Partikelforureningen i København kan være lige så lav som i Minneapolis eller Boston. Eller den kan være lige så slem som i New York eller Frankfurt.

Det er, hvad man kan konkludere ud fra de tal om forekomster af PM 2,5-partikler, der i sidste uge blev præsenteret i en rapport fra OECD.

Læs også: Er radon i boliger virkelig så farligt?

Læs også: DMU tvivler på OECD's tal om Københavns partikelforurening

I første omgang så det ud til, at København overraskende nok befandt sig midt i feltet de 68 undersøgte storbyer, og at niveauet af partikler var højere end i byer som Rom eller Lissabon. Men målingerne af PM 2,5-partikler, som stammer fra 2001 til 2006, er foretaget med satellit, og det giver en høj grad af usikkerhed for resultaterne.

»Estimaterne er bygget på en ny og meget avanceret model. Men det må stadig forventes, at teknikken, brugt af Van Donkelaar og hans kolleger (som har udviklet målemetoden, red.), vil over- eller underestimere mængden af PM 2,5 partikler med 25 procent eller mere på grund af usikkerheder og antagelser,« skriver OECD i metodebeskrivelsen af målingerne.

Det betyder, at partikelforureningen i København kan være blandt alt fra de 15 laveste til de 20 værste af de 68 byer, som OECD’s rapport har opstillet tal for.

I metodebeskrivelsen beskrives det også, at der med satellitmålinger er problemer med at se forskel på PM 2,5-partikler, der befinder sig i ved jordoverfladen, hvor de kan indåndes af mennesker, og højere oppe i atmosfæren. Groft sagt er satellitternes opgave at kigge ned fra rummet og bestemme mængden af PM 2,5-partikler, der findes i mellem fire og otte meters højde over jordoverfladen, hvor der måles.

OECD har mistro til målestationer
Grunden til at man bruger satellitmålinger er ifølge OECD, at der ikke findes målestationer for partikelforurening i en række udviklingslande, der også er blevet undersøgt i forbindelse med målinger af partikelforurening.

Desuden henviser man til, at der også er usikkerheder forbundet til målinger med stationer på jordoverfladen

»Målinger herfra afhænger af, hvor i byerne, de står. Hvis en station er placeret lige ved siden af en trafikeret vej eller en fabrik, vil det give et forvrænget billede af graden af forurening,« skriver Stéphanie Jamet fra OECD til Ingeniøren i en mail.

EU har sin egen løsning
I EU er der umiddelbart taget højde for de bekymringer, der kan være forbundet med målestationer.

Det europæiske fællesskab har fastlagt en indikator for, hvor stor en grad af luftbåren partikelforurening indbyggerne i medlemslandene udsættes for. Den kaldes for Average Exposure Indicator (AEI) og beregnes ud fra den gennemsnitlige koncentration af PM 2,5-partikler i et land.

Målingerne foregår med jordbaserede målestationer, der skal være placeret væk fra trafikerede gader og svær industri. Tallene for målestationerne lægges sammen, og ud fra dem udregnes der et gennemsnit for hele landet.

Selvom der for de indsamlede data, ligesom det er tilfældet for satellitterne, regnes med en usikkerhed på plus/minus 25 procent, så mener seniorforsker Thomas Ellemann fra Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE), at målestationer på Jorden giver et bedre helhedsbillede af tingenes tilstand end satellitmålingerne.

»Ved at kombinere data fra forskellige målestationer sikrer man sig et bedre billede af situationen, og ved at se på gennemsnittet over en årrække formindsker man også usikkerheden, der kan være forbundet med en enkelt måling,« vurderer han.

Ud fra AEI’s gennemsnitlige tal for perioden 2007-2009, ligger Danmark placeret som syvende bedst. Den gennemsnitlige mængde PM 2,5-partikler er mindre end det halve af indikatoren for de lande, hvor der er den største partikelforurening, herunder Italien. Og det resultat står i kontrast til OECD's rapport fra forleden.