Der suser nu så mange stumper affald rundt i rummet, at antallet af skrotdele vil øges, selv hvis der ikke sendes nye satellitter op i rummet.

Tilstanden er døbt Kesslers syndrom efter Don Kessler, der tidligere har været chef for Nasas rumskrotprogram, og som tilbage i 1978 beskrev fænomenet, hvor omfanget af rumskrot er så stort, at det vil medføre en kaskade af sammenstød, hvor dele vil støde ind i nye dele.

»Ja, jeg mener, at det er klart, at vi har nået et punkt, hvor, hvad der er kaldt 'Kessler Syndrome', vil styre omfanget af affald i kredsløb,« siger Don Kessler til ing.dk.

Det er ikke mindst det affald, der er i såkaldt lavt kredsløb om Jorden, hvor også den internationale rumstation, ISS, er placeret, der udgør et problem for satellitter og andre rumfartøjer. Tusindvis af rumskrotdele er over 10 cm, hvilket vil være fatalt, hvis et af dem rammer en satellit eller ISS.

»Vi ved fra antallet af buler i overfladen på rumfartøjer, der er vendt tilbage fra rumflyvninger, at antallet af rumskrotdele, der er større end 1 mm, løber op i tocifret millionantal,« uddyber Don Kessler og fortsætter:

»Over de seneste 15 år er det internationale rumskrotsamfund kommet til den forståelse, at det lave kredsløb allerede har nået et punkt, hvor mængden af rumskrot øges ved tilfældige kollisioner i et større omfang, end skrot fjernes som følge af at blive suget ind i Jordens atmosfære, selv hvis der ikke sendes nye genstande ud i rummet.«

Satellitter skal styres for at undgå kollisioner
Han peger blandt andet på Kinas demonstration af deres satellitnedskydningsteknologi, der efterlod rumskrotdele i tusindvis i lavt kredsløb, samt at kollisionen mellem en Iridium-satellit og en Cosmos-satellit i 2009 også har været med til at øge problemet og opmærksomheden.

»Bare inden for de seneste år har vi set stadig flere eksempler på, at både rumstationen og satellitter skal manøvreres for at undgå kollisioner,« siger han.

Don Kessler håber dog, at der vil blive gjort noget ved problemet på internationalt plan.

»På den korte bane vil vi være i stand til at beskytte nye rumskibe fra denne langsomt stigende mængde af affald, men siden vi ikke har muligheder for at stoppe væksten, er vi nødt til at starte nu med at finde ud af, hvilken teknologi der billigst kan fjerne rumskrot, hvis vi skal have noget klart inden for de næste 10 til 20 år,« siger han.

Don Kessler rådgiver i dag om rumskrot og har i 2011 selv siddet i spidsen af en rådgivende forskningskomite, der skulle evaluere Nasas rumskrotprogram.

»Vores konklusion blev, at mere skal gøres, og de nuværende foranstaltninger har vist sig at være utilstrækkelige. Hvis fjernelse af rumskrot skal være en realistisk mulighed, vil det kræve tilførsel af betydelige ressourcer, og det er nødvendigt med et internationalt samarbejde,« siger han.

Ud over de millioner af stykker affald på under en cm, der er i lavt kredsløb om Jorden, opgør Nasa, at der er 400.000 stykker affald med en størrelse på mellem 1 og 10 cm og omkring 16.000 stykker, der er større end 10 cm.