På tide

Affald er det der er tilbage når fantasien er sluppet op.

Så mangler vi bare at div affaldsselskaber anskaffer sig en vægt og afregner folk for deres affald.

Hvis folk fik de1000 kr ex moms pr tons for for feks papir og pap så kunne det være de gad at sortere det.
Affald+ i næstned køber blandt andet pap og papir til den pris, selvom de gerne lige vil have affaldsgebyr fra virksomhederne for at modtage samme affald.

Jern-rustfrit stål-kobber-messing-bly-zink-aluminium-kabler-pehd-klart plastik-batterier og meget andet er mange penge værd.

Der er ikke ret mange affaltsfraktioner som ikke er penge værd, vi mangler bare nogle kompetente affaldsselskaber som ikke har travlt med at forlange penge for at modtage værdier så skal folk nok komme igang.

20 årgammel idé - og bog!

Til efteråret er det 20 år siden, jeg skrev en 50 siders bog og et kort resumé, som jeg var inde på det norske Storting og fremlagde for de stortingsmedlemmer, der arbejdede med den kommende stortingsmelding om avfall og gjenvinning.

Hovedponiten var - som den synes at være hos Nørretranders - at affald skulle ophøre at eksistere som begreb, og at alle fimaer - og kommuner boligforeninger o.l. på beboernes vegne - skulle være ansvarlige for, at alle stoffer indgik i cirkulation i stedet for "brug og kast".

Jeg lade vægt på, at det, at recirkulere urene råstoffer i produktionen, krævede mere innovation, end at udvikle og producere noget af jomfruelige råstoffer, så - belært af den manglende innovation i en statslig kommandoøkonomi som i Sovjet - havde offentligt drevne renovationsselskaber ikke den ringeste mulighed for at klare den opgave. Den måtte påtvinges dem, der fremskaffede biprodukterne - enten ved at bruge dem selv eller overdrage dem til andre i en normal forsyningskæde.

Jeg lagde også vægt på, at dette var en langvarig proces, der ikke kunne løses gennem det pilotprojekt, som mit firma var blevet "galionsfigur" i, men at man måtte arbejde i det perspektiv, så man ikke i virkeligheden fjernede sig fra den eneste mulige løsning, når man af forsigtighedsgrunde gjorde mere og mere til affald, som det da blev det offentliges ansvar at behandle.

Det er at sige det mildt, at jeg "tog dem med storm".
Problemet var, at da de havde fået tænkt sig om, blev de pludseligt klar over, at det ville være begyndelsen til en privatisering i en grad, der hidtil var uset - og uønsket - især her i Norge, hvor "det offentlige" ejer mere end 50 % af aktierne på Oslo Børs f.eks.

Pilotprojektet blev da også en 100 % effektiv måde at kaste 100 millioner ud af vinduet på, og recirkulering - i betydningen at genvinde flere resurser, end genvindingen frembringer - er blevet en total fiasko.

- Jeg håber Nørretranders har mere succes - og jeg står gerne til rådighed med meget dyrekøbte erfaringer. - Der for øvrigt også indbefatter Danmark, hvortil jeg arrangerede og ledede flere studieturer med landets fremste - i det omfang det ord dækkede over nogen særlig viden - affaldsfolk i SFT (Miljøstyrelsen) osv.

Mvh Peder Wirstad

Re: 20 årgammel idé - og bog!

For ca. 25 år siden fik jeg besøg af 3 "ældre mennesker" ville jeg kalde dem i dag - dengang "gamle" ;-)
De havde læst et debatindlæg i lokalavisen hvor jeg protesterede imod, at landbefolkningen skulle påtvinges ugentlig afhentning af en 100ltr. affaldssæk.
Hidtil havde de kunnet ringe til en skraldemand og få afhentet efter behov.

De 3 gamle søskende, som havde boet sammen hele livet, fordi deres forældre havde lært dem, at de skulle passe godt på hinanden, medbragte en indkøbspose halvt fuld af "plastikdimserne" fra sodavandskapslerne.
Dét var deres affald opsamlet igennem deres levetid !!!
"Jamen kapslerne ka´jo rust´, så dem graver a ne"

Husdyr, urtehave, frugthave og mark indgik i en symbiose i deres liv, at de praktisk talt ikke frembragte affald. Deres pengeøkonomi var i tilsvarende størrelsesorden til affaldssækken = næsten ingenting, men væsentligst, fordi de ikke havde behov for at leve anderledes.

"Tilbage til jordhulerne" vil mange sige, men hvis alternativet er at drukne i affald, så vil jeg gerne leve som de gjorde. Altid et smil på læben.

Rettelse:

Pilotprojektet blev da også en 100 % effektiv måde at kaste 100 millioner ud af vinduet på, og recirkulering - i betydningen at genvinde flere resurser, end genvindingen frembringer - er blevet en total fiasko

Skal selvfølgeligt være, at genvindingen skal frembringe flere resurser, end selve genvindingsprocessen forbruger. - Det er nemlig meget sjælendt tilfældet i kommunale genvindingsprojekter.

desværre

Københavns "genbrugsstationer" har nu besluttet (eller politikerne) har besluttet at det koster 180 kr pr besøg som virksomhed.

Helt til grin og ude af trit med alting der giver mening - udover at kradse penge ind.

Re: 20 årgammel idé - og bog!

Til efteråret er det 20 år siden, jeg skrev en 50 siders bog og et kort resumé, som jeg var inde på det norske Storting og fremlagde for de stortingsmedlemmer, der arbejdede med den kommende stortingsmelding om avfall og gjenvinning.

Det er nu snart 40 år siden man startede Kalundborg Symbiose som handler om at "Én virksomheds affald er en anden virksomheds ressource": http://www.symbiosecenter.dk/d...stem

Og hvad med følgende fra 1989 i Scientific America: http://www.is4ie.org/resources....pdf

Som handler om: Waste from one industrial process can serve as the raw materials for another, thereby reducing the impact of industry on the environment (Robert A. Frosch and Nicholas E. Gallopoulos).

Jeg vil mene at tanker om recirkulering og genvinding var særdeles oppe i tiden for 20 år siden eller mere. Jeg synes iøvrigt det er prisværdigt at Wirstad i sine yngre dage slog et slag for fremme af bæredygtighedsprincipper i vores aktiviteter. Bliv ved med det.

Kun to halve cirkler!

Som det fremgår af eksemplet fra Kalundborg, varede den rene "brug og kast" tænkning kun kort tid - ja den blev aldrig total. - Det var simpelthen for åbenbart, at det aflagte havde værdi i mange tilfælde.
- Lars Helbros historie viser os, at den (næsten) totale recirkuleringskultur var normen indtil for kort tid siden, indtil urbaniseringen skabte afstand mellem produktion og forbrug.

Da det stadigt er lovligt for større produktionsvirksomheder at behandle deres affald/biprodukter, kan de i et netværk med andre virksomheder et stykke hen af vejen gensidigt absorbere hverandres affald.
- Problemet er, at man derved kun har fået skabt en halv cirkel, idet der hele tiden er en materialestrøm fra virksomhederne og ud til forbrugeren, som pligter at aflevere sit affald til kommunen, hvor det som oftest ender i et deponi - evt. som aske.

Nutidens store dilemma og paradoks - som få vil indse - er, at den samme frygt for vort miljø og vores resursers endeligt, der er årsagen til viljen til genbrug, også er årsagen til, at vi ikke tør etablere en fuld cirkel, hvor besidderne af et aflagt produkt selv har ansvaret for, at det bliver bragt tilbage i et kredsløb.
- Vi er nemlig bange for den forureningsfare for vor mad, vor natur og vor mad, det kan afstedkomme.

Problemet med politikernes holdning til her til recirkulering, var, at det var aldeles, fuldstændigt og et groft undervurderet projekt. - De troede, det kunne være i hovedsagen udformet på 4 år, hvorfor PAG (Pilotprojekt for Avfall og Gjenvinning) også kun skulle vare i 4 år.
- Det var den ene grund til, at det måtte blive en totalt fiasko, der har sat genvinding 50 år tilbage, og som faktisk har skabt mindst 50% mere affald. - Den anden grund er, at man samtidigt mente, man kunne gøre miljøet og alle produkter renere.
- Man troede altså, at man kunne ophæve loven om entropi.

Derfor er den største hindring for en fornuftig bæredygtig udvikling - ja for udvikling i det hele taget - den sekteriske opfattelse af, at alt ideologisk tænkeligt kan blive bedre på samme tid. - Den sekt er i stadig stigning, og dens mål kan helt fint sammenfattes med de tidlige kristnes paradisdrøm, hvor "løven græssede fredeligt med fåret". - I virkelighedens verden gik det i hvert fald ud over græsset - hvis man var så heldig at få løven gjort til vegetar, men i mest sandsynligt ville nok både græsset og nogle får måtte undgå at blive "bæredygtige".

Vi kan f.eks. genvinde næsten al fosfor, og vi kan også udvinde nærmest uendelige mængder af fosfor, når det lettilgængelige er slut om 2 til 400 år. - Det koster blot energi.
- Græsset i mit billede kunne da være lig med uran og thorium, som der - ligesom græs - er tilnærmet uendelige mængder af, mens fårenes risiko for at blive ædt af en løve da må være den usikkerhed ved kernekraften, som vi må leve med. - Alt andet er religiøst vrøvl - BASTA.

Mvh Peder Wirstad

Re: Kun to halve cirkler!

Vi kan f.eks. genvinde næsten al fosfor, og vi kan også udvinde nærmest uendelige mængder af fosfor, når det lettilgængelige er slut om 2 til 400 år. - Det koster blot energi

Næsten det eneste umiddelbart forståelige i dit lange indlæg - og ja, du har ret. Med energi kan man alt, også sænke entropien lokalt jf biosfæren.

Men det er også vigtigt at optimere processerne i forhold til energiforbruget og dermed økonomien. Det betyder at processer tilrettelægges fra starten på den mest (energi)økonomiske måde. At blande tungmetaller med fosfor for derpå at skille det ad igen er næppe optimalt.

Uendelig energi, uendelig vækst (næsten)

g vi kan også udvinde nærmest uendelige mængder af fosfor, når det lettilgængelige er slut om 2 til 400 år. -

Her er en grundig gennemgang af fosforproblematikken.

http://www.inbiom.dk/download/....pdf

Nærmest uendelige mængder! Recirkuleringskapaciteten bestemmes af energitilførslen. Du forestiller dig Thorium og fusion levere "nærmest uendelig energi" ikke sandt - og dermed nærmest uendelige recirkuleringskapacitet?

Uendelige energi, uendelig vækst. Kapitalismens ultimative drøm virkeliggjort. Hvor er det bare skønt at tænke på.

Der er noget snak. Der kan kun leveres en ganske lille brøkdel af solindfaldet gennem fission/fusion hvis vi skal undgå overophedning. De definerende parametre for vort energiforbrug er Solens afsatte effekt/m2 og Jordens størrelse. Vi kan ikke håbe på "nærmest uendelig energi" men i bedste fald producere måske 0,1 til 1% af solindfaldet hvis ikke den ekstra energitilførsel skal bringe os i samme opvarmningsdilemma som vi oplever nu med drivhusgasserne.

Men0,1 - 1% er skam også fint.

anden vinkel

En anden problematik er vel også ofte forretningsmodellen.

Eksempelvis kunne man forestille sig en mp3 afspiller med en levetid på min. 20 år, et udskifteligt SD-kort så den lager mæssigt kan følge med tiden.
Problemet er jo at der ikke er nogen god forretning i at laver produkter med så lang levetid, produkter skal jo gerne fejle umiddelbart efter udløb af garantien.
Langt de færreste virksomheder bliver belønnet for at lave højkvalitets produkter med lang levetid, det er simpelthen, i vores tid, dårlig forretning.

Re: 20 årgammel idé - og bog!

Det er jo ikke alle der har en have til at udnytte affaldet. Flere og flere bor i lejligheder. Hvad skal de gøre?

Re: 20 årgammel idé - og bog!

Forklaringen på at genanvendelse er mindre moderne nu end for 40 år siden, er at man nu har erfaring for at det sjældent virker, er uøkonomisk, skaber ny forurening, og arbejdsmiljøproblemer eller kræver flere ressourcer, end man får ud af det på livscyklusbasis - som også Wirstad så rigtigt nævner.
Man bruger globalt stadig Kalundborg som positivt industriel symbiose eksempel. Der er nemlig ikke andre! Og det går vist ikke så strålende i Kalundborg mere.
Genbrug og genanvendelse fungerer bedst for industriaffald, flasker med pant osv, Mere genanvendelse kræver at arbejdslønninger bliver lavere i forhold til råvarepriser, og at forbrugerprodukter designes for genbrug ved let udskiftning af dele, der ikke virker. Det bedste vil være om produkter fik en bedre holdbarhed. - Men alt dette er urealistisk som Verden er i dag.
Derfor - genbrug/genanvendelse er positive slogan, der kan (mis)bruges af politikere, som ikke aner, hvad de indebærer i praksis!

Romantikken har også en bagside

Hmmm, det er interessant at få at vide, at man bare skal grave affaldet ned, "hvis det kan ruste". Jeg får mindelser om Cheminova og Kærgård Plantage - naturen nedbryder jo nok skidtet, og sand suger så godt. Skal man også grave den gamle knallert ned?

Vi kan også gøde haven med latrinspanden. Det vil ganske vist øge spædbørnsdødeligheden og forringe helbredstilstanden, men pyt.

Kun forholdsvis få dør i dag af forurenede hindbær fra Polen eller bukkehornsfrø med vtec-bakterier - men tænk hvis vi selv begyndte at sprede sådanne bakterier over alt.

Bedre holdbarhed? Næppe en løsning, med mindre man samtidig forbyder innovation. Hvorfor skal en mp3-afspiller holde 25 år, hvis mp3 alligevel er afløst af noget bedre om 10?

Vi kunne have satset på faxmaskiner med 50 års levetid for 30 år siden - det var kun blevet en succes, hvis internettet samtidig var blevet forbudt.

Hvem ville i dag med fornøjelse bruge en NMT-telefon fra 90'erne? Jeg har en gammel Storno et sted, og den virker sikker fint stadigvæk - men desværre har man nedlagt nettet, fordi der var bedre anvendelser for båndbredden. Så på dette felt havde holdbarhedstanken udelukket GSM og smartphones.

Lad os formode, at teknologien udvikler sig med mindst samme hastighed fremover. Så er det naivt at satse på, at udstyr skal kunne holde i 30 år. Vi ville have haft 330 kB floppy-discs stadigvæk, venner.

Løsningen ligger snarere i nye teknologiske løsninger til at udvinde ressourcerne fra (grovsorteret) affald.

Re: 20 årgammel idé - og bog!

Allan Astrup Jensen:

Derfor - genbrug/genanvendelse er positive slogan, der kan (mis)bruges af politikere, som ikke aner, hvad de indebærer i praksis!

Helt præcist. - Derfor forsøger jeg også at få forståelse for, at recirkulering - som vi MÅ få til i udstrakt grad i løbet af et århundrede, hvis vi ikke skal decimeres i antal og resten skal tilbage i "jordhulerne - er et langt sejt træk, der kræve omfattende viden og innovation, og - ikke mindst - en accept af, at al innovation også indebærer uventede risici.

Jeg er i princippet enig i det Anders Bargmand skriver. Ideologisk og religiøst fastlåste "sandheder" er dog den værst tænkelige gift for innovation, så kæden hopper af, når han slår fast, at man ikke kan "grave affald ned" f.eks. og sætter lighedstegn ved lidt rust i jorden, og det bevidst at grave åbenbart meget giftigt affald ned og tro, at det er "ude af verden" i al evighed.

Bukkehornsfrøene kom f.eks. med al sandsynlighed fra Ægypten, hvor man mange steder ganske enkelt vander og gøder med ferskt kloakvand.
Min kompost, der både indeholdt husdyrgødning, husholdningsaffald, slakteriaffald osv., er mange gange blevet testet for både koli- og salmonellabakterier, og de fleste komposteringsanlæg har problemer med at få indholdet af kolibakterietallet under 20.000 pr mg, som kravet er. - Alle mine prøver viste to nuller til trods for, at nogle prøver var taget af kompost, der havde ligget åbent i naturen i måneder til lagring.
- Jeg kan da godt afsløre "hemmeligheden", der består i at forbehandle råmaterialet og holde forhold i komposteringsreaktoren på en måde, så der udvikles en bakteriekultur med bare streptomycetter, der lægger beslag på al næring og danner enorme mængder antibiotika, der undertrykker anden bakterieaktivitet, så længe komposten ikke tyndes kraftigt ud med jord.

Ellers er overvejelserne mht. "holdbarhed" helt korrekte.
Folk flest undervurderer den moderne industris effektivitet mht. at fremstille nyt i forhold til, hvor meget det koster af resurser at levetidsforlænge produktet. - At genfylde blækpatroner kræver f.eks. større resurser end det gør at lave nye og materialegenvidne det, der umiddelbart er muligt ved de brugte.
Det er kun producentens prispolitik med billige printere og dyre patroner, der gør det muligt at sælge genfyldt e patroner billigere.

Især to ting er vigtige ved udviklingen af cirkler, hvor de fleste materialer cirkulerer.
Det første er produtktudviklingen, der må gøre separeringen af materialer til genbrug i nye produkter lettest muligt.
Det andet er at øge forbrugerens bevisthed mht., hvordan hans adfærd er afgørende for at vedligehodle den vanskelige del af cirkelen fra ham og tilbage til produktionen.
- Desværre har "romantikere" og ideologer både moraliseret og groft fejlinformeret om mulighederne, hvilket indtil nu faktisk har forringet forholdene for recirkulering.

Mvh Peder Wirstad

Burning love

Jeg var til præsentationen på Christiansborg i går af Tor Nørretranders bog: ”Afskaf affald” arrangeret af Renosam - et rigtigt godt arrangement!

Tor er en fantastisk oplægsholder med en masse gode finurlige idéer og pointer.

Desværre preller det hele af på affaldsbranchens pyromanbande. De vil have investeringerne til de ca. 27 forældede danske affaldsforbrændingsanlæg igennem længe før de vil snakke om sortering, genbrug og genanvendelse.

De siger, at affaldshåndteringen ikke er plads på trods af, at de selv enkeltvis kan fremvise eksempler på, at det kan lade sig gøre. Tilsammen har de faktisk vist, at forbrænding ikke er nødvendigt for mere end 14 % af husholdningsaffaldet. De får bare ikke penge til et nyt anlæg, hvis de ikke kan vise, at der er et behov – og hvem af dem skal lukke? De er jo konkurrenter på et vigende marked!

Affaldsforbrændingsanlæggene skulle jo nødig stå i samme situation som i Malmø, hvor husholdningsaffaldet allerede sorteres, og hvor affaldsforbrændingsanlægget er nød til at importere affald for ikke at stå tomt, eller som i Mårup, hvor der må importeres husholdningsaffald fra London, eller som i Nykøbing F. hvor de må importere affald fra Østtyskland.

Sortering, genbrug og genanvendelse eksisterer allerede og har gjort det længe især i lande som Sverige, Tyskland, Holland og altså også i Danmark - bare i meget mindre grad, fordi vores industri skal støttes til at kunne eksportere.

Der er store markeder for affaldsforbrænding i Kina, Indien, Sydamerika og på længere sigt også Afrika. Det er leverandørerne til affaldsforbrændingsanlæggene, der har de store eksportmuligheder. De danske borgere skal derfor betale for en markedsføring af bestemte private virksomheders markedsføring.

Re: Burning love

Tak til Jens Peter Mortensen for informationerne.

Da jeg var med til at lægge kursen for Pilotprojekt for Avfall og Gjennvinning kæmpede vi i første omgang mod to fløje af ingeniører, "pyromaner" - som du nævner - og "teknologinørderne", der fuldt og fast troede på, at forbrugerne bare kunne købe, bruge og kaste, og at nørderne da kunne lave en vidundermaskine, hvor man kom det hele i, og fik rene og ufarlige råstoffer ud.

Jeg vandt, men det viste sig, at jeg havde allieret mig med lige så urealistiske ideologer, som "teknologinørderne". - Det var "naturværnere", der troede, at man kunne få alles menneskers vigtigste aktivitet til at være at tænke genbrug.
- Derfor kørte hele udviklingen af sporet, og der bruges en masse penge på at pseudogenvinde, hvorefter det meste alligevel bare brændes af.

Allerede, mens jeg arbejdede med dette i 90erne, kostede det f.eks. det tyske genvindingssystem "Das Duales System" (grüne punkte) mellem 2000 og 4000 mark at genvinde et tons plastic til dårligt råmateriale - eller det 2 til 8 dobbelte af, hvad nye rene råstoffer kostede. - Da var det selvfølgeligt bedre at brænde det, så lang tid man alligevel brændte fossiler til varme og kraft.
- Resultatet er da også, at der udvikledes en voldsom korruption, hvor man f.eks. fandt 200.000 tons med affald, der skulle have været recirkuleret, i en nedlagt mine i Nigeria. - Her fra Norge sejlede kommunale renovationsselskaber i al hemmelighed mindst 100.000 tons papir, der var brugt mange resurser på at kildesortere og indsamle, til afbrænding i Indonesien.

Desværre fik jeg bare fjender, til trods for, at jeg beviste, at "den gyldne middelvej" var farbar. - Tiden da var til ideologier og deres indbyrdes kamp - min placering i tiden var ganske enkelt for tidlig.

Mvh Peder Wirstad

Interessant diskussion

Hvis jeg skal supplere med noget vil det være at fokusere meget mere på et lavere forbrug, materielt og økonomisk.
De to gamle søstre, øverst i tråden, havde klart fat i noget.

Kan vi ikke få titlen på din bog, Peder, og gerne en forhandler/antikvar?

Re: desværre

Søren Falck:

Københavns "genbrugsstationer" har nu besluttet (eller politikerne) har besluttet at det koster 180 kr pr besøg som virksomhed.

Helt til grin og ude af trit med alting der giver mening - udover at kradse penge ind.

Enig! - Det giver dog selvfølgelig en "mening" - spørgsmålet er hvilken?

Det er et udtryk for den samme form planøkonomi, som - især mht. evnen til udvikling og innovation - led så frygteligt nederlag i hele Sovjetblokken.

Det er faktisk udtryk for noget, der er langt værre end det, fordi den topstyring - hvor folk i toppen af partiet udvalgte sine efterfølgere osv. - der var brugt i Sovjetblokken, fungerer ganske godt med hensyn til at opretholde status quo, men er dårlige til udvikling. - Det ses også overalt, hvor virkeligt dygtige personligheder har oprettet et stort firma ved innovation og omstilbarhed, men hvor den nødvendige fornying bliver vanskelig, når næste generation bliver et kollektiv af bureaukrater, der skal lede "i mesterens ånd".

Når dette eksempel er udtryk for noget langt værre, så er det fordi, beslutningerne er udtryk for den samme inkompetence, hvad gælder manglende kontakt med aktørerne, og i tillæg foretages kovendinger i hvert fald ved hvert skifte af politiske hovedfløje - og ofte ved hvert skifte af miljøborgmester eller miljøminister.
- Det kan ingen virksomhed holde til økonomiskt - og det kan innovative folk slet ikke være med på. - Deres viden og entusiasme bliver fuldstændigt ydmyget, og de forlader "den synkende skude" - eller udnytter uoverskueligheden i systemet og bliver korrupte som "Vannverkshenriksen" fra Romerike Vannverk lige her sydfor - som vi for øvrigt samarbejdede med - der netop er dømt 9 års fængsel for at have svindlet ejerkommunerne for ca. 90 millioner kroner.

Mvh Peder Wirstad

Re: desværre

Så er det naivt at satse på, at udstyr skal kunne holde i 30 år. Vi ville have haft 330 kB floppy-discs stadigvæk, venner.


Jeg mener der er en forskel på om en ting går i stykker, eller om man selv tager valget og køber næste generation af teknologien.
Selv hvis elektronik produkter holdt 30 år, så ville vi stadig ikke bruge hverken fax eller 330 kB discs nutildags.
Levetiden af et produkt burde være bestemt, udfra betragtninger omkring teknologiens levetid.
Det er ikke længere blot et spørgsmål om spring fra 330 kB discs, til 1,5 mB discs, til 650 mB compact discs osv. Men et spørgsmål om at man skal have det nyeste nye, det kan man jo lige så godt når lortet er designet til at fejle helst dagen efter garantien udløber...


Offtopic, @ Peder Wirstad, jeg har prøvet at google dig, faldt bla. over en facebook gruppe "Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug" som gerne vil i kontakt med dig, dateret januar 2011, så 1 år siden.
http://www.facebook.com/note.p...6797

Re: desværre

@Jarl
Så er det naivt at satse på, at udstyr skal kunne holde i 30 år. Vi ville have haft 330 kB floppy-discs stadigvæk, venner.

Der er mange forbrugerprodukter, der ikke forældes så hurtigt fx. vaskemaskiner og køleskabe. Hvis du køber en dyr fra Miele så holder den 3x længere end de billigere produkter.

For IT kunne man måske nøjes med at skifte bundkort, hard disk osv., hvis produktet var indrettet til det. Så sparede man ihvert fald udskiftning af visse dele.

Re: desværre

For IT kunne man måske nøjes med at skifte bundkort, hard disk osv., hvis produktet var indrettet til det. Så sparede man ihvert fald udskiftning af visse dele.

Gammeldags tænkning. Det gør jo ikke en gammel slæwbar på fem kg til en tablet - eller en stationær PC til en bærbar. Eller en mobiltelefon til en smartphone.

Den væsentlige udvikling sker i spring, ikke som en gradvis forbedring af ydelse.

Da de første mobiltelefoner i reel lommestørrelse kom frem, gik man efter at lave dem så små som muligt.

Er det realistisk at tro, at kloge hoveder den gang kunne have besluttet alligevel at lave dem meget større og flade - fordi der femten år senere gerne skulle være plads til at opgradere med en stor touch-screen, der kan vise film....

Nej, vel!

Eller tænk hvis biler var designet til at holde 50 år. Så så det da endnu værre ud for elbilerne.

Det ville i øvrigt kræve en helt urealistisk forudseenhed, hvis man i 1960 skulle designe biler, der var indrettet til at bruge en moderne motor med over dobbelt så stor effekt og moment. Eller hvad med eftermontering af forhjulstræk, sikkerhedsseler, skivebremser, moderne hjulstørrelser, ABS, ESP og alt mulig andet elektronik. En ny bil med jævne mellemrum er en bedre løsning.

Uopslidelige produkter er vældig romantisk tænkning! Men også uendeligt fjernt fra den måde, verden, mennesker og innovation fungerer på.

Den dyre vaskemaskine, der holder længe, risikerer i øvrigt hurtigt at få et for højt forbrug af strøm og vand efter tidens standard. At den ofte er en privatøkonomisk fordel, betyder ikke, at det er samfundsmæssigt forsvarligt.

Lav i stedet tingene med en realistisk - ofte forholdsvis kort - levetid - OG med optimal mulighed for genbrug af materialer.

Re: desværre

.

Levetiden af et produkt burde være bestemt, udfra betragtninger omkring teknologiens levetid.

...som man bare ikke har den ringeste anelse om på det tidspunkt.

Da jeg faldt i svime over at kunne faxe til USA på en kæmpestor, orange Nefax i 1982/83 var det ret svært at forestille sig e-mail. Jeg var bare fascineret af hurtig kommunikation uden at skulle bede en af pigerne på kontoret (ja, det sagde vi) om at starte det store, larmende skrummel af en Telex i baglokalet op.

Meddelelserne blev indtalt på diktafon og renskrevet på skrivemaskine af samme piger. Efterhånden fik de kuglehovedmaskiner fra IBM - det var fantastisk.

At gætte på en realistisk levetid for telex, fax, diktafon og skrivemaskine den gang? Stort set lige så umuligt som i dag at gætte på levetiden for mpeg4-standarden.