Faxe Forsyning finder fejlkoblinger i spildevandssystemet ved hjælp af RFID-teknologi i stedet for farvestof, der bliver skyllet ud i toiletter og vaske. 1. Hver husstand skyller to chips ud i toilettet/toiletterne. 2. En læser i brønden registrer, om RFID-chippen er nået frem til hovedledningen, som fører ud til rensningsanlægget. 3. Rensningsanlægget, hvor spildevandet renses. (Grafik: Lasse G. Jensen)
RFID-chips finder fejl i kloaknettet
Et forsøg i Dalby på Sjælland har vist, at en RFID-chip afslører fejlkoblinger i kloaknettet hurtigere og billigere end den almindelige metode med farvestof.
Læs også
-
Chips i toilettet afslører, hvorfor spildevand ryger direkte i åen
-
Garderobe-robot sparer Herlev Hospital for en halv million kroner
Læs mere om
420 ud af 572 RFID-chips er nu kommet 'hjem' til Faxe Forsyning, som netop har afsluttet første fase af et forsøg, hvor chips har skullet afsløre fejlkoblinger i spildevandssystemet i sydsjællandske Dalby. Formålet har været at forhindre, at spildevand løber urenset i den nærliggende Dalby Å.
»Det er gået rigtigt godt. Den nye metode sparer tid og ressourcer, fordi vi lader chipsene gøre arbejdet,« siger projektleder i Faxe Forsyning Claus Mouritsen.
Normalt opsporer spildevandsselskaber fejlkoblinger ved hjælp af tv-inspektioner og ved at hælde farvestof i toiletter, vaske og afløb og se, om vandet bliver farvet i kloaksystemets brønde. Det er en procedure, der tager flere uger og kræver farvestof, to-tre mand og en spulevogn.
Den nye metode kræver ikke noget mandskab, og omkostningerne ved chipsene er langt mindre end udgiften ved at have to-tre mand til at gøre arbejdet. Hvor meget billigere metoden er, vil Claus Mouritsen ikke ud med, men metoden bliver ikke dyrere for forbrugerne, lover han.
Chips i toilettet
Forsyningsselskabet bruger stadigvæk tv-inspektion til at undersøge hovedledningen, men stikledningerne fra hver enkelt ejendom er nu blevet undersøgt ved, at hver husstand har modtaget to chips med posten, som de har skullet skylle ud i toiletterne i ejendommen.
Derefter har chipsene taget rejsen gennem kloaksystemet, forbi en læser, som har registreret dem, og videre ud i hovedledningen, som fører til rensningsanlægget.
Hvis læseren ikke har registreret chipsene, sidder de enten fast eller er blevet ledt den forkerte vej - ud i regnvandsnettet, som fører direkte ud i Dalby Å.
»Vi har været ude at fejlspore en del ejendomme, fordi chipsene ikke er blevet registreret, eller fordi kun den ene er blevet registreret. For at være sikre på, at vi ikke har en fejl i systemet, har vi efterfølgende sporet med farvestoffer de steder,« fortæller projektchefen, der understreger, at det ikke er et udtryk for fejl på kloaksystemet.
Ifølge Claus Mouritsen siger tommelfingerreglen, at omkring ti procent af koblingerne i kloaksystemet er fejlkoblinger. Men selv om forsyningsselskabet har lavet en grundig tv-inspektion af hovedledningerne i de separatkloakerede dele af Dalby, så har forsyningen ikke vidst, hvor galt det er fat i Dalby.
Nu har Claus Mouritsen fået svaret for de 192 første ejendomme af Dalby.
»I alt har vi fundet tre fejl,« fortæller han.
Mindre område er bedre
Nu går anden fase af projektet i gang. Her skal næste område af Dalby skylle de tændstikstore chips ud. I modsætning til første fase gælder det kun 44 ejendomme, og det er at foretrække, mener Claus Mouritsen:
»Vi har erfaret, at afstanden, man tester over, skal være lidt mindre, ellers er der for mange bøjninger, og det er svært at overskue.«
Selve chippen er fra Texas Instruments, og det er første gang, RFID-metoden bliver brugt i stor skala. Den kommunikerer i det lavfrekvente område og er derfor upåvirket af at komme i vand.
Claus Mouritsen er godt tilfreds med RFID-metoden og fortæller, at andre forsyninger følger interesseret med i Faxe Forsynings resultater.






