Banedanmark afslører milliardregning for nye signaler på fjernbanen
Alstom og Thales underskrev i dag milliardkontrakten på at udskifte samtlige signaler på den danske fjernbane. Alstom skal endda både udskifte signaler og udruste alle danske tog med nye terminaler.
Læs også
5,8 milliarder kroner.
Sådan lyder udskrivningen fra Banedanmark, når Thales og Alstom i de kommende år skal sørge for, at Danmark som det første land i verden får et samlet, nationalt signalsystem efter den fælles europæiske ERTMS-standard.
Oveni kommer udgifterne til at udruste al rullende materiel fra det mindste arbejdskøretøj og til det tungeste lokomotiv med det nødvendige udstyr til at aflæse de nye signaler. Prisen på denne opgave er endnu ikke offentliggjort, da Banedanmark fortsat ligger i slutforhandler med den foretrukne leverandør, Alstom.
Men i dag underskrev Banedanmark dag kontrakterne til signaler på fjernbanerne med Thales-BBR og Alstom.
Det fransk-britiske konsortium Thales-BBR (Thales Group og Balfour Beatty Rail) skal levere nye signaler i Jylland, mens franske Alstom skal levere signalerne til Sjælland, Fyn og Lolland og Falster. Ydermere har begge selskaber med aftalerne forpligtet sig til at overtage opgaven for den anden part, hvis en af leverandørerne mod forventning ikke kan løse opgaven.
Ifølge en pressemeddelelse fra Alstom har kontrakten om Østdanmark en værdi på ca. 2,25 milliarder kroner, hvilket betyder, at den største del af Banedanmarks bevilling går til Thales for arbejdet med signaludskiftning i Jylland.
»Vi er glade for at indgå aftaler med to så kompetente samarbejdspartnere. Thales-BBR og Alstom står bag adskillige ERTMS-systemer, der allerede er i drift rundt om i Europa, og vi ser meget frem til samarbejdet,« siger administrerende direktør i Banedanmark, Jesper Hansen.
Han understreger, at det netop har været vigtigt for Banedanmark at vælge leverandører med 'modne' løsninger og med erfaringer fra at udrulle løsninger, der allerede fungerer i daglig drift. Samtidig har prisen naturligvis også haft stor betydning.
»Vi har lagt stor vægt på at få de samlet set økonomisk mest fordelagtige bud - eller med andre ord den bedst mulige løsning til den rette pris. Det er klart, vi har et ansvar for at bruge skatteborgernes penge med stor omtanke,« siger Jesper Hansen.
Færre forsinkelser for passagererne
De nye signaler til fjernbanen forventes at betyde en klar forbedring af rejseoplevelsen for togpassagererne.
I forhold til i dag, vil ERTMS-systemet fjerne omkring fire ud af fem
forsinkelser, der skyldes signalfejl. Det svarer til, at passagererne på fjernbanen i 2022 samlet set sparer ca. 790.000 timers forsinkelser i forhold til i dag.
Tidligere på året vandt Siemens opgaven med nye signaler til hele S-banen. Og Banedanmark er netop gået i slutforhandlinger med Alstom om at levere det udstyr, der skal monteres i fjerntogene for at kunne tale med det nye sikkerhedssystem.






