Regionstog vælger Bombardier til fjernstyringsanlæg
Jernbaneselskabet Regionstog, der dækker Region Sjælland, har valgt Bombardier til ny samlet fjernstyringsløsning til en pris på 6 millioner kroner.
Læs også
-
Bombardier tabte signalkampen - nu skal ordrerne hentes i udlandet
-
Se hvem der skal skifte signaler for milliarder på fjernbanen
-
Bombardiers fremtidige levebrød afhænger af Banedanmark-kontrakt
Læs mere om
Dokumentation
Regionstog A/S har efter et EU-udbud valgt Bombardier til at levere to fjernstyringsanlæg, der skal samle en lang række sikringsanlæg og tilknyttede teknologier. To nye fjernstyringscentraler skal udføre trafikstyrings- og disponeringsopgaver for Østbanen, Lollandsbanen, Oddersherredbanen og Tølløsebanen.
De to fjernstyringscentraler skal hjælpe med at styre de 36 understationer og cirka 125 overkørselsanlæg for sikrede jernbaneoverkørsler, som Regionstog har ansvaret for.
Fjernstyringscentralerne skal erstatte de trafikstyringscentraler, der i dag er i Holbæk og Maribo, mens trafikstyringscentralen i Hillerød bibeholdes. De to fjernstyringscentraler skal give en redundans i styringen i forbindelse med eksempelvis kabelsvigt eller geografisk betingede nedbrud.
Bombardier er valgt til løsningen ud fra kriterierne pris, teknisk løsning og leveringssikkerhed med en vægtning på henholdsvis 40, 40 og 20 procent. Med prisen på godt 6 millioner kroner var Bombardier halvt så dyre som det højeste bud på løsningen, der lød på godt 12 millioner kroner. Ud over Bombardier bød franske Alstom og svenske Cactus Uniview på opgaven.
Løsningen skal senest være leveret og implementeret inden udgangen af 2012, oplyser Regionstog til Ingeniøren.






