering via antenner?

Hmm, det lyder godt nok dyrt for at sørge for 'grøn bølge' for en flok cyklister!
Samtidig med at det smadre hele biltrafikken, og øger forureningen gevaldigt?


03. feb 2012 kl 11:51

avatar

Jon Bendtsen

Re: Cyklister??

Hmm, det lyder godt nok dyrt for at sørge for 'grøn bølge' for en flok cyklister!
Samtidig med at det smadre hele biltrafikken, og øger forureningen gevaldigt?

Det her er bare et uløseligt sted hvor forskellige trafikanters ønsker og behov vil ramle ind i hinanden. Cyklister/billister der skal dreje, men ikke kan det pga. fodgængere? der skal lige ud. Der er ingen smartere løsninger vi har allerede den mest praktiske, smarteste og letteste løsning for alle parter, nemlig at den som skal skifte retning skal holde tilbage for dem som skal lige ud. Og at de store motoriserede køretøjer skal holde tilbage for de svagere trafikanter som bevæger sig af egen kraft.


03. feb 2012 kl 12:28

avatar

Jakob Peterhänsel

Re: Cyklister??

Det her er bare et uløseligt sted hvor forskellige trafikanters ønsker og behov vil ramle ind i hinanden. Cyklister/billister der skal dreje, men ikke kan det pga. fodgængere? der skal lige ud. Der er ingen smartere løsninger vi har allerede den mest praktiske, smarteste og letteste løsning for alle parter, nemlig at den som skal skifte retning skal holde tilbage for dem som skal lige ud. Og at de store motoriserede køretøjer skal holde tilbage for de svagere trafikanter som bevæger sig af egen kraft.

Ingen tvivl om at vi skal overholde loven - og det er jo netop problemmet!
Jeg er næsten dagligt ved at køre både cyklister og fodgængere ned, som bare liiiiige skal med over, også længe efter Deres signal er blevet rødt.

Som jeg ser det er det penge ud af vinduet at kaste penge efter så meget teknik, sålænge store dele af befolkningen alligevel ikke overholder signalernes visning..

En udmelding i retningen af:
1: Overhold din vigepligt!!!
Det betyder bl.a. at man ikke må køre ud i et kryds hvor man ikke kan være på den modsatte side (med mindre der er en svingbane man må fylde op!)
2: Overhold signal visning! Altså, kan man nå at bremse når der skiftes til GULT, skal man stoppe! Alt andet er, pr. defination at køre over for rødt!!!

3: Hold afstand til dem foran hvor der er flette regel, og på motorvejene. Så undgår vi længt flere kø-situationer og trafikken vil glide bedre..

Når de 3 ting er fesen ind på 'lystavlen' hos befolkningen, kan man begynde at bruge penge på det andet - alt andet er som at fylde lys i et sort hul!


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.